Goddaw mand økseskaft!
D. 28. april 2014 blev jeg ramt af og indlagt med ukendt hævelse i ansigtet.
D. 4. april 2014 fik jeg diagnosen viral meningit.
D. 30. april startede jeg op på arbejde igen – godt nok kun 1 time.
De efterfølgende måneder øgede jeg min arbejdstid indtil jeg d. 31. august blev raskmeldt på 28 timer.
Frem til d. 9. januar 2015 hutlede jeg mig igennem med hjælp af en paragraf 56, hvil i pauserne på mit arbejde og hvil inden jeg kørte hjem = Ikke holdbart!
Så d. 9. januar 2015 blev jeg sygemeldt for anden gang. Troede, at én uge eller et par uger kunne rette op på min tilstand – goddaw mand økseskaft!!! Jeg havde på det tidspunkt fået kontakt til min meningit-mate, som berettede om en sygemelding på 9 måneder. 9 måneder!! Jeg var fuld af forståelse og accept på hendes vegne, men syntes, at det lød fuldkommen vanvittigt, hvis jeg skulle overføre det til mig selv. Ja tak! – så kan jeg jo passende prøve at tælle min egen sidste sygemelding sammen = 9 måneder! (Ja, der er mange udråbstegn i dette indlæg).
Jeg blev undersøgt for drillende jerntal, som forvirrede billedet og til sidst atter tilknyttet Odense Universitetshospital. – Og fik – efterhånden som tågen i min hjerne lettede i små perioder, – et realistisk billede af, hvordan tingene forholdt sig.
Situationen indebar også, at jeg blev opsagt fra mit arbejde, da meningit-følgevirkningerne havde bredt sig så prangende ud over en lang periode og ikke lod sig indfange af en tidshorisont. En opsigelse, som foregik i god tone – og som bestemt blev gjort meget mere lempelig, i form af ønske om, at jeg fortsat holdt kontakt til den afdeling, hvor jeg indtil da havde været ansat.
Jeg har holdt kontakt. Og efter en lang, lang rejse begynder jeg i virksomhedspraktik d. 22. oktober, i en mindre afdeling i samme hus. En opstart som hedder 2 x 1 time om ugen. Ja, rigtigt læst: 2 x 1 time. “Kan det næsten ikke være lige meget så?” og “kunne man ikke tage sig bare lidt mere sammen?” Nej og nej. 2 x 1 time er præcis det rigtige og realistiske sted at begynde – også selvom jeg ser normal og frisk ud.
Jeg er taknemlig for muligheden, for de hensyn som bliver taget, for at møde forståelse og for ikke at blive presset fra nogen side. Det betyder langt mere end man kan forestille sig.
◊
“Hvordan vil du så sikre dig, at det ikke ender galt igen?” – er jeg blevet spurgt af mange. Og jeg kan ikke lade være med at undre mig lidt over spørgsmålet, selvom det forekommer yderst relevant. Men ingen kan jo se på mig, at jeg, inden i, har flyttet mig milevidt siden min sygemelding d. 9. januar. Jeg har en helt, helt anden viden og erfaring nu. Jeg har jo ikke lavet andet end at lære at begå mig med meningit-følgevirkninger de seneste 9 måneder – jeg har mærket, jeg har talt, jeg har læst, jeg har lyttet, jeg kender tegnene, generne, min krop, regnskabet med lån og rente-betaling i energiens navn,
Ikke, at jeg ikke har mere at lære – det har jeg. Ikke, at jeg altid kan forudsige konsekvensen af mit energiforbrug – det kan jeg ikke. Men jeg har opbygget et enormt bibliotek af erfaring og viden. OG jeg har stadig infektionsmedicinsk afdeling, min hjernerådgiver og en mængde andre lige bag mig.
Og så har jeg min familie – min mand og mine tre børn. Jeg kan på ingen måde byde dem, at strække mig så langt ud over evne én gang til – det har vi ikke råd til. Og det er det sted, hvor jeg kan aflæse mit energitab allerførst og allermest.
◊
Med tiden har jeg fået kontakt til flere personer, som har været ude for det samme som mig eller noget enslydende. Fælles for rigtig mange af os er, at vi startede hurtigt op på arbejde igen. Vi hægtede os stædigt fast. Men endte alligevel med at falde til jorden med et brag. – Hvor vi så bliver liggende i meget lang tid, uden at vide, hvor præcis vi ender.
En med-ramt af viral meningit har i en gruppe på Facebook skrevet, at det dummeste hun nogensinde har gjort, var at opstarte arbejde ALT for tidligt. Og hun råder ALLE andre til ikke at knokle på og lade som om, at alt er ok og normalt. – Jeg kan kun tilslutte mig dette råd, uden at vide, hvordan man for alvor skal indprente kommende meningit-tilfælde alvoren af dette. Men vi gør et forsøg.
Kære Jeanette
Jeg er så glad indeni og lykkelig for , at du er så åben og ærlig og tager dig tid til at fortælle om den frygtelige sygdom, som både har ramt dig og mig
Der er sikkert mange ‘derude’ som har gavn af at læse dine indlæg.
Man kan ikke få ret meget hjælp nogle steder, og jeg føler lidt, at det er en sygsom som der ikke har været fokus på i mange årtier. Slet ikke for os voksne som rammes, men bestemt heller ikke børn
Håber vi sammen kan få delt ud af vores erfaringer, jeg vil til enhver tid stå til rådighed mht rådgivning hvis muligt. Jeg havde selv ufattelig mange spørgsmål da jeg i 2011 blev ramt. Og især efterfølgende, men følte hjælpen var svær at få, så jeh har lært ‘på den hårde måde ‘
Kram fra Anita Jensen
Kære Anita
Tusind tak for at du skrev til mig. Og du har ret, der er mange som os. Min læge fra infektioinsmedicins afd. har sagt, at man ved, at der er mange “derude”, men man ved ikke HVOR mange.
Hun fortalte også, at man indtil for få år siden slet ikke havde fokus på den virale udgave af meningit, og at man først nu, indenfor lægeverdenen, er ved at få øjnene op for, at det ikke er “bare lige”.
– Man kan vel sige, at vi kom for tidligt! Og at det derfor har taget lang tid, at finde hjælp, – og hvorfor vi har lært mange ting på den hårde måde, som du beskriver. Jeg tænker, at hvis vi kan være med til at gøre ting lidt nemmere for kommende tilfælde, så er der en form for mening i det.
Jeg undlade at tænke negativt om mit meningitudbrud og følgevirkningerne heraf. Ja, det har kostet mig meget, det har været/er svært og hårdt og helt ubeskriveligt (selvom jeg prøver!), – men jeg forsøger, at vende det rundt, at finde godheden i det. – Jeg ved, at det kan lyde provokerende og frelst, men jeg kommer ikke udenom, at det virker for mig. Og sådan må vi hver især finde vores vej igennem det.
Kh. Jeanette
[…] det blev tid til praktik, for at afprøve min arbejdsevne, stillede min forhenværende arbejdsplads sig til rådighed. Min tidligere leder kendte alt til mine udfordringer og hun fandt det bedst […]