Usynlige ord

 

Af en årsag, som jeg ikke kender, gik jeg i går op på loftet og fandt mine gamle dagbøger, der har været gemt væk i 2 årtier (tænk, at man er så gammel, at man kan skrive det!).

I dag har jeg siddet i solen og læst i dem. Meget mærkeligt. Meget rørende. Meget tankevækkende. Så meget som jeg husker tydeligt, men også noget som jeg fuldstændig havde glemt.

Jeg bladrer i mine dagbøger. Kan ikke kende min egen skrift, men godt mange af tankerne. Der var engang én, som sagde til mig, at man stadig er den samme, som da man var barn. Jeg var dengang ikke villig til at tilslutte mig dette synspunkt. Men jeg må tage den holdning op til revision. For min kerne er den samme. Måske var man endda, på nogle punkter, endnu mere sig selv som barn, – man lader sig nogle gange forvirre af verdens larm.

Mange bogstaver nogle sirlige, nogle hastigt eller træt og utålmodigt skrevet ned i bøger og hæfter – mange hæfter. Jeg tror, at alle mennesker rummer den samme mængde ord. Hos nogle flyder de frit og uhindret i mundtlig fremstilling, hos andre bliver de fleste inde i dem – usynlige for omverden.

Så hvad har dette at gøre med meningitis? Jeg tror, at alting altid hænger sammen på en aller anden måde, – uden at jeg altid selv forstår det. Og i dag vil jeg lade nogle af de usynlige ord lande som bogstaver.

 

Maleri af Jeppe Oldenburg

Efterlad en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *