Frit fald
Forleden en dag:
“Jeg mærker de koldeste af følgevirkningernes fingre række ud efter mig igen. Dem som river mig væk fra mine omgivelser. Ikke fysisk, men mentalt. For at afværge dem, trækker jeg mig bagud. Men kan selvfølgelig ikke undgå at falde i det hul, de har gravet.
Jeg ligger helt stille i min seng, men er samtidig på vej ned i frit fald. Jeg tænker: “Det er mange måneder siden, at jeg har været her.” Men jeg genkender omgivelserne så tydeligt. Det er urovækkende. Der er ingen gode minder her. Kun noget at tabe.
Men pludselig samler jeg et indre mod op. Afprøver en ny strategi. En “Ta´mig bare strategi”. – Kom bare, jeg er lige her, jeg gør ikke modstand. Jeg forsøger hverken at undgå eller at gemme mig.
Og det er som om, at det virker. Som om at overgivelsen på mærkværdigvis fjerner uroen – eller frygten, som det vel i virkeligheden er. Frygten for at forsvinde fra min familie og mig selv. Min overgivelse sagtner farten af mit fald. “Ta´ mig, ta´ mig igen hvis du vil. Jeg forstår ikke, at det nødvendigt, men ta´mig bare.”
Jeg mærker en favnende ro brede sig i mig. Og i stedet for nervøst at trippe baglæns, bevæger jeg mig nu roligt fremad. Jeg har ikke noget at forsvare mig med mod kuldens fingre. Men jeg opdager, at jeg ikke behøver det. Åbenhed er det bedste forsvar. Åbenhed overfor hvad der må komme.
◊
Måske var det “bare” det, jeg skulle lære: Ikke at frygte at blive opslugt af det koldeste meningit-mørke.
Det tog mig 3 år og 7 måneder. Men i dag veg følgevirkningernes værste fingre bort fra mig”.
“Ta´mig” betyder “at gi´ slip”, og det er utroligt, hvad der sker, når ikke bare hjernen, men hjertet forstår det.
Læst, hørt, forstået. Så enig. Jeg kan ikke skrive en masse. Men du skal vide at jeg er er helt enig. Og jeg er I samme trummerum og tanker lige nu.
Kram
Måske ikke en masse, men en stor betydning for mig, – tak Didde. Jeg håber, at vores tanker driver os fremad.
Kh. Jeanette