Baglæns

 

Dengang min ældste søn netop var fyldt 2 år, og min mellemste søn stadig var yngst og helt spæd, blev vi inviteret ud at ride. Eller det vil sige, min ændste søn gjorde. Lille mand, stor hest og kæmpe ridehjelm. Et skønt syn, men også et lidt vildt syn for en total heste-uerfaren mor, som lod sit guld sætte sig op i en sadel. Men man må styre sin nervøsitet, ikke mindst når ens afkom selv tager det helt roligt. Og rolig var han, havde ikke tidligere været på tæt hold af en hest, men opførte sig om at han aldrig havde lavet andet end at sidde på ryggen af en sådan,  Og jeg husker, at det så så smukt ud. Ikke fordi, at at de mørke krøller tittede frem under hjelmen, øjnene lyste og ens eget afkom pr. definition altid udgør en skønhed, men fordi at han red med den største uspolerethed og naturlighed. Den lille krop fulgte blødt hestens rytme og havde ingen balanceproblemer.

Og jeg ved det ikke, jeg har hverken baggrundsviden eller statestik at læne mig op ad, men jeg forestiller mig bestemt, at man kan sætte ethvert toårigt barn op på en hest, og det samme vil ske. Fordi de rider med deres nærvær og intuition, hvor en voksen nybegynder vil lade hjernen tage over. Vil forsøge  at forudse og beregne og bekymre sig – og få nervøse og stive bevægelser.

 

 

Det gør mange af os. Planlægger, fremlægger, fintænker, udtænker, udstikker. Stivner lidt i livet, fordi vi skal have sådan styr på det. Det ligger i tiden. Og ja, ansvaret er vores eget, ansvaret for at geare ned, slække lidt på ambitionerne. Men det kan være svært, når hele samfundsordnen er stillet op efter det. Vi skal konstant udpege et mål, være udviklingsorienterede, øge vores kompetencer og redegøre for vore planer, som skrives ned og følges op på.

Og jeg er sådan set ikke imod dette, for det kan være udmærkede redskaber til fremdrift. Men når vi hele tiden skal kende vores næste træk, får spontaniteten og nærværet trange kår – og måske også glæden og naturligheden. Den virkelige udvikling foregår langt inden i én og kører hverken efter punktopstillinger eller uddannelsesplaner.

Så når “heste-poden”, der nu går i 8. klasse, allerede i dag skal vurderes uddannelsesparat og udpege den kommende uddannelse – og for guds skyld ikke må krydse af i “andet“, og jeg kan høre unge mennesker på 15 år redegøre for et fuldt planlagt arbejdsliv inkl. diverse efteruddannelser, – så bliver jeg lidt trist. Over udseenet af den bro til voksenlivet, som vi har bygget til vores unge mennesker. Selvfølgelig skal vi informere dem om muligheder og valg og hvad det indebærer. Men hvor blev drømmene af?? Du skal sgu da drømme, når du går i 8. klasse; om stort og småt i én pærevælling – det burde være højst-prioriteret. Og nogle vil synes, at drømmene er for store, for små, for skøre, for useriøse, men hvis de føles rigtige, så hold ved. For horisontudvidelser kan se meget forskellige ud.

Og livet kan alligevel ikke indsættes i et regneark. Der kommer altid noget i vejen før eller siden Og det er så måske i virkeligheden det allervigtigste vi skal lære; at livet faktisk fortsætter og fint kan fungere, selvom det ikke følger vores opskrift. Og at ingen station nogensinde er en endestation. Det kan godt være, at du kommer til at gå en omvej, men en omvej er også en vej, og hvis der er noget du vil, – hvis du virkelig vil – så skal du nok nå frem – på en eller anden måde. Det synes jeg, at vi skal lære vore unge mennesker. 

 

 

Igennem min barndom og ungdomsår var det min største drøm at arbejde på et børnehjem samt at bo i et land med bjerge. – Ja, umodne drømme. Men jeg bar de drømme med mig overalt, forestillede mig dem, skrev dem ned og opbevarede dem i mit fineste skrin, – men afkrævede aldrig drømmene detaljer. Og det er dét barn- og ungdommen kan; drømme frit uden lænke til bekymring og enkeltheder. 

Så dengang jeg, – uden at opsøge noget eller nogen, – pludselig fik muligheden for børnehjemsarbejde i Indien servereret lige foran mig, var selve Indien ikke en drøm. Men drømmen lå i Indien, så afsted det gik. Og vel var det ikke altid en fest, Bombay er et råt sted at begå sig, men også fantastik ud i alle ekstremer. Indien og børnehjemsarbejdet har for evigt farvet min sjæl, og jeg ville aldrig have være det forunden. I Schweiz blev bjergdrømmen opfyldt, indtil jeg pludselig ikke længere kunne får luft mellem dem og åndede lettet op, da jeg atter stod ved kanten af det flade Danmark og lod den stride blæst fylde mig. Luxemburg gav jeg ét år af mit liv, som au-pair, efter at have afsluttet efterskole – også selvom diverse lærere både direkte og indirekte frarådede mig det. Tilbageholdenhed forveksles åbenbart med manglende evne for sådanne foretagender. Heldigvis troede jeg – altid bakket op af mine forældre – på mig selv.

 

 

Senere begyndte alderen, det rationelle og det praktiske langsomt at indhente mig. Samt alle detaljerne, som pludselig skulle udtænkes, – hvorved vi nemt kommer til at spænde ben for os selv, for det kan gøre ting  umulige eller i hvert fald uoverskuelige. Men jeg forstod det ikke, jeg troede, at hesten skulle styres med hjernen.

Så fik jeg en meningitishammer i hovedet og mistede tøjlerne, mens jeg sad på den. Det var angstindgydende, men lidt efter lidt genopdagede jeg, at hesten i vid omfang kunne finde vej uden min hjælp, at blid berøring kunne afløse krampagtig styring. At det drejer sig om et samspil hest og menneske imellem. Og at vi ikke kan eller skal tænke os frem til alt, men at meget bliver os givet, hvis vi kan overvinde os selv og ride livet med mere naturlighed/ intuition/- den 2-årige du ved. Jeg forsøger at huske det.

“Jeg vil gerne slukke for min indre uro.” skrev jeg engang. Det var før jeg fik meningitis. I dag er den indre uro væk.

Så forunderligt kan livet være, at man når frem, selvom man går baglæns.

 

Glædelig jul – må den være fyldt med drømme

 

 

Efterlad gerne en kommentar/tanke

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Jeanette.

    TAK for endnu et supergodt indlæg på din blog.
    Jeg læser dem hver gang og hvor skriver du godt. Har sagt til din mor, at du burde skrive en bog engang.
    Vil ønske dig alt godt fremover og en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår til dig og din lille familie.

    Kh. Susanne og Johannes, Løgumkloster.

    • SVAR

      Tak Susanne. At skrive er en stor hjælp for mig, – og jeg er meget glad for, at du har lyst til at læse med🙏
      Jeg ønsker også jer en rigtig glædelig jul og gode ønsker for det nye år. Kærlig hilsen Jeanette