Normalitetens ø

I marts skrev jeg nedenstående:

“Her til aften ridder jeg på en bølge af normalitet! Jeg formåede, at håndtere putning af børn på en god måde, selvom det blev senere end vanligt, jeg var i stand til at gå en aftentur, – og jeg konstaterer med forundring, at min hjerne fungerer på trods af, at klokken snart er 20.30. Jeg er endnu i stand til at tænke klart, have overblik, kunne planlægge.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft sådan en aften. Det føles vildt og underligt og fantastisk, samtidig med at jeg ved, at det kan smutte ud af hænderne på mig når som helst. Som en dement, der har et klart øjeblik, før hun atter forsvinder ind i tågen. For det er sådan trætheden føles; som udslettende, lammende, tung tåge.

Tænk, – engang var det en selvfølge for mig, at fungere kl. 20.30. I dag en sjælden gave. Som måske bliver til virkelighed igen. Min sandhed er, at jeg ikke ved, hvor længe jeg skal forblive i dette tågens land – eller om det kan blive for evigt.

(Jeg ved også, at denne normalitet med største sandsynlighed, skal betales tilbage en af de kommende dage).”

♦

Det var i marts. I dag er det bedre. Men det slår mig også, hvor kort vej der er mellem gode og dårlige dage. Hvor let det svinger mellem overskud og underskud. For når jeg glemmer at sætte ind på kontoen til dårlige dage eller når jeg vælger, at være ødsel i mit energiforbrug, fordi der er noget jeg skal eller vil, så slår hammeren pludselig hårdt. Så bliver det jeg kunne i går pludselig helt umuligt i dag. Så tiltager hovedpinen indtil den bliver konstant, så accelererer søvnbehovet, og de “gamle” gener lurer atter i kulissen. Og så er der ikke andet at gøre end at trække stikket for en stund.

I marts skrev jeg også:

“Tror du, at man nogensinde, – hvis man redder sig i land på normalitetens ø, – vil kunne glemme, hvordan det er nu?

Eller tror du, at man vil kunne glemme, – hvis man ikke redder sig i land, – hvordan det er at leve normalt?”

Jeg trækker længere og længere over på den rigtige banehalvdel. Men formentlig vil jeg altid kunne mærke marts-dagen på vej til opløsning, hvis jeg presser citronen for hårdt. Og selvom det hovedsageligt er mit spil, så er vi en hel familie, der skal lære det.