Tidevand og lykkefrø

 

Jeg kan mærke energien stige og falde som tidevand inden i mig. De fleste andre ser kun en stabil vandlinje. Mine nærmeste mærker yderlighederne af både ebbe og flod. Men alle skvulpene dem ser og mærker ingen. Kun jeg. Hele tiden – selv det mindste. Som et levende vandstands-barometer.

Og tidevandsbølgen lader sig ikke indsætte i forudberegnede prognoser, for det hele kommer an på så meget.

Engang troede jeg, at lykken fulgte vandstanden; jo, mere energi, jo, mere lykke. Troede, at at opskriften på succes var at få energi-beholdning gjort stor nok til at leve et såkaldt normalt liv igen. At lykken udelukkende befinder sig dér.

I was wrong.

Nogle gange skal man begynde et helt andet sted, end man først tror. Jeg vendte det hele på hovedet, stillede det op i nye formationer, flyttede rundt og byggede om. Indtil jeg nåede frem til en form, hvis mønster stadig hele tiden justeres, men hvor grundfundamentet er støbt.

Og langsomt begyndte den lykkefølelse, som for en tid var forsvundet, at dukke op oftere og oftere. Som varme lysglimt. Som taknemlighed – der er så inderlig, at man næsten kan røre den med sine hænder.

Den flød hverken ind sammen med den virus, som omsvøbte mine hjernehinder, eller sammen med den antibiotika som jeg, for alle tilfældes skyld, fik serveret i rå mængder gennem begge arme døgnet rundt. Den blev heller ikke serveret på et sølvfad. Jeg har arbejdet/arbejder vedholdende på det. Ikke forstået på den måde, at jeg går på jagt med henblik på at fange lykken i mit sigtekorn.

Men man kan bevidst vælge at trække mod lyset. Hvilket ikke, som ved et trylleslag, omdanner én til glæde. Men hvis man bliver ved og ved og ved og ved med at placere sig med næsen i den retning, så trænger solen pludselig igennem til én. Ikke gennemstrålende, konstant og lykkebringende, men nok til at oplyse det vejskilt, som indikerer, at man går i den rigtige retning. Og hvis man så har taget både de gode vandrestøvler og tålmodigheden på, så fører det én frem til glæde og mening. Og det er her, under disse vækstbetingelser, at man kan plante lykkefrøet.

Det lyder måske som nonsens, som det glade vanvid. Og hvis det ikke var fordi, at jeg selv har fået hudafskrabninger af at kravle rundt på bunden, så ville jeg ikke føle mig berettiget til at skrive sådan.

Og hvis jeg påstod, at glæde er uafhængig af energi, så ville jeg lyve. Og den, der påstår det, har ikke været der. Men hvis man kan tilluske sig bare en lille smule ekstra energi, lige nok til at kickstarte det gode, så er der mulighed for at nå frem til lykken.

Jeg anbefaler på ingen måde, – på ingen måde, at blive syg for at finde den igen, hvis du skulle have tabt den. (Det er en lang og strabadserende og omkostningsfuld vej at gå – find en anden). Jeg siger bare, at den ikke er forbeholdt et rask liv. At man ikke er udelukket fra lykke, selvom meningitis (eller hvad det måtte være) drejer kraftigt – og i forkert retning vel at mærke – på både helbreds, – indkomsts-, og mulighedshanerne.

Jeg siger bare, at sjælen faktisk kan have det godt, selvom dets hylster er ramponeret.

Og jeg sidder og tænker på, hvor mange raske sjæle der mon befinder sig i syge kroppe og hvor mange syge sjæle, der findes i raske kroppe.

Det er bare det jeg sidder og tænker på

 

Fotos af Jens Nielsen – tusind tak

– vi er begge nogle af vadehavets heldige naboer

 

 

 

 

Efterlad gerne en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Taknemmelighed er den bedste følelse – det er umuligt at nyde livet uden (:

    A

    • SVAR

      Det er sandt♡ Og de små taknemligheder fører én til de store.