Frustration eller medspiller

På det seneste er jeg flere gange blevet spurgt, om det dog ikke er frustrerende at meningitforløbet er så langstrakt. Og jo, jeg har været frustreret.  Jeg har været frustreret i en grad, så jeg ikke engang vil forsøge at finde ord for det. Jeg HAR været der, – men kommer der sjældent længere.

Og det er ikke fordi, at jeg passivt har affundet mig med ubehagelighederne, det er ikke resignation eller opgiven. Man når bare dertil, hvor man indser, at det kun gør ondt værre at kæmpe mod noget, som er større end én selv. Frustration har aldrig helbredt nogen.

Hvis man derimod vender bøtten på hovedet (og ved gud det har taget mig lang tid) og fokuserer på det gode som er, og hvis man smiler igennem hovedpine og træthed og alt det andet, så begynder man langsomt at mærke, at det smil, – som i begyndelsen er bevidst valgt, – efterhånden begynder at leve selvstændigt og frit.

Min frustration opstod af følelsen af ikke at kunne gøre noget, at være sat ud af spil, at være taget som gidsel af min egen udpinte energi.

Men man KAN gøre noget. Hvor lidt det end føles som, så kan man altid gøre NOGET. Og denne følelse af at have taget skeen i egen hånd, at være medspiller fremfor offer – det reducerer frustration.