Evt. overtræksbukser

 

Den sidste måneds tid har jeg løbende skrevet. På papir. Og har tænkt, at ordene skulle blive dér. For inde i mit hoved havde jeg en forestilling om, at dette indlæg skulle være et rent feel-good skriv. Ville skåne jer for flere hovedpiner og mere hjernetåge, ønskede at levere noget opløftende, for det er også jul og så skal det være hyggeligt. Og og og. Masser af grunde til at lade ordene leve et kladdehæfteliv, da de ikke matchede min egen forestilling. Så jeg var faktisk parat til at gå på kompromis med mit eget løfte om ærlighed.

Indtil jeg blev kontaktet af et menneske, som befinder sig i en situation lignende min. Og det berørte mig at høre om ham, og jeg forstod, at det betød meget for ham, at tale med én, der kender hans vanskeligheder. Og jeg tænkte; “Det går jo ikke”. Det går ikke, at jeg fortier eller forskønner virkeligheden med følgevirkninger, for så øger jeg ensomheden omkring den.

 

Grundlæggende har glæde og lys indfundet sig i mig. Med en varme, der ikke er afpasset min situation, kunne man tænke. Men sådan er det. Jeg ser det som et bevis i mine øjne om morgenen. Til gengæld er det som om, at glæden ikke så nemt finder vej til det skrevne ord. – Det er, når tyngden lægger sig på én, at ordene former sig.

Og i nogle dage, – som blev til mange dage, – blev glæde fortrængt af frustration, som blev til yderligere energitab, som blev til glemte-følgevirkninger-dukker-op-igen.

Og det voksede igennem dagen, indtil det sprang rundt i kroppen på mig om aftenen efter at være gået i seng. Og jeg overvejede at stå op og skrive, for jeg ved, at skrivning er den eneste medicin der virkelig virker for mig. Men jeg ved også, hvor særdeles afgørende det er, at holde min søvnrytme, – og det lykkedes mig da også at af falde i søvn.

Indtil en nat, hvor jeg vågnede og blev nødt til at stå op og tage min medicin. – Og jeg skrev:

 

Og gamle mønstre fra den værste tid træder frem. Og jeg er nødt til igen og igen at fastslå overfor mine børn, at disse mønstre IKKE betyder, at de ikke har ret til at være helt normale børn, som får helt normal influenza.

Et af mønstrene er søvnbesvær. Så klokken er nu tre om natten og jeg er træt og tiltåget, men udenfor søvnens rækkevidde.

Og så giver du dig til at skrive!” eller: “du er i stand til at skrive samtidig med, at du fortæller, at du har det dårligt?” – Jeg forstår, at det kan synes underligt, men det har altid været min redning. Når følgevirkningerne viser sig i den mest massive udgave, føles det som at miste sig selv. At skrive er en måde at holde fast i en flig af sig selv på. For nylig fandt jeg en lille lap papir, skrevet umiddelbart efter at jeg mistede mit helbred og mit job. Der stod: “Hvad gør du nu? – Det eneste jeg kan; skriver“. Det hjælper mig til at bevare roen – eller til at finde den igen. Rent faktisk er det den ting, som kan bringe mig hen til søvnen igen.

“Har du overvejet sovepiller Jeanette?” Ja, det har jeg. I de sværeste perioder har jeg i desperation drømt om nærmest hvad som helst, der ville  kunne sende mig ind i søvnen og ud af mine følgevirkninger. Men sådan hænger det jo ikke sammen. En pille er ikke vejen for mig. Det er ro, rytme og balance jeg har brug for, en pille vil bare skabe endnu mere rod.

Nogle gange er man bare nødt til at vente på at nå det nødvendige lavpunkt, før man kan mærke, at man stiger opad/bliver stærk igen. Så jeg venter. På bedre tider, mens jeg skriver“.

 

Grunden til lavpunktet var ikke nogens skyld, det var bare et sammentræf af små ting – og et billede på hvor lidt der skal til, før læsset vælter, – meget lidt. En smule for meget her og der og lidt influenza i familien. Jeg fik endda hjælp, men hjælp kan ikke opveje behovet for alenetid og ro, ro, ro.

En af de åbenbart stadig skrøbelige dage hentede jeg en søn og en kammerat efter sport. Normalt noget jeg afholder mig fra, men denne gang valgte jeg selv, at VILLE det fordi ……. – Fordi, jeg ville aflaste Jeppe og fordi, jeg fik et anfald af; “det kan da for f….. ikke kan passe, at jeg ikke engang kan det”. Skæbnen ville, at der som en ekstra bonus, – udover vintermørket og fyraftenstrafikken, – også var tåget, og jeg mærkede godt, at øverste etage ikke just var begejstret for mit valg, men jeg fik bilen manøvret frem til stedets bedste venteplads og følte sejr. – Der kom bare ikke nogen børn ud. Eller i hvert fald ikke dem jeg var på udkig efter! Lang tids venten og en del sms-korrespondance senere gik det op for mig, at jeg ventede det forkerte sted!! – På trods af min moderlige omsorg for fire blåfrosne bare ben, som jeg langt om længe fik samlet op, så ville jeg under normale omstændigheder have grinet højt af mig selv. Men jeg var nærmere grædefærdig, fordi sejr var afløst af nederlag, hovedpine og energi, der fossede ud af mig.

Men nogle gange er jeg bare stadig nødt til at gå helt hen og røre ved den mur, som jeg tror hedder “det kan simpelthen ikke passe“, for så at finde ud af, at den hedder “jo, det kan det godt“. Man er nødt til at øve sig, og selvom jeg har sagt det mange gange, så siger jeg det igen; – det er kun mit eget ansvar. Min læretid er ekstra lang fordi mine grænser varierer, men I må ikke tage den fra mig. (Men giv evt. lige jeres børn overtræksbukser med, når jeg er på færde;-)).

Det forekommer mig, at jeg altid lærer noget af de hårde tider. Når jeg får holdt mine pauser, får regelmæssig ro og der ikke sker for meget uventet, så fungerer det for mig. Og så er jeg glad og fyldt med gåpåmod, hvilket kan få mig til at tænke, at så yder jeg nok ikke nok. Men når de mindste ting i den grad kan vælte læsset, så selv Jeppe siger, at det er hårdt (og så er det alvor), og man efterlader grædende børn i sit kølvand, så yder jeg tydeligvis nok. Og så skal jeg udelukkende nyde den glæde og gåpåmod. – Det var nok bare det jeg skulle lære denne gang.

Alting er som det skal være. – På en eller anden måde.

Og i dag er jeg klar til at grine af mig selv.

♦♦♦

 

Det sker løbende, at jeg bliver kontaktet af andre mennesker, som af den ene eller anden årsag oplever gener tilsvarende mine, og som fortæller, at de har glæde af at læse min blog. Det gør mig meget taknemelig, at mine ord kan have den effekt. Og det giver os alle en følelse af ikke at være alene. Når jeg ser på tallene bag min blog, afslører de også, at det umuligt kun kan være andre ramte og mine bekendte, som læser med. – At så mange mennesker i en tid, hvor selve tiden er i underskud og mængden af muligheder i overflod, vælger at læse her, det gør mig meget glad. Ydmyg glad. Tak til jer alle.

Fra en morgen, hvor jeg gik ud og indfangede glæden med mit kamera.

Og de her små krabater er mine sove-ørepropper, som udgør en lige så stor del af julestemningen som adventskransen. Når jeg putter høretelefoner ovenpå, kan verden falde sammen uden at jeg opdager det. Periodevis er de leveringsdygtige i 3 – 4 timers middagslur, såfremt jeg glemmer at indstillle vækkefunktion.

Bl.a. de selvlysende skumdutter er beskrevet på denne nye side, som jeg har lavet. Her kan du læse om forskellige energi-gavnlige tiltag. Hvis du har erfaring med nogle andre end dem, jeg har beskrevet, er du meget velkommen til at tilføje din viden.

 

TILMELD DIN MAIL

-OG MODTAG BESKED NÅR DER ER NYE INDLÆG PÅ BLOGGEN


 

eller

Efterlad gerne en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Det er meget lærerigt og bekræfter at jeg ikke er alene, når jeg læser om dine oplevelser/ erfaringer/ følelser, på godt og ondt. Jeg føler mig lidt mindre ensom med de “usynlige” symptomer/følelser…
    Tak😘😘

    • SVAR

      Tak Annette❤ Det fuldstændig samme gør sig gældende for mig; jeg føler mig også mindre ensom i følgevirkningernes land, når jeg ved, at du og andre er der. Bedste hilsner😊