En god og en dårlig nyhed

En uge fremme i børnenes skoleferie.

Det bringer både en god og en dårlig nyhed.

Den dårlige er, at den forgangne uge har været hård. At være alene med vores tre drenge, er den allerstørste udfordring som følgevirkningerne af viral meningit har bragt mig. Og den, som det er sværest at se i øjnene; – at jeg ikke kan være alene med mine egne børn. Hvilken falliterklæring. Hvilken mor er man så?

Nærmere præciseret så var jeg dækket ind af andres hjælp, så min alenetid med drengene faktisk kun drejede sig om en hel og to halve dage. Og faktisk så gik det ret godt. Og jeg var så glad for,- og faktisk også stolt over – at det lykkedes mig at holde timerne gode for os alle fire. Det krævede bare så meget af mig, at jeg faldt helt sammen indeni, da Jeppe kom hjem fra arbejde – også selvom jeg havde hvilet mig i halvanden time mens den elektroniske babysitter tog over.

Det udfordrer mig enormt, at skulle “være på” som eneste voksen over længere tid. Hvis jeg derimod har mulighed for at trække mig tilbage ind imellem – og kan sove/lave noget, hvor jeg ikke skal forholde mig til nogen,-  eller får selskab af en anden voksen, så lader jeg hurtigt op til “en omgang mere”. Hvis ikke – ja, så slipper min energi og mit humør op. Så trænges jeg tilbage til den samme krog, som jeg stod i i vinters. Den hvor mine ressourcer bliver mig frataget og jeg forsvinder mentalt.

♦

Den gode nyhed er, at det ikke tager mig måneder at komme ovenpå længere. En weekend med Jeppes tilstedeværelse var nok til at rette op på det meste. Det gode er også, at jeg er så heldig at have familie og venner, som hjælper mig igennem disse uger. “Det var så lidt” – siger de. Men det er det ikke for mig og min familie – det er langt mere end de ved af.

♦

– Så den forgange uge tydeliggjorde, hvor sårbar jeg fortsat er. Men også hvor hurtigt jeg, – med hjælp, – kan bringe det tilbage på rette kurs.

– Den forgange uge var hårdere end jeg havde forventet, men set med erfaringens øjne forventelig og forståelig nok.