Glasmontre

For lidt siden ryddede jeg op i nogle gamle arbejdspapirer. Det har jeg gjort ad flere omgange. I begyndelsen var det underligt og på en måde grænseoverskridende, som om selve det at smide noter ud fastslog min situation. Som om det på en måde gjorde mig mere syg, fordi det understregede alvoren af mine meningit-følgevirkninger.

En ren erkendelsesproces, hvor hr. Oprydnings-psykolog, lidt efter lidt har gjort mig i stand til at forstå. Forstå hvor jeg er og hvad jeg har brug for,- og hvad jeg ikke har brug for.

I de første oprydningsrunder forsvandt først konkret viden om specifikke ting, som jeg vidste, jeg aldrig mere skulle komme til at varetage. Dernæst hele den afdelings-koncentrerede viden. Og i dag forsvandt så den helt overordnede.

Under mine virksomhedspraktikker, der foregik i det samme hus, som jeg tidligere var ansat i, havde jeg hele tiden en følelse af, at alting lå lige foran mig; den viden jeg plejede at have, de opgaver jeg plejede at udføre. De var lige foran mig, jeg kunne se dem, nærmest mærke dem. Men hver gang jeg greb ud efter dem, forsvandt de i tåge, opløstes og jeg kunne ikke indkredse dem. Det var den mest mærkelige oplevelse. Som om mit tidligere arbejdsliv var placeret i et finpudset glasmontre for snuden af mig, så tydelig, men dog så utilgængelig. Og de gange det lykkedes mig, at bryde ind i glasmontret, gik alarmen straks i gang. Ingen adgang for uvedkommende, og jeg var blevet en uvedkommende. Den der rører, bliver straffet med arsenalet af forstærkede følgevirkninger.

Min nuværende kollega sagde forleden til mig: “Hvis du var blevet på din tidligere arbejdsplads, så ville du konstant blive mindet om alt det, som du ikke længere er i stand til at udføre”. Og hun har ret. I dag er jeg et nyt sted, hvor jeg i stedet får lov at opdage, at jeg kan nye ting.

I dag indebar oprydningen ingen ærgelse. Faktisk er det mere korrekt at sige, at jeg ryddede ud end at jeg ryddede op. Jeg udryddede – tog min mappe  og kasserede følelsesforladt kodningsregler, afdelings-oversigter, udredningsretten, bookingssystemer m.m., så det hobede sig op i en stor bunke. Kun nogle ganske få ting, som senere kan komme mig til gavn, overlevede.

Det var hverken vrede, bitterhed, sorg eller for den sags skyld lettelse eller glæde – det var ren og skær afklarethed. Og det føltes faktisk godt.