Forsvundne ben og et pensioneret køleskab

Vores lille familie kræver ikke, at min tank er fuld for at vi kan køre, tværtimod har vi med tillært økonomisk kørsel fundet ud af at komme ret langt på få liter, men når benzinmåleren konstant blinker rødt og der ikke er udsigt til optanknings-muligheder, så bliver det hele lidt svært. Skoleferien var svær – igen i år. Kræver nogle ressourcer, som jeg simpelthen ikke har, hvorfor jeg ramler mod bunden med forbløffende fart – og delvis tager min familie med i farten.

Forståelse fra en socialrådgiver virkede som et sikkerhedsnet under et trængt familieliv denne sommer, hun kom med en reservedunk og jeg er hende dybt taknemlig.

Med reservedunken i hånden og Jeppe ved min side, havde vi – med de vilkår jeg/vi jo har – nogle gode uger. Til sidst kunne jeg dog godt mærke, at det røde lys snart ville begynde at blinke igen. Hvilket det gjorde. Jeppe tilbage på arbejde og børnene hos familie bevirkede, at jeg i det mindste ikke havde dårlig samvittighed over at ødelægge dagene for dem. Kun min egen lille forventnings glæde måtte jeg slukke – da jeg skrev til en veninde: “Der er en, der har slået benene væk under mig i dag. Det er besværligt at gå uden ben. Jeg må aflyse vores gåtur.”

Jeg kan godt leve med at skuffe mig selv, at aflyse gåture, afkorte i forvejen små besøg, sove når andre griner og hygger sig. Men den kendsgerning, at jeg ofte begrænser min families udfoldelse, den er svær.

I sidste uge begyndte jeg i en ny virksomhedspraktik. Nu prøver vi noget andet, nu hedder disciplinen “paktisk arbejde”. Sådan er reglerne og det er okay, lad os gøre, hvad der skal gøres, jeg vil yde mit bedste. Men jeg tænker, at jeg godt ved, hvordan resultatet vil blive. Ikke fordi, at jeg på forhånd har set mig som taber inden for dette felt, for guderne skal vide, at hvis praktisk arbejde kunne give mig energi tilbage, så ville jeg tømme skraldespande og lægge lagner på plads under skønsang og lovprisning resten af mine dage. Det er bare ikke den virkning jeg oplever af praktisk arbejde herhjemme, og efter at have dannet par med meningitis-følgevirkningerne i  28 måneder har jeg dog en vis erfaring at trække på.

Selve praktikstedet er et helt fantastisk imødeko

mmende sted. Desværre kan venlighed ikke forhindre energi-dræning og den første praktikdag efterlod mig langt inde i røde blink. Det er, hvad der sker, når jeg tager mig sammen og går over min egen træthedsgrænse. – Jeg må stoppe med at tage mig for meget sammen. Det er bare en uhyggelig svær vane at aflægge sig.

I morges vågnede jeg efter en god nats søvn, men mærkede et efterslæb af træthed. Som regel kan den slags ignoreres og træthed udskydes, men ikke i dag, det var ikke muligt at bilde min hjerne ind, at den alligevel skulle udstikke ordre om at rydde op og gå i gang med gøremål.  Så da drengene var taget i skole, lagde jeg mig for lige at hvile mig lidt – og vågnede 3 timer senere! Havde svært ved at vågne ordentligt op og lå en halv time før udmattede lemmer indvilligede i at fragte mig til toilettet. Følte mig virkelig som en sær udgave af mig selv, hvilket også spejlet bekræftede! Fik svaret på en sms og gik nedenunder for at sætte mig i en stol på terassen, kunne ikke holde ud at sidde, så hentede et liggeunderlagen og min sovepose (som jeg opdagede børnene havde fyldt med legetøj) og lagde mig ned. Mere hvil, meget vand og lidt mad, fik mig langsomt på benene et par timer efter min anden opvågning og kort før mindstemand vendte hjem fra skole. “Hvad f….. er det for noget”, – forledes man til at tænke; min krop fejler intet, jeg bærer hverken rundt på mangler eller proteser, har ingen sygdom relateret til bevægeapparatet og alligevel har jeg ind imellem et bevægemønster som en olding.

Hvad jeg fik udrettet i dag inden familiens hjemkomst?: Ophæng af vasketøj og besvarelse af 1 sms. Det var det! – Og måske skrivning af dette indlæg vil nogle indvende, men det er ikke helt sandt. Som oftest bliver mine indlæg skrevet langs afsted, som mindre afsnit og små sætninger for at samles til et slutresultat undervejs. Dagens bidrag til dette indlæg runder blot skitsen af.

-Jeg elsker morgenfruerne, der står som lysende sole – også i gråvejr og halvt afblomstret tilstand. Som en vedholdende påmindelse om, at; life is good – uanset hvad.

♦♦♦

Ud over alt dette så er vi også en normal familie i et hjem, hvor der sker normale ting. Som blandt andet at to af komfurets kogeplader ophører med at virke. Og okay, man kan jo godt klare sig med de to resterende, men så ophører også ovnens funktion og efter en rum tid med irritation over begrænset kogekunst og mange aftensmåltider bestående af rugbrødsmadder eller havregryn, tog vi forleden, med stor varme, imod et nyt komfur. Min 8-årige søn, som slægter sin fars gastronomiske lyst og evner på, har savnet og efterspurgt både ovn og ordentlig madlavning, og jublede da han kom hjem fra skole og fandt det nye medlem. – Det er ham, jeg skal sætte min lid til ved Jeppes fravær;-)

Køleskabet meldte sig i øvrigt også på banen; begyndte at hive efter vejret efter 15 års hårdt arbejde og fik således også tilkendt pension. Da den kære “Skovsen-mand” erfarede, at det pensionerede skab (som beregnes brugbar til 2 – 3 personer) engang havde serviceret ikke mindre end 2 familier/9 mennesker i en periode på 5 måneder, lignede han en, der havde helt ondt af det. – Vi takker vores lille køleskab for tro tjeneste og udholdenhed.

I foråret sløjfede vi et blomsterbed og gjorde hermed hundredevis af små spirer hjemløse. Hvad gør man? Kan jo ikke smide forstadiet til skønhed i komposten, så de fik lov at leve videre ved pæretræets fod. Havde bare glemt, at det var stolte kavalerer, som vokser sig høje og nemt kan begrave et lille pæretræ, så det næsten ikke anes. Ser lidt fjollet ud, men er dog skønt.

Så gik det mere planmæssigt for ærteblomsterne, hvis virkelighed svarer til forårets tænkte udgave.