Udlånt til systemet

I dag har jeg lyst til at drikke mig fuld. Og gå til en fest. Og høre højt musik og danse lidt. Og skide hul i det hele. Bare for en stund.

Jeg ved jo godt, at jeg ikke ville holde en halv time, hvis jeg da overhovedet ville nå dertil. Og at jeg i givet fald ville skulle betale helt urimeligt meget af på mine udsvævelser. At jeg ville blive beruset af bare at dufte til en velkomstdrink. (Kender én som, – selvom han slap nådigt efter sit meningittilfælde, – ikke har tålt alkohol siden da).

Jeg ved det jo godt; jeg må lade andre om at gå til de for tiden herskende julefrokoster.

Og det er også okay, bare ikke lige i dag.

♦

Bag os har vi en dårlig ryg. Ikke min, men Jeppes. Noget muskulært, som hjulpet af smertestillende og tiden i sig selv, gik over igen. Men inden han atter blev mobil, erfarede han, hvordan det er hverken at kunne stå eller sidde. Det var ikke særlig rart at se på. Så når jeg fik et anstrengt udtryk i ansigtet, så skyldtes det ikke ufølsomhed. Der er bare det, ……. at når Jeppes helbred svigter, så daler mit eget niveau også med accelererende hast. For selvsagt overlader det indkøb, afhentning, skolearrangementer, m.m. til mig. Og der skal ikke mange omgange til, før jeg bliver temmelig ubrugelig. To syge i ét hus er en ualmindelig dårlig cocktail. Længe leve vores livliner. Og længe leve Jeppe, som atter er på benene.

♦

Om præcis én uge skal jeg til det afgørende møde i det såkaldte rehabilieringsteam. Og hele mit liv, som indtil nu har bygget på frihed og ansvar og egne valg, er blevet pakket ned. Det som jeg engang troede, var en smuk selvfølgelighed, er nu stoppet ned i en lille kasse. Sådan føles det. Man rammes af sygdom og vupti – så tager hele systemet over. Og det er jo fantastisk at bo i et land, hvor man ikke overlades til sig selv, men hvor man får hjælp.  Og jeg har brug for hjælp og takker hver dag for den. Men man støder ind i så mange regler og love, – og slår sig hårdt på nogle af dem. Og kan se, at både system og individ taber på de slag. Og alligevel er der ikke noget at gøre, uanset hvor uhensigtsmæssigt det forekommer.

Jeg har utrætteligt spjættet med arme og ben for at få og bevare følelsen af ejerskab i min egen situation. At have brug for hjælp er ikke det samme som, at man har brug for at blive overrulet af regler. (Og jeg siger det lige igen; de mennesker som jeg er tilknyttet i systemet, har gjort, hvad det kunne for at gøre det så lempeligt som muligt, jeg har intet at udsætte på dem personligt). Jeg ærger mig bare over, at man ikke kan gradbøje regler og love lidt mere, tilpasse dem så det giver mere mening.

I systemet handler det om at bevise. Bevise, at jeg har det sådan som jeg siger. Og derfor sendes man til diverse instanser og presses ud over kanten af ens formåen. Den kant, hvor man mister sig selv. Den kant, som er så svær at forstå betydningen af. Og systemet siger: “Det gik ikke, men så har du prøvet det, så kan vi dokumentere det”. Og det er jo også rigtigt, men det er så billigt at sige, men så umådelig dyrt betalt af mig. Systemet siger også, at man ikke må presses til at få det værre, men jeg kender ingen, som ikke har oplevet forværring, for hvordan beviser man ellers at man er nået til kanten??

Der udfærdiges attester og beskrives i ét væk. Måske derfor faldt jeg i – og kom hen ad vejen også til at lade min blog være én lang forklaring. En art retfærdiggørelse af mig selv. – Der kan være noget ynkeligt i retfærdiggørelse. Lad systemet om beviser og forklaringer. Jeg glemte fuldstændig, at det ikke handler om forståelse mennesker imellem, men om at rumme. – Hvis der er noget, som har reddet mig igennem alt dette, så er det de mange venner og bekendte og familie som har rummet mig uden nødvendigvis at forstå.

Om én uge skal jeg til møde. Om én uge tager 4 – 5 personer en beslutning på mine vegne, en beslutning som får ufattelig stor indflydelse på mit og vores liv. Min handlekraft er taget ud af hænderne på mig og placeret hos fremmede mennesker. Det føles mærkeligt, grænseoverskridende – som frihedsberøvelse.

Jeg er ikke vred.  Jeg vil bare gerne have mit liv tilbage. Det føles som om, at det har tilhørt systemet de sidste 32 måneder. Jeg vil gerne have det tilbage. Jeg håber på torsdag.

Vil I håbe med mig?

-håbet er grønt