Frihed under ansvar

Jeg har haft flere indlæg rumsterende rund i mit hoved de sidste mange dage. Jeg har skrevet på dem, flyttet rundt på deres indhold, tilføjet og kasseret. Men de er aldrig landet på tastaturet og fundet vej til min blog. For jeg synes, at det er så svært, når jeg konfronteres med andre sygdomsramte, med ulykker og med katastrofer rund omkring i verden. Triste vilkår, tragiske skæbner. Forhold, som får min egen situation til at skrumpe ind.

Og det er godt at have perspektiv i sit liv. Det er vigtigt for mig, ikke at forsumpe i egne symptomer. Men –  jeg kommer bare ikke uden om, at mine følgevirkninger er mine udfordringer, mit vilkår, min virkelighed lige nu. Jeg er nødt til at forholde mig til det jeg er i, nødt til at ofre min verden opmærksomhed for at nå bedring. Det betyder ikke, at jeg lukker øjnene for andres verden, det fratager dem ikke deres virkelighed. Jeg er bare nødt til at få mig selv så meget som muligt på benene – det gør jeg blandt andet ved at skrive her.

Så jeg fortsætter alligevel.

 

Jeg er lige nået til mit bedst mulige udgangspunkt igen, efter mange dage hvor trætheden tiltog og hovedpinen satte sig hårdt igen. Jo, jo jeg ved godt hvorfor. Jeg sprang middagspauser over eller afkortede dem, sad lidt for længe oppe, havde lidt for mange gøremål m.m. Kort sagt – lod lidt for meget som om, at jeg var normalt fungerende. I begyndelsen af min sygemelding var der kontant afregning ved kasse ét, så snart jeg lavede sådanne svinkeærinder. Nu kan jeg godt gøre det en enkelt dag eller to uden at verden braser sammen. Men ikke i en lille uge! Når jeg lader kådheden tage overhånd og tillader mig den luksus at kører på 5 – 6 dage i træk , så vanker der smæk. Så tiltager hovedpinen, tågen og udmattelsen – i en grad og en længde, som er helt ude af proportion med min foreteelse. (Helt efter hjernetrætheds-bogen).

Man kan så spørge sig selv, hvorfor jeg dog gør det. Hvorfor jeg bliver ved med at “komme til” med jævne mellemrum. Det forekommer bestemt som værende et fornuftigt spørgsmål. Det er bare – …………. at, når man nu ENDELIG sidder i en bil, hvis tank er nogenlunde fyldt op, og når der for en gang skyld er fri bane og god oversigt, – så er det ualmindeligt svært ikke at træde speederen i bund.

Fordi det er så fristende at undersøge, hvor hurtigt bilen egentlig kan køre. Og fordi, jeg har SÅ mange steder jeg gerne vil nå hen.

Nå, men var det så turen værd Jeanette? Tja, den var i hvert fald god så længe den varende. Kunne mærke adrenalinen i blodet. Nød udsigten. Og det er altid en glæde at besøge steder, hvor jeg ikke har været i meget lang tid. Men det vil utvivlsomt være mere hensigtsmæssigt at rette mere ind efter færdselsreglerne. At holde sig lidt mere til fartgrænsen, så der ikke er så langt at gå tilbage, når bilen er landet i grøften.

Det ville afgjort være nemmere, hvis jeg havde noget konstant, at forholde mig til. Hvis jeg havde fået meningit-følgevirkningerne leveret i en kasse placeret i en form, der var ubøjelig. Værsgo sådan, hverken mere eller mindre, værre eller bedre, men lige præcis sådan her. Men sådan er det ikke. Nogle dage kan jeg springe længdespring andre dage kravler jeg.

Det faktum er virkelig en kæmpe udfordring, som giver anledning til forvirring og nogle gange frustration.

Men, og det skal jeg huske – der ligger også deri en stor frihed. Jeg kan godt strække mig, hvis jeg virkelig har brug for at strække mig. Jeg får rakt en lillefinger, men skal bare huske ikke at tage hele hånden. Udvælge med omhu og nyde. Og på den lange bane, hedder det små skridt, små skridt, små skridt.

Frihed under ansvar!!!

 

received_1506560499663393

 

http://yorgashdraws.jimdo.com/ – Tegnet af Sune Hansen

Efterlad en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

6 Kommentarer

  • SVAR

    Hej Jeanette, igen en gribende beretning, hvor det hele giver lidt mere mening.

    • SVAR

      Tak Jørgen – ja, jeg håber, at gøre det hele lidt mere forståeligt/”håndgribeligt” – for min skyld, men også for alle andre med noget “der minder om”.

  • SVAR

    Du skriver fantastisk , vi ved alle at det har været , og er en lang sej kamp .😘

    • SVAR

      – og det betyder så meget, at blive troet på midt i det usynlige – tak.

  • SVAR

    Du skriver så fantastisk, jeg bliver rørt hver gang jeg læser din blog ❤️

    • SVAR

      Tak Helle. Jeg er meget glad for at du læser min blog🌞🌞