Slatter

• Engang så jeg blot slut-resultatet af mine følgevirkninger. Men som tiden går, træder deres omfangsrige, bagvedliggende, indviklede formel frem – tydeligere og tydeligere. Som en labyrint der ved intens studie, forvandler sig til sirlige stier, hvis anlagte mønster jeg kan finde vej i.

• Du spørger om jeg keder mig. Og jeg har aldrig vidst, hvordan jeg skulle forklare det. Indtil forleden. For så enkelt er det vel; at jeg ikke engang har overskud til at kede mig. Du spørger også, om jeg går og hygger mig herhjemme! Og i min indre film når jeg når at pande  dig en, inden mit væsens eftertænksomhed roligt begynder at forklarer dig i stedet. – Jo, jeg forsøger at putte mange små gode ting ind i min højst begrænsede hverdag for at holde på energien. Og jeg er også nået til accept af tingenes tilstand. Men det er ikke det samme, som at jeg går og hygger mig. Jeg vil gerne bytte med din energi, så kan du til gengæld få min “hygge”.

Lad vrede, frustration, magtesløshed og tristhed opløses.

• I dag vil jeg hente Elias, når han er færdig i skolen,, og efterfølgende tage hen og får en is sammen med  ham. Bare ham og jeg. Det er ikke fordi, at jeg svælger i overskud i dag, – men han har ventet på den aftale i 14 måneder og nu skal det være. Jeg vil. Og da jeg har 2 sammenhængende fridage, har jeg råd til at mobilisere det nødvendige overskud. Og jeg glæder mig.

• Der er dage, hvor end ikke haven formår at løfte mig op. Uger hvor få udfordringer, såsom 6 praktiktimer fordelt på 3 dage, vælter mig fuldstændig omkuld og gør mig sårbar overfor selv de mindste udfordringer. Og den konstante energimangel føles som en art smerte i kroppen, at tage sig sammen til gøremål som en daglig mental kraftpræstation.

At samle sit mod op igen – og igen – og igen.

• Nogle gange kan jeg ikke huske følelsen af at være “klar i hovedet”, kan ikke huske hvordan det er at have energi til dagens gørmål, kan ikke huske fornemmelsen af at kunne planlægge uden tanke for pauser. Men jeg KAN mærke græsset under mine bare fødder, se kirsebærtræets fantastiske farve og smage havens ramsløg og tusindefryd. Tænk hvis jeg havde mistet mine sanser også – eller min evne til refleksion og skrivning, så ville jeg være ulideligt handicappet.

• Når jeg bevæger mig ud i det virkelige liv, føler jeg mig skyldig. I hvad, ved jeg ikke. Men det er følelsen af ikke at være berettiget til udadvendt aktivitet, hvor lidt det end er.

• Forleden hørte jeg en radioudsendelse, som rørte mig dybt: Når man genkender/rammes, gør det på en gang både ondt og godt.

♦♦♦

Dette var notat-slatter fra de seneste uger. Med medfølgende fotos fra samme tidsrum – energien er svingende, men i disse fotos lever den. I samme tidsrum har bloggen også haft jubilæum – 1 år. I den anledning har jeg givet den nye klæder.

Jeg fik en sovepose i fødselsdagsgave. Så nu kan jeg sove udenfor. Og sidde udenfor – i stort set al slags vind og vejr. Helt genialt – og meget bedre end tæpper. Så hvis du forvilder dig ind i min have og øjner en stor grøn larve, så er det bare mig, der er kravlet langt ned i posen.

En aften i sidste uge, da hjernen var brændt sammen, (det føles bogstavlig talt som brænden i hjernen) satte jeg mig i vores lille “skov”. Det var stille og godt. – Og jeg glæder mig til Jeppes skovhytte-projekt.