Ordforstoppelse

 

I nat vågnede jeg ved, at blæsten jagede rundt udenfor. Her hvor jeg bor, er der sædvanligvis ikke noget usædvanligt i det, men eftersom jeg vågnede af det, var det ud over det normale, og jeg overvejede at gå ned og redde de ting, som stod på trappen udenfor. Men faldt i søvn igen før jeg nåede så vidt. Og det i sig selv er et gode; at jeg faldt i søvn igen. For søvnbesvær er en af min meningits værste følgesvende, som øges og mindskes i takt med graden af følgevirkninger og som altid fylder ud over det hele i de hårdest ramte perioder. (- men en almindelig kendt følgesvend ifølge infektionsmedicinerne).

Her til morgen trængte forunderlig ro og lidt fuglesang sig så ind i min bevidsthed, endnu inden jeg åbnede øjnene. Blæsten havde lagt sig – eller rettere, den har antaget en mere normal form igen. Har indstillet nattens hidsige stød, som om den for en stund bøjer sig for kalenderdatoens forårserklæring.

Og jeg hilser marts velkommen, – også selvom jeg ved, at den let kan slå lussinger af vintervejr fra sig, – for hvor længes vi efter den her i huset, det har været sådan en lang vinter. Vinter er lig med ekstra udfordring for meningithjernen; ingen ukrudts-ophivning at hvile hjernen ved, ingen træer at gemme sig bag fra larm og stillingtagen til dit og dat, ingen buske at stikke hovedet i for en stund. Så jeg glæder mig over det ukrudt, som nu stikker sit hoved op, og det mildere vej, som er på vej.

Ja, vintervejr er indevejr. Men i løbet af vinteren har jeg rent faktisk fundet noget, som minder om havesysler. I hvert fald er det, hvad min hjerne genkender det som; hækling. Min erfaring hermed ligger laaaangt tilbage, så jeg har prøvet og trevlet op, prøvet og trevlet op. Med lige stor fornøjelse hver gang. Hvor jeg normalt ville have en resultatorienteret tilgang til et sådant projekt, så har selve resultatet mistet meget af sin glans. Det er i høj grad selve udførelsen, der udgør formålet. Hvilket er en meget pudsigt og uvant oplevelse i vores verden. Om jeg trevler op eller hækler udgør stort set den samme fornøjelse. En irrationel fornøjelse kan man sige. Og man kan se på det, som spild, – eller som nogle utvivlsomt vil gøre; se på det som noget, der straks burde kanaliseres over i arbejdstimer. Hvilket jeg ikke ville kunne. Så jeg ser på det, som det, det er for mig; noget der kan tilføre hovedet ro samt energien lidt fornyede kræfter, når den begynder at blive mere end almindelig slatten.

Nogle gange har jeg følelsen af at kravle ned i mit hækletøj og trække det over mig som en magisk kappe, der forlænger min lunte og holder mig på benene lidt længere. Som gør mig i stand til at blive siddende sammen med min familie fremfor at være nødt til at gå ind for mig selv. Så hækling er med til at bevare min og min families trivsel.

 

“Du skriver ikke så meget længere”, siger folk til mig. Og det er rigtigt. Eller ….. det er rigtigt i forhold til at udgive blogindlæg. Inde i mit hoved har jeg skrevet/ skriver som altid. Noget af det er også blevet skrevet, som løse sætninger, brudstykker eller enkeltstående særligt beskrivende ord, fanget med mit sommerfuglenet. Massevis af enkeltdele. Som en håndfuld brikker fra mange forskellige puslespil, aldrig sorteret, aldrig sat sammen. Ikke fulgt op og fulgt ud gennem blogges dør. Som massevis af ufærdige enkeltdele, som usynlig ordforstoppelse.

Måske var det fleksbevillingen, som satte mig fri og dermed formede min hjerneaktivitet til både kåde forårskøer lukket ud på græs samt frostgrads-ånde, der opløstes og forsvandt med det samme. Som frigjort energi, der fik storhedsvandvid og for en stund glemte alle sine begrænsninger og som samtidig kastede en mængde ideer ud, men ikke var i sand til at vælge og dvæle, hvormed de forsvandt.

Man får nye sko, – og de skal altid gås til, inden man kan benytte dem til vandring. Tror, at jeg er ved at have mine gået til, efter at have jokket lidt rundt i cirkler. Er klar til at vandre (eller kravle når nødvendigt) på livets vej igen, og jeg øjner noget smukt i horisonten. Og roen til at forløse ordforstoppelsen kommer tilbage til mig nu. Jeg vidste, at ordene ville komme igen. Jeg har brug for dem, de er min styrke, krykker at holde mig oprejst ved, små champagnebobler i blodet. Mine ord og jeg – vi klarer os.

I virkeligheden – i dagligdagen – er der ikke så meget, der er ændret. Formentlig et miks af: ro fra systemets side, et optimalt job, forskellige kosttilskud/naturmidler samt en øget egen-omsorg, har resulteret i en lille bedring, – så længe jeg ikke spiller fandango. Og guderne skal vide, at vores familie har brug for hver en smule bedring. Og vi soler os i den og glæder os over dét, som knap er synligt for andre. – Og falder endnu hårdere, når jeg uundgåeligt har mine tilbagefald ind imellem. Med lidt god vilje og set inden for en meget snæver ramme, kan vi nu have noget der, – hvis man har dårligt syn;-), – kan minde om et normalt familieliv, så når de dårlige stunder atter indtræder, er det næsten ikke til at bære, som Jeppe siger.

Men både han og jeg er blevet bedre til at afværge det, som vi ved dræner. Er stoppet med at presse mig selv ud i situationer, som jeg på forhånd ved, giver for meget bagslag (- så vidt muligt). Hvilket indebærer en helt utrolig mængde koordinering og planlægning, en masse overvejelser og en stor mængde “nej”. Nej til små og store krydderier i livet. Engang imellem resulterer det i en større diskussion hjerne og hjerte imellem, og normalt ville jeg heppe på hjertet, men i disse situationer er jeg nødt til at give hjernen vetoret. Hvilket afskærer mig/os fra pænt mange ting, men som til gengæld belønner os med stabilitet, overskud og glæde herhjemme. Vi/jeg har ikke råd til ikke at sige nej.

Kunsten er at gøre et lille liv herhjemme stort.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *