Nasser 

Med en overophedet hjerne styrer jeg direkte mod soveværelset efter hjemkomsten fra en familiekomsammen. Jeg sover indtil kl. 15.30 efter et par dage med småbesøg. Jeg formår at se tilsyneladende frisk ud selvom sommerferien har sat sit aftryk i form af længere og længere middagslure, stadig kortere lunte og en uafbrudt hovedpine.

– Og jeg er træt af mig selv over, at jeg føler behov for at skrive om det.

Træt af, at jeg ikke bare kan have tillid til, at mine medmennesker godt ved, at øjeblikkets tilsyneladende friskhed ikke afspejler hverdagslivet. Og træt af, at jeg ikke bare kan trække på skuldrene, hvis det skulle vise sig ikke at forholde sig sådan. 

Har ikke lyst til at forklare længere. Og tænker også, at jeg snart har opbrugt min kvote af folks lyst til at høre herom.

Måske er det tonen i samfundet, måske er det bevidstheden om, hvor let vi mennesker – ikke af ondskabsfuldhed, men af ren og skær uvidenhed, – kommer til at placere andre mennesker og deres udfordringer i båse og kasser – ofte helt uden at vide noget om det faktiske indhold. Måske fordi jeg ved, at det er så let at drage konklusioner, men så svært at drage de rigtige.  Og nu er jeg så selv bange for at blive fejlbedømt og udråbt som nasser af systemet. 

◊

Man går ud og møder folk, man opper sig, man ser tilsyneladende normal ud, man går hjem, man er smadret, man er også medtaget dagen efter og nogle gange også i dagene herefter (selvom det nu er muligt at holde det usynligt for de fleste andre).

– Det er det. Færdig, slut. Ikke mere.  Ingen ynk og ingen forklaring.