En julegave – og ikke et ord om meningitis

 

I dag vil jeg dele en julegave. En julegave, som er til min bedstemor, men som nu også bliver til alle andre, som vil have den. Og det er måske lidt underligt sådan at give ud af en andens julegave, og så oven i købet før hun selv har fået den, men jeg tænker, at min bedstemor er okay med det. Tænker og tror, for jeg har ikke spurgt hende. Det ville blive en meeget lang og indviklet samtale. Ikke fordi at min bedstemor er helt forsvundet ind i demens, men mere fordi, at hun er et stædigt menneske, som bevidst har valgt, at hun ikke vil have det mindste at gøre med den digitale verden. Så der er ret langt til at forklare et blogindlæg, når man skal begynde med en definition af internettet. Til gengæld har hun en viden om ting, som jeg ikke aner noget om. Det er egentlig meget tankevækkende og fascinerende.

Dette indlæg kommer dermed ikke på nogen måde til at handle om meningitis eller følgevirkninger, men så sidder jeg lige og tænker, at det har jeg fået et vide, at det skal. Alle de mennesker, som ved noget om blogs pointerer, at man skal holde sig indenfor valgte, afgrænsede emner, så læseren nogenlunde ved, hvad han/hun får, – derved vil man øge læsertilfredshed og læserantal.  Hmm, –  der står ikke “andres julegaver” nogen steder på min blog, så jeg beklager dette chok. Omvendt så tænker jeg, at denne blog er min og at jeg rent faktisk kan gøre med den, som jeg vil, – hvilket føles ret godt. Jeg tænker også på en mand, som engang sagde til mig; vi skal give til andre (hvad end det drejer sig om ting, komplimenter, kærlighed eller blogindlæg) ikke med henblik på at få noget igen, men simpelthen fordi at vi har LYST til at give. Så nu gør og giver jeg noget nyt her fordi, at det giver mening for mig.

Det kunne også godt give mening at påbegynde en ny blog med et andet tema, en anden overskrift.  For overskuelighedens skyld. Men jeg har det lidt svært med overgange, for jeg tror ikke på nye begyndelser. Alting hænger sammen. Så det giver mening for mig, at fortsætte her og blande ting sammen og se det som en sammenhæng.

 

Men tilbage til julegaven, som er til min bedstemor, der aldrig rigtig ønsker sig noget og som jeg i årenes løb har givet gaver, der senere er røget retur til mig eller andre i familien, og som nu får det bedste jeg kunne finde på:

Minder
Her er en lettere redigeret udgave af, hvad jeg har skrevet til hende:

 

“Jeg husker lune sommerferie-aftener og den årlige tilbagevendende tur til den nærtliggende sø hos min bedstemor og bedstefar. Vi børnebørn glædede os hele dagen og hen mod spisetid blev madkurv og tæpper endelig pakket i bilen. Det var dengang, der hverken eksisterede regler om anvendelse af sele eller selepude på bagsædet, så der var aldrig pladsproblemer uanset om vi var to eller fire på besøg. Bilen var en stor og tung Saab, som samtidig føltes uendelig tryg og velkendt fordi halvdelen af min store familie betjente sig af dette bilmærke og ved festlige lejligheder fyldte vores indkørsel med dem i alle tænkelige udgaver og farver fra græsgrøn til samtlige nuancer af brun. Og jeg husker de broderede pyntepuder på bagsædet i mine bedsteforældres bil, – den ene med færdselsskilte i røde og blå farver. Og at vi kørte i lang tid, for forventninges glæde gør vejen dobbelt lang. Og når vi kom frem, var det som at komme til en lille lomme af idyl. Aftenssolen. Legepladsen i sandet med vipper, der kunne dreje hele vejen rundt og efterlod én i en blanding af fryd og kvalme. Dæmpede stemmer fra samtale og leg rundt omkring. Søen, som syntes så stor og indbydende – og det bedste af alt; vi måtte bade i den. Imens sad mine bedsteforældre tålmodige på en bænk og så på. Og når vi endelig havde fået nok og var blevet tørret i stive håndklæder, der havde hængt i solen, var det blevet tid til aftensmad og kurven blev pakket ud. Pølsemadder og appelsinsodavand. Altid pølsemadder og appelsinsodavand, – sådan husker jeg det i hvert fald. Og alle var glade. Og når vi havde leget efter maden og spændte havde stået i kiosken med mønterne klirrende i lommen og nøje udvalgt en is eller slikpose, var det tid til at tage tilbage. Jeg husker ikke hjemturen. Måske lullede bilens rumlen os i søvn på bagsædet eller også var vi bare mætte og veltilfredse i både krop og sind, lod os roligt synke ned i sæderne uden tanke for andet end nuet. Det var sommer og sol og barndom når den var bedst”.

 

&

 

“Jeg husker, hvordan vi altid samledes hjemme hos mine bedsteforældre d. 1. december. Det var ikke julens opstart, som lå til grund herfor, men i stedet fejring af min bedstefars fødselsdag. Alligevel kunne det ikke undgås at begivenhederne blev blandet sammen, og der var noget magisk over denne dag, som både indeholdt fødselsdag, familiesammenkomst og begyndelsen på den fantastiske og julemåned. Og når vi havde spist, fik den voksende forsamling af børnebørn lov at forlade bordet for at gå ind i dagligstuen og tænde for fjernsynet for spændte at se det første afsnit af julekalenderen. Det var dengang der kun var én julekalender på menuen, og vi havde ventet længe på den. At kunne se det første afsnit i en samlet flok gjorde kun begivenheden større. At det så foregik på et sort-hvidt fjernsyn, som ellers var et uddødt fænomen, hørte ligesom bare med – og lod fantasien farve oplevelsen .

 

Glædelig jul

TILMELD DIN MAIL

– OG MODTAG BESKED NÅR DER ER NYE INDLÆG PÅ BLOGGEN


eller

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Helt vidunderlig fantastisk ide.
    Glædelig jul og godt nytår.

    • SVAR

      Tusind tak Didde. Og rigtig godt nytår til dig også.