En videnskabs-journalist og en fredspibe

 

Det er længe siden, at jeg har skrevet. Mere end en måned og i mellemtiden har huset her været invaderet af maveonde, Danmark har holdt efterårsferie og USA har valgt en ny præsident, men de ting får lov at ligge uden at tilknyttes yderligere kommentarer. Hvad jeg derimod vil give nogle ord med på vejen, er et temaprogram, der som en gammel bekendt indtog stuen en lørdag aften efter afsluttede infektioner og ferie.

Tidligere brugte Jeppe og jeg jævnligt en bid af lørdagen på at se DR2 tema, med deraf følgende godmodige drillerier over at ville tilbringe en lørdag aften med at “kloge sig” sammen med de gamle. Jeg har nu aldrig undersøgt udsendelsens aldersudsnit eller seertype, ligesom det aldrig fratog mig glæden ved det. I dag er det en sjælden fornøjelse, men altså forleden en lørdag lykkedes det, og ret interessant omhandlede det en videnskabsjournalists forsøg på at holde sig vågen i en uge. Umiddelbart ikke noget jeg kan drage paralleller til i mit nuværende liv, hvor jeg sover næsten lige så mange af døgnets timer som jeg er vågen. Og dog. I journalistens kamp for at holde sig vågen, følger man hans desperate og hårdt tiltrængte forsøg på at kvikke sig op, samt oplever det vågne mareridt som søvnløsheden sender ham ud i. Og her mødte jeg påfaldende mange ligheder.

Både journalisten og jeg har fx gjort erfaringen, at kulde virker opkvikkende – men ud over novembers levering af frostvejr, har jeg for tiden virkelig svært ved at selvdosere mig med kolde bade. Et tidligere tilbud om vinterbadning endte også i vasken, og jeg krøb i skjul under ærgelse, men trak nok i virkeligheden i lettelsens dragt. Måske jeg engang får modet dertil og muligheden herfor – for jeg kan godt lide billedet af mig selv som vinterbade. Ligeledes har vi begge, på trods af forskellig baggrund, indset nødvendigheden af at holde sig i gang, hvis man ikke kan få den nødvendige ro. Gerne fysisk – og hvor jeg går i haven og pusler lidt, drønede journalisten rundt på en mountainbike, men essensen er den samme. Når meningithjernen tillader gæster, beder jeg da også ofte om, at vi kan gå en lille tur, – hverken fordi at jeg keder mig eller sprudler af energi, men fordi, at jeg ellers bliver helt ulidelig træt.

Men for både journalisten og jeg gælder det, at både kulde og bevægelse udgør en falsk friskhed, som kun har en begrænset effekt og levetid, inden trætheden atter overmander én. Og jo længere tid man benytter sig af “dopet”, jo længere tid man ignorerer sin træthed, jo værre slår trætheden igen. De gener som i første omgang forholdsvist nemt lader sig trænge tilbage, øges i intensitet indtil man kan føle det som værende på kanten af at miste sin fornuft. Journalisten oplever, hvordan hans lunte bliver stadig kortere, han mister sin tålmodighed og sin pædagogiske sans. Mens næste skridt er, at han ikke kan udholde mange mennesker omkring sig – og til sidst heller ikke kun få mennesker. For så slutteligt at ende der, hvor han får følelsen af ikke at være herre over sin egen hjerne, hvilket jeg kan bekræfte som værende noget af det værste man kan opleve.

For mit vedkommende kan blot en lille afvigelse (lidt for sen eller lidt for lidt søvn) hurtig sætte en negativ spiral igang, hvor jeg bliver overtræt, får svært ved at falde i søvn samt sover i kortere tid end normalt/nødvendigt og så er et yderligere lavt energiniveau oparbejdet. Helt ligesom med små børn. Når man så endelig får den fornødne søvn, som regel indhentet over flere dage, genoplades hjernen og man kan atter indgå i en position af ligevægt. I denne tilstand sluttede journalisten heldigvis – og jeg gør selv alt, hvad jeg kan for ikke at skride i søvnsvinget.

På en eller anden måde bekræftede denne udsendelse, at mine reaktionsmønstre er normale og naturbestemte.

Udover nattesøvn, middagslure og mellemhvil bruger jeg en betragtelig del af min tid på at opfylde vores samfunds krav om dokumentation. Undersøgelse for undersøgelse, samtale for samtale, attest for attest æder jeg mig ind på det afgørende møde, hvor det bliver besluttet, hvad der skal ske med mig. Måske bliver jeg blot tildelt mere (vente)tid, flere møder og flere samtaler. Jeg kan ikke vide det, jeg kan kun håbe, – at jeg får lov at få en ny begyndelse.

Den ene specialist og den anden specialist og fagkyndige person udfærdiger attester om Jeanette Ohrt Christensen. Men da hun  jo er mig, og jeg er den, som lever med generne og derfor trods alt må være den bedste til at beskrive følgevirkningers indvirkning på mit liv, har jeg påtaget mig den ekstra opgave også selv at udfærdige et notat  – som en kompetent makker til alle attesterne tænker jeg. Men den skal jo være både fyldestgørende og kortfattet og lader sig ikke bare skrive på en formiddag. Og jeg befinder mig i den situation, at jeg, efter at have forberedt mig til at utal af møder, efter at have snakket og skrevet og forklaret i en uendelighed, ikke orker mere. Jeg kan næsten ikke trække mig selv op til disse (i hvert fald i denne omgang) sidste noter. Nu hvor jeg næsten er i mål med hensyn til beskrivelser, føler jeg antipati mod at sammenfatte og nedfælde dette vigtige notat. Det synes ulogisk. Som at stoppe med at løbe lige før målstregen.

Eller også er det bare endnu et almindeligt menneskeligt træk. Den sidste eksamenslæsningdag, hvor vi ikke orker at se på flere bøger, som min nabo siger. Jeg vil tage mig sammen, jeg vil læse det sidste op.

Ja, afgørelsen er nu inden for rækkevidde, hvilket nærmest føles mærkeligt efter så lang tid. Det er den mest afgørende “eksamen” i mit liv, men jeg er ikke nervøs for den. Det har jeg været, jeg er det ikke længere. Man lærer noget andet og vigtigere sideløbende med alt det praktiske. Og jeg er nået frem til at føle en ejendommelig fred inden i.

-Så jeg lytter til Bob Marley – Everything’s Gonna Be Alright, – mens min søn slentrer rundt om bålet og “ryger” fredspibe.

20161031_105032

– Og hvis man kravler langt nok ind i det nu der er, så kan man for en stund end ikke mærke trætheden.

Efterlad en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *