Skoleskema

Der var engang hvor jeg, med et spædbarn under armen, kunne hente vores to øvrige sønner i henholdsvis dagpleje og børnehave – og desuden også lige have en legekammerat med hjem. Der var engang, hvor jeg afleverede børn tre forskellige steder, inden jeg selv kørte på arbejde. Der var engang, der var engang ……………. – og det var ikke noget problem.

I dag har jeg, for første gang, været i virksomhedspraktik – én time. Og jeg måtte i bilen dertil trække på smilebåndet over, hvor megen planlægning denne ene time kræver. Jeg har inddelt min dag ned til mindste detalje, – næsten ned til det groteske – som et udvidet skoleskema. For at sikre mig, at mine hvil og måltider ikke skrider i svinget. For hvis de gør det, så sætter jeg mig i den nedadgående spiral. Ved slavisk at følge mit skema, kan jeg opretholde mest mulig energi/holde hjernen mest mulig klar. Så jeg er ret selvdisciplineret på det område.

Og jeg er meget, meget taknemlig for, at det først er nu, jeg “skal på”. Jeg har fået lov at nå dertil, at føle mig klar. Så jeg har set frem til at begynde i dag, jeg har glædet mig, det er min lille sejr at nå dertil. Jeg ved også, at det her vil komme til at tage lang, lang tid. For det hedder små skridt. Hvis jeg begynder at tage for store skridt, så falder jeg igen. Og det er ikke bare noget jeg tror. Det er sådan. Jeg ved det, – og det er okay.

Så jeg ankom til min nye mindre afdeling, hvor jeg er så heldig at få lov at være. Snakkede med min nye kollega, indstillede min stol, fik koder til computeren. Og snart var den time gået. Og jeg kom hjem glad. Glad for at det gik godt, glad for at jeg formåede at komme hjem inden jeg blev overgearet af træthed som et andet barn, glad for at jeg glæder mig til mere. (Og glad for, at vores sønner nu er syv, ni og elleve år og hverken skal hentes eller bringes længere).

Maleri af Jeppe Oldenburg