Måned: juli 2015

 

Igennem den sidste tid har jeg følt mig som et af de tog, jeg kørte med i Indien for 19 år siden:

Er stoppet op midt på skinnerne. Uden forvarsel og uden indlysende grund og uden at kende tidsrummet for den uplanlagte pause.

Igennem den sidste tid indvandt jeg ikke nyt land. Der skete ikke helbredsmæssige fremskridt.

◊

Alligevel fik jeg det bedre.

– Fordi jeg hele tiden lærer at begå mig bedre og bedre i dette nye land. Jeg lærer, hvordan jeg skal tage vare på min energi, så jeg får mest muligt ud af den, strække den længst. Som en tørstende i Sahara, der erfarer, hvordan han bedst muligt administrerer de dyrbare vanddråber.

Og som jeg lærte at vente tålmodigt i Indien, har jeg ventet tålmodigt her.

Svaret på opholdet er derude et sted, men man kan ikke altid se det, derfra hvor man sidder. Senere kører man måske forbi det eller erfarer det ad anden vej.

◊

Nogle gange føler jeg mig så tung som et overbelæsset indisk tog.

Men nu kan jeg mærke, at toget med korte ryk langsomt sætter igang igen. Og som i Indiens varme, fyldte, togvogne går en lettelse igennem mig; – jeg strandede alligevel heller ikke her, men flytter mig gradvist tættere på målet.

En tilfredsstillelse over selve bevægelsen.

 

I januar fik jeg, via nettet, kontakt til en ung kvinde i Århus, der ligeledes har været ramt af viral meningit. Med lidt forskydning og få afvigelser ligner vores forløb hinanden som et tvillingpar. Og selvom jeg ikke ønsker for nogen, at de skal opleve dette, så kan jeg ikke frasige mig lettelsen over ikke at være helt alene. Værdien i at blive forstået – som i helt forstået. Endda af et menneske, som jeg aldrig har mødt.

Hun er den, jeg kan skrive alting til – råt for usødet. Den som jeg kan gentage mig selv overfor i en uendelighed. Den som forstår præcis hvordan alle op- og nedturene er. Vi deler tanker og reflektioner. – Ikke at vi deler alle synspunkter i forhold til sygdom, men det behøver vi heller ikke. Det ændrer ikke ved det faktum, at hun er det menneske som – forståelsesmæssigt – et tættest på mig i dette forløb.

Og længe vidste jeg ikke hvilken betegnelse at bruge for hende: “Veninde” – om et menneske man aldrig har mødt?? “Med-meningit-ramte-forbundsfælle” – alt for langt. Men så skrev hun det selv til mig forleden; MENINGIT-MATE. Det er et godt ord:-)

♦

Halvvejs inde i min meningit-mates ferie måtte hun kaste håndklædet i ringen. Halvvejs inde i min ferie faldt jeg også. Heldigvis har jeg en mand, som greb mig. Som sagde; “jeg tager mig selv af børnene i dag, du bliver hjemme”. Det blev ikke engang fremstillet som et spørgsmål eller en mulighed, men blot som en konstatering, der fritog mig for det svære dilemma at vælge mellem familie og hensynet til min tilstand. Og dermed fritog mig for dårlig samvittighed. Det er SÅ svært at fravælge familie, fordi man så gerne vil være den del af den, som man naturligt var engang. Man vil så gerne være der, så ofte hænger man på – velvidende, at det ikke er til gavn for nogen, hverken familien eller sig selv.

Man er nødt til at omrokere i sit hoved for at indse, at man må fra-vælge for senere at kunne til-vælge.

 ♦
Intet menneske er i stand til altid at agere supermand, men lykkeligvis har både min meningit-mate og jeg mænd, som i det store og hele er det; som griber og foretager valg. De accepterer de begrænsninger, som vi ufrivilligt tilfører – uden indvendinger eller bebrejdelse. Måske er vi udstyret med særligt stærke mænd.

 

“Hvorfor er det vigtigt for dig at forsøge at få andre til at forstå?” – blev jeg forleden spurgt.

  • Fordi jeg tror på værdien af at dele både det gode og det dårlige (som beskrevet her og her).
  • Fordi min retfærdighedssans rører på sig: Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at livet skal være så glad og normalt som muligt. Det gør jeg, fordi det fremmer det gode – og fordi, hverken min familie, min omgangskreds eller jeg selv ville kunne holde ud at leve i den jammedal det ellers ville være. – Men så vil jeg ikke straffes for det! Man må ikke forvente, at jeg kan alt, man må ikke betvivle mine følgevirkninger. For jeg er desværre som oftest ikke normalt-fungerende inden i, selvom det syner sådan udefra.
  • Fordi forståelse frigiver ressourcer til bedring.

 

Derudover skriver jeg ikke kun for mig selv. Jeg skriver også for alle andre der, som jeg, er ramt af følgevirkninger efter viral meningit. For de mennesker, som har enslydende symptomer uanset sygdom. Alle de mennesker der, som jeg, har fået en usynlig følgesvend. For hvis folk forstår noget af det jeg skriver, så er mit håb, at den forståelse også smitter af på andre.

– Derfor finder jeg det vigtigt. Forståelse er dog et stærkt ord. Det kan være svært selv for mig at forstå. Men hvis du blot tror på det mine ord beretter, så har jeg opnået det, jeg gerne vil.


Maleri af Jeppe Oldenburg

 

En uge fremme i børnenes skoleferie.

Det bringer både en god og en dårlig nyhed.

Den dårlige er, at den forgangne uge har været hård. At være alene med vores tre drenge, er den allerstørste udfordring som følgevirkningerne af viral meningit har bragt mig. Og den, som det er sværest at se i øjnene; – at jeg ikke kan være alene med mine egne børn. Hvilken falliterklæring. Hvilken mor er man så?

Nærmere præciseret så var jeg dækket ind af andres hjælp, så min alenetid med drengene faktisk kun drejede sig om en hel og to halve dage. Og faktisk så gik det ret godt. Og jeg var så glad for,- og faktisk også stolt over – at det lykkedes mig at holde timerne gode for os alle fire. Det krævede bare så meget af mig, at jeg faldt helt sammen indeni, da Jeppe kom hjem fra arbejde – også selvom jeg havde hvilet mig i halvanden time mens den elektroniske babysitter tog over.

Det udfordrer mig enormt, at skulle “være på” som eneste voksen over længere tid. Hvis jeg derimod har mulighed for at trække mig tilbage ind imellem – og kan sove/lave noget, hvor jeg ikke skal forholde mig til nogen,-  eller får selskab af en anden voksen, så lader jeg hurtigt op til “en omgang mere”. Hvis ikke – ja, så slipper min energi og mit humør op. Så trænges jeg tilbage til den samme krog, som jeg stod i i vinters. Den hvor mine ressourcer bliver mig frataget og jeg forsvinder mentalt.

♦

Den gode nyhed er, at det ikke tager mig måneder at komme ovenpå længere. En weekend med Jeppes tilstedeværelse var nok til at rette op på det meste. Det gode er også, at jeg er så heldig at have familie og venner, som hjælper mig igennem disse uger. “Det var så lidt” – siger de. Men det er det ikke for mig og min familie – det er langt mere end de ved af.

♦

– Så den forgange uge tydeliggjorde, hvor sårbar jeg fortsat er. Men også hvor hurtigt jeg, – med hjælp, – kan bringe det tilbage på rette kurs.

– Den forgange uge var hårdere end jeg havde forventet, men set med erfaringens øjne forventelig og forståelig nok.

 

 

 

Jeg vågnede op i morges med en mathed i kroppen, som havde jeg, dagen forinden, udfoldet mig fysisk krævende.

Det havde jeg også.

I går slap min tapperhed op for en stund, i går mistede jeg modet og ligevægten, i går smed jeg mig mentalt på gulvet og sparkede og slog hysterisk, som et lille frustreret barn. Rasede over den kæmpestore energi-sugende igle. Gjorde alt det jeg ved ikke hjælper; slog og kæmpede for ikke at blive slugt at den. Jo mere man kæmper, jo mere taber man; mit klarsyn og overskud blev ædt, og verden indhyllet i den grå tåge, som følger efter mit tab af energi.

Jeg vidste det. Jeg vidste, at min kamp var tabt på forhånd. Jeg vidste, at jeg ville få mere ud af at følge med end at kæmpe. Men i går jeg kunne ikke lade være.

– Og det var jo det der med både det gode og det grimme.

Her kom det grimme.

 

Det gjorde det også for nogle måneder siden, da jeg så to af mine naboer stå og snakke sammen udenfor mit hus. Jeg holder meget af mine naboer. Jeg ønsker dem alt godt. Men netop i det øjeblik jeg så dem, blev jeg oversvømmet af en sjælden følelse af uretfærdighed. Der stod de med smil, med livlige fagter, med friskhed. De så så ivrige og glade ud. Så fulde af energi. Og med jobs og videreuddannelse og livet der kører derudad. Og her sad jeg….

Det har intet med mine naboer at gøre. Det var bare et øjebliks tab af ro.

(Og i øvrigt har jeg i høj grad brug for andres energi, for når jeg ikke selv har nok, er jeg nødt til at låne af andres).

 

Maleri af Jeppe Oldenburg