Tanker fra en husbond

Som lovet i mit seneste blogindlæg har Jeppe, – den mand som jeg er gift med, og som har stået last og brast med mig igennem de sidste fem meningitis-år, – skrevet nogle ord.

Det afsluttende afsnit har vi været sammen om at udforme.

Ordet er Jeppes:

År 2015

Hvordan går det Jeppe?”

“Det går som det bedst kan. Det er heldigvis ikke blevet værre med Jeanette, og hun har ikke været indlagt igen.”

” ……. Nu var det egentlig dig og din ryg jeg tænkte på!”

Det var det svar, jeg fik af min kiropraktor, for godt fem år siden, kort efter at Jeanette var blevet syg af meningitis. Det var en tid, hvor alting var præget af spekulationer og bekymringer om, hvordan det skulle gå i fremtiden. Først og fremmest Jeanettes tilstand, men også praktisk i forhold til, hvordan vores økonomi ville se ud og hænge sammen. Og jeg havde det meget svært med den situation og uvished.

Derudover var det hårdt at se Jeanettes manglede overskud til vores tre sønner. Hendes ellers før så gode evner til at håndtere konflikter, udeblev total på grund af udmattelse. Hver gang jeg efterlod hende og børnene alene i kortere tid, kom jeg hjem til kaos, gråd og vrede. Så når jeg skulle købe ind og lignende, havde jeg som minimum to børn med. Og min træning i motionscenter (der var min overlevelse) måtte jeg flytte, så det tidsmæssigt kom til at ligge om aftenen, efter at de to yngste var puttet, eller tidligt i weekenden, hvor vækkeuret blev sat til kl. seks.

Mit liv kom til at flette sig ind og ud mellem Jeanettes følgevirkninger for at få alting til at fungere nogenlunde. Jeg blev stavnsbundet herhjemme og fik samtidig fire mennesker, som jeg skulle løse konflikter for. Jeg var alenefar plus at jeg skulle håndtere en hjernepåvirket kvinde.

Og det var hårdt at være tilskuer til, at den kvinde man elsker og som man har valgt at dele livet med, med ét blev en anden. Det er hårdt, når humøret forsvinder og alle tanker overskygges af alvor og sygdom. Jeg husker en periode, hvor jeg, efter endt arbejdsdag, dagligt blev siddende i min firmabil en stund, før jeg trådte ind i vores hus. For ligesom at samle kræfter før jeg joggede ind i en sump af dårlig energi.

År 2019

“Hvordan går det så nu?”

Det korte svar er, at det går bedre.

Selvom der stadig skal hviles og soves for at det fungerer, og selvom energien fortsat er reduceret også i de vågne timer, er Jeanettes tilstand heldigvis blevet bedre end den var, da sygdommen lige var indtruffet eller senere, hvor hun igen var helt presset og konstant havde enten hugtænder eller var totalt fraværende pga. hjernetræthed.

Vi er også, som familie, blevet bedre til at manøvrere i dette nye liv. Bedre til at acceptere forholdene som de er og til at finde nye måder at gøre tingene på. Det hjælper også, at vi er så meget hjemme som vi er, og at vi – så vidt muligt – undgår at lave ting, hvor Jeanette bliver alt for presset, – det skaber en bedre balance for os alle. Og så nyder vi rigtig meget, at vi har fået haven som en fællesinteresse.

En anden vigtig ting, som har været med til at gøre det bedre er desuden, at hvor jeg i begyndelsen spejlede mig i normale, raske familier (som det vi var engang), – der tager jeg i dag udgangspunkt i vores eget nuværende liv. Jeg husker voldsom irritationen over, hvordan sygdommen fratog os det familieliv, vi kunne have haft. Jeg ville det samme som normale familier; – de ting og de muligheder, som er blevet os frataget, gjorde mig meget frustreret, men i dag lever jeg mere ud fra vores eget liv og sammenligner ikke, – det har givet langt større tilfredshed.

Og som noget af det bedste, har jeg til tider min elskede kvinde tilbage, hende som jeg igen kan grine sammen med og som jeg skal dele resten af livet med.

Når Jeanette har gode stunder, bliver hun så glad og grebet af det, at hun begynder at planlægge alt muligt. Og det er jo dejligt, men her er jeg nødt til at være den realistiske dommer, for jeg ved, at det er mig, der skal trække hele læsset næste gang hun ligger underdrejet. Nogle gange bliver planerne selvfølgelig også til noget, og her kan vores liv udefra set, se noget mere glansfuldt ud end hvad virkeligheden er. For folk ser ikke eftervirkningerne efter social samvær, hvor jeg stadig til dels er enlig far til tre, når Jeanette trækker stikket mentalt og hviler ekstra meget. Men det er dejligt, når vi fx kan ses med venner og familie.

Jeg råber og skriger ikke af sygdommen, men jeg har en afløbsventil, som hedder frisk luft og lange gåture (har byttet motionscentret ud med det). Og under disse ture har jeg både kastet med sten og bandet indvendigt. – Nu er det dog ikke sådan, at folk i mit nærmiljø, som ofte ser mig komme forbi, skal tænke at “så må det da være helt galt med ham”  – jeg kan faktisk også bare rigtig godt lide at gå.

Derudover finder jeg også stor glæde ved rigtigt igen at være kommet i gang med mine malerier, et frirum jeg har helt for mig selv – også selvom min familie er rundt om mig, mens jeg maler. Her kan jeg fordybe mig uden tanke for andet og på den måde lade op.

Hvis du har lyst til at se flere malerier, kan du klikke her

Jeppe og Jeanette:

Vi har snakket om meningittens påvirkning af vores parforhold, som afgjort har været sat på prøve og forårsaget ensomhedsfølelse hos både den ene og den anden. Det har været hårdt, rigtig hårdt, men et eller andet sted har vi begge to vidst, at det ville bære, har ikket tvivlet på det.

Nogle snakker om, at en krise enten får parforholdet til at briste eller efterlader det bedre. Vi tænker, at det ikke passer på os. Vi har altid haft det stabilt og godt sammen, og nu hvor situationen er stabiliseret, føles det blot som at vende tilbage til trygge tider, til det vi forlod for fem år siden.

Og dog er der en forskel. For hvor det aldrig har ligget til os at skændes højlydt, så må vi erkende, at vi begge kan reagere med umoden forurettethed/muthed, inkluderende modvilje mod at snakke med/se på den anden. Det er aldrig sket tit og aldrig varet ret længe ad gangen, men alligevel – det er sgu ikke et træk vi er stolte over. Og netop på det punkt er der sket en ændring. Vi kan stadig nå hen til den pigefornærmedes port, kan stå i skyggen af den og lugte murværket, men vi går sjældnere og sjældnere igennem den.

For vi har begge to en følelse af, at vi simpelthen ikke orker det show længere. Det er for tåbeligt, for opslidende, for spild af tid. Især fordi forurettetheden og mutheden altid har tilhørt de små bitte ting.

Vi har haft så rigeligt af elendig energi, vi vil ikke også opsøge det selv.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *