I stort set alt hvad jeg foretager mig, eksisterer der en bagvedliggende dagsorden.
En dagsorden som hedder: “At øge/forlænge min energi. At holde min hovedpine væk/nede“.
Dette gennemsyrer min hverdag i stort og småt: Når jeg udfører mine morgenrutiner, når jeg laver min mad, når jeg vælger, hvornår jeg gør hvad, og om det er ude eller inde. -Altid, altid er det i baghovedet.
Jeg begynder hver morgen med qigong-øvelser, jeg sammensætter min kost, så den holder mit blodsukker stabilt, jeg lytter til smertelindrende selvhypnose, drikker en særlig te, tager kosttilskud. Alt sammen med tanke på energien og hovedpinen. Jeg sørger for at spise med jævne mellemrum, – igen for at holde mit blodsukker stabilt (det er blevet mere følsomt end tidligere), jeg hviler/sover, jeg slukker for radioer, for fjernesyn og for andre skærme, så der er mindst mulig baggrundsstøj eller trækker mig væk fra den, smutter udenfor.
– Og meget, meget mere.
Selvfølgelig sker det, at jeg undlader nogle af tingene, men jo mere jeg holder mig til ovenstående, jo bedre har jeg det.
Og ofte gør det jo ikke væsen af sig: Ingen lægger fx mærke til, at jeg kun foretager små-indkøb og nøje udvælger hvilken dagligvareforretning jeg besøger og hvornår jeg besøger den. Ingen ved, at jeg afslutter mine bade med et koldt skyl. Eller ser, at jeg putter meditations-musik i ørene hver dag.
– Men det er ikke tilfældigt, alle mine gøremål er bevidste valg og de er nødvendige. Således kører jeg, selvom jeg kan befinde mig lige ved siden af én Rema, videre for at benytte en anden Rema. Ikke fordi, at jeg har udviklet angst eller tvangstanker, men fordi, at den ene Rema føles større og roligere end den anden, og derved æder mindre af min energi. Af samme grund lægges ikke-overspringelige ærinder i byen, i kanten af dagen enten tidligt eller sent, hvor der er færrest mennesker, mindst larm, knap så mange indtryk. Ligesom jeg må vælge mellem fx gåtur eller gøremål – der er ikke plads til begge dele. Og det er at faktum, at jeg pr. automatik altid sætter mig ned, så snart jeg øjner en stol eller mulig siddeplads. Som om det at stå op, er en bedrift i sig selv, – hvilket det også er nogle gange.
Jeg holder alting op mod, hvorvidt det er drænende eller givende, nødvendigt eller unødvendigt. Drænende ting kan være nødvendige. Og mange givende ting indeholder også drænende elementer. Det handler hele tiden om at vurdere og justere. Og pludseligt er alt det man tidligere bare gjorde med venstre hånd, uden at tænke over det, kommet til at fylde rigtig meget. Det gælder ikke kun mig, det berører hele familien. Og ligesom energien er beskåret, er selve tiden også kraftigt beskåret, da der konstant skal indlægges pauser; “Det er jo som at have fået et lille barn igen, vi skal hele tiden indtænke middagslure!” – citat Jeppe.
Man opdager, at det var en luksus, dengang man som udgangspunkt bare kunne sige JA og planlægge ud fra lyst. Men man kan ikke længere tillade sig at ødsle bort, når man har så lidt, at gøre godt med – og det kan være en irritation og en gene og en frustration. Man bliver i hvert fald ret nærig med sin energi.
Men efter at have forvaltet forkert i mange situationer, får man langsomt skåret helt ind til benet, hvad det virkelig er, der betyder noget – og man bliver bedre til at prioritere. Bedre til at holde på energi og derved mindske hovedpine.
Maleri af Jeppe Oldenburg
