maj 2015 – Jeanette Ohrt

Har i dag været inde og kigge på hjernesagen.dk – med undertitlen “livet med hjerneskade”.

Det er ikke første gang, jeg ser på denne webside, men det er altid grænseoverskridende og altid med en følelse af, at jeg kigger for en andens skyld, at jeg sidder som en tredjepart; webstedets informationer, en hjerneskadet modtager – og så mig!

Der er så mange menneskeskæbner derinde, hvis mén er langt, langt alvorligere end i mit tilfælde. Bodpropper, hjerneblødninger, alvorlige ulykker, mistede hukommelser, mistede sprog, lammelser, kramper. Lidelser i den tunge ende af skalaen. Lidelser som gør, at man næsten ikke selv føler sig berettiget til at ytre sig om ens egne gener.

Men faktum er, at også jeg finder en mængde beskrivelser, undersøgelser og rapporter – om træthed og kognitive udfordringer, – som med næsten uhyggelig nøjagtighed beskriver mine oplevelser.

Samtidig får disse oplysninger mig faktisk også til at slappe af, føle mig forstået og sænke skuldrene. Acceptere følgevirkningerne, hvilket gør dem lettere at leve med. Indse at jeg, – i et vist, men heldigvis mildt omfang – også tilhører de hjerneskadede.

God weekend.

Jeg har prøvet det før; at blive kastet ud i fremmed farvand, hvor man overrumples af bølgernes højde og deres ukendte indhold og intensitet.

På en eller anden måde er der noget velkendt i det, – at bakse febrilsk rundt og kæmpe for luft nok til at kunne tage så meget bestik af situationen, at man kan udtænke en kurs og påbegynde rolige svømmetag, som i sidste ende vil føre én ind på land.

– Fremmede kultures udfordringer, et hæsligt terminalt forløb, svære beslutninger. Små og større livsændringer. Jeg har prøvet det. Alle har vi prøvet det.

Ofte omtales flygt, frys, kæmp, som instinktive mekanismer hos mennesker under pres. Min automat-reaktion er kamp. En inderlig, heftig og systematisk kamp for at finde ståsted midt i kaos. Når livet ikke viser sig fra sin letteste side, føler jeg mig på en sær måde i live.

Jeg siger ikke, at jeg gerne ville have meningitis med deraf følgende gener. Det er IKKE det jeg siger. Men at livet føles meget intens, når verden står på hovedet, det kommer jeg ikke udenom.

Maleri af Jeppe Oldenburg

Jeg har fået positive tilkendegivelser for mit nyligt opdaterede foto på facebook samt her på bloggen.

– Hvilket har affødt tanker, for billedet svarer sjældent til virkeligheden inden i mig. Men nogenlunde sådan ser jeg altså ud! Og det har ærlig talt været underligt, i hele det forgangne år, at gå rundt med et udseende, som min tilstand ikke har kunnet leve op til. Og har ført til, at jeg nogle gange nærmest har undskyldt mit veloplagte udseende!

Jeg kunne også have valgt dette foto:

Taget da jeg var indlagt med opsvulmet ansigt, – hvilket næppe behøves forklaret! (Og så er det ikke engang det værste foto fra dengang, kan jeg hilse og sige, – men lidt forfængelig har man dog lov at være).

Eller dette:

Taget i perioden, hvor træthed hærgede mig i en grad, så jeg følte mig så tung, at jeg til stadighed undrer mig over, at jeg ikke brast gennem gulvet og forsvandt mod jordens indre.

For jeg tror, at vores samfund har brug for, at vi viser os for hinanden. At vi tør fortælle hele historien, hele virkeligheden. – Glansbillederne af vores liv, men OGSÅ alt det andet; det der gør ondt, det der ikke er så pænt.

Så hvorfor valgte jeg billedet med det største smil taget på den bedste dag? Faldt jeg ikke i, med begge ben, i forhold til min egen holdning? Hvilket billede skal man give af sig selv?

I hvert fald ikke det-er-synd-for-mig-billedet, så jeg valgte trods alt det pæneste. – Og takker for kommentarerne.

Tak for den gode modtagelse af min blog.

Den har været længe undervejs. Altid et behov for at skrive, men i lang tid et urealistisk tiltag pga. den tekniske side af sagen kontra min tilstand. For nogle måneder siden tog jeg udfordringen op. Startede fra absolut scratch som blogopretter/blogger og arbejdede mig langsomt fremad.

Sat i forhold til neuropsykologens konklussion om, at min hjerne fungerer som tidligere, men i meget kortere tid ad gangen, har det været en langstrakt proces. Og blogoprettelsen har ind imellem kostet ekstra hovedpine og forsvinden ind i den tåge, som jeg oplever, når jeg overhører stopsignalerne og forsøger at fortsætte, selvom trætheden har plantet en mur foran mig.

Men der har også været masser af små yes-oplevelser og en kæmpe tilfredsstillelse. Jeg VILLE det her. Ville have et sted at skrive. Ville se, hvor meget jeg formåede – en måde at teste mig selv på. Og med en hjælpende hånd undervejs sidder jeg nu med en blog.

Hvad skrivningen angår, så har det altid fulgt mig – i gode som dårlige tider. Det er både en naturlighed, et behov og en nødvendighed – min overlevelse.

Så altså – jeg har forsøgt at gennembryde mure for at nå hertil. Og har erfaret, at ved at dele alting op i bitte små dele og tage ét skridt ad gangen, så når man rigtig langt.

– Det gør godt at tænke på.

Første gang

Jeg er påny begyndt at registrere “første-gang”. Som man gør det med små børn: Første smil, første tand, første skridt. Nu står der blot: Første film siden jeg blev syg, første længere (8 km!) cykeltur siden jeg blev syg, første gang jeg atter dansede med børnene i stuen. – Alt sammen dateret omkring 1 år efter. I… Læs mere Første gang