Et lille øjeblik af ren væren
Jeg ved ikke, hvordan det opstod, men pludselig blev det en fornøjelse at fotografere. Jo, jo jeg har da fotograferet før. Selvfølgelig – jeg har jo tre børn, så ferier, fødselsdage og familieminder er veldokumenterede. Men jeg har aldrig tidligere interesseret mig for selve fotograferingen eller tænkt ret meget over teknik, kamerafunktioner, motiv og lysforhold. Mine billeder blev taget for at udfylde livets foto-cv. Minder – eller måske nogle gange beviser. I hvert fald var det resultatet, der var essensen.
Og selve resultatet er da stadig en tilfredsstillelse, men efter at meningittens følgevirkninger installerede mig herhjemme, er det i stedet begyndte at dreje sig om selve fotograferingens øjeblik.
Eller også kan det være, at det har noget med alder at gøre, men så er jeg måske nok noget forud; – jeg ved ikke hvor mange 41-årige der falder i svime over, hvordan solens stråler rammer en blomst. Jeg burde jo have travlt med job og efteruddannelse. Solstråler og blomster det er sådan noget generationerne forud for mig, taler om. Så det har nok nærmere noget at gøre med den eftertanke og pludselige ro, som følgevirkninger har kastet af sig. Eller også er det simpelthen bare menneskets indbyggede evne til overlevelse; når man mister én evne, må man opfinde en ny.
Jeg fotograferer aldrig ret lang tid ad gangen, men i de øjeblikke jeg fotograferer mærker jeg ikke trætheden. Det er noget med at det lykkes mig at kravle så langt ind i oplevelsen, at nuets kraft ophæver trætheden. I fotograferingens stund mærker jeg ikke hjernen, der er gået i bakgear, men derimod et lille øjeblik af ren væren. Nydelse og glæde uden tanke for andet.
♦
Jeg er laaangt fra nogen ørn til det, jeg har stadig ikke sat mig ind i ret meget, jeg fotograferer udelukkende med mit middelmådige mobilkamera. Men øjet begynder at opfatte ting, det før ikke så. Jeg har også lånt både et kamera og bøger om fotografering. Jeg er bare ikke nået dertil endnu. Jeg har så afgjort intentionen og lysten, men mangler overskuddet. Det kommer engang. Engang.
♦
I vores have har vi judaspenge. De får lov at sprede sig i “skovbrynet”. Og de mørkviolette blomster i foråret er da okay, men først når efteråret har indhentet dem, bliver de magiske. Frøene ligger som de fineste smykker, pakket i tyndt silkepapir i en fornem gaveæske, glimtende som sølv i solen.
I morgen skal vi agere borger-fotografer herhjemme. Er blevet spurgt, om vi vil deltage i et projekt, som skal blive til en særudstilling om vores egen nutidshistorie.
Udstillingen “Sydvestjyske Historier om Danmark” fortæller desuden 10 historier fra forskellige tider og vil blive vist på Museet Ribes Vikinger fra 4. november 2017 til 25. februar 2018. Ideen er opstået i kølvandet på Danmarks Radios “Historien om Danmark”.
Hej
Jeg synes dine billeder er stemningsfulde og emmer af ro. “et lille øjeblik af ren væren” – sætter så godt ord på, hvorfor jeg elsker at fotografere.. det er kommet snigende med tiden, og nu er det noget af det skønneste jeg ved. Tak fordi du mindede mig om glæden ved det.
Kærligst Kamilla
Kære Kamilla. Tak for dine ord og for din lyst til at dele dem med mig.
Kærlig hilsen Jeanette