Bål og bed og børnenes leg

Jeg ved godt, at gårsdagens indlæg ikke ligefrem strålede af solskin, – men det gør hver dag sgu ikke. Og jeg skrev ikke om ukonstruktiv forbitrelse til hverken situation, sydom eller system eller bad om medynk. Og derfor har omtalte indlæg sin berettigelse. Jeg kan og vil ikke pille de sorte sandheder ud af denne fortælling.

♦

Når vi her hos os har familietid, så viger vi, så vidt muligt, udenom ting som: 1) er langvarige 2) indeholder mange mennesker 3) indebærer megen larm 4) medfører deadlines.

Til gengæld elsker vi at søge ud i haven. Der er temmelig meget som vi ikke kan, men at bygge et hegn, lave et bål og grave et bed – det kan vi. Og NYDER vores fælles tid i haven. Og jo, Jeppe får udrettet væsentligt mere end mig, men det betyder ikke så meget – vi er der sammen og bevæger os, – helt uden at være bevidste om åndedræt eller mindfulness, – langt ind i nuet og den umiddelbare glæde. Understreget af børnenes leg rundt omkring os.

Og i dag gik alt op i en højere enhed: Glad sol og glade børn hele dagen lang. Fantastisk.

(I dag forsvandt de to ord rent faktisk, for en stund, ud af mit ordforråd).