Gæt en maskine
106 skridt, 52 sekunder. Så langt har jeg på arbejde. Når det regner, når jeg knap nok at blive våd, når vejene er glatte, er “sørg-for-at-tage-afsted-i-god-tid”-reglen unødvendig og irrelevant.
Men det er ikke kun afstanden, som har ændret sig, for turen igennem meningitis/ langtidssygemelding/ virksomhedspraktikker/ fleksjob satte mig af et helt andet jobsted end dér, hvor jeg i sin tid stod på. Farvel kontor på sygehus, latinske lægebetegnelser, desinficeringsmidler, kvindearbejdsplads, og goddag maskinstation, jord på gulvet, oliepletter, mandeverden. Det er noget af et skifte, og for Jeppe har det været en kilde til alskens humoristiske indfald på min bekostning. Dog er han akkurat lige så glad for det, som jeg er.
For fleksjob hænger ikke på træerne – mildest talt ikke. Skånebehov og nedsat arbejdstid er ikke just det mest efterspurgte. Eller også er det i virkeligheden ofte viden om fleksjob, der er en mangelvare, for mange gange tror jeg ikke, at arbejdsgivere er bevidste om den mulighed eller også er de usikre på, hvad det indebærer. (Så det vil jeg nævne lidt om senere i indlægget).
Faktum er, at hvis jeg ikke havde fundet et fleksjob, så ville det have betydet endnu flere samtaler og møder på kommunen, krav om aktiv jobsøgning samt yderligere økonomisk nedgang og psykisk pres. Og det giver afgjort god mening, at skulle være aktiv på forskellige fronter, når man står uden job, men når ens liv har ændret sig til, at selv de mest basale ting udtrætter én, når de mindste indtryk bliver til store udfordringer, og den højeste arbejdsindsats man kan mønstre, er ganske få timer i ugen, så er det som om at lovgivning, afgørelser og realitet ikke længere passer helt sammen.
At jeg fik tilbud om et job, som matcher alle mine behov, inden jeg overhovedet var kommet igennem nåleøjet og blev bevilliget fleksordning, var næsten for godt til at være sandt. Det er et af de forhold i livet, hvor man bliver ved med at spørge sig selv: “Hvordan kan jeg være så heldig?” Det har givet mig ro fra et opslidende system at være i. (Jeg har bestemt gode ting at sige om min oplevelse med sygedagpenge-/jobafklaringssystemet, men det ændrer ikke ved, at det først og fremmest var udmarvende). Mit job er fordelagtigt på alle måder; pga. beliggenheden, fordi jeg har mulighed for at tilrettelægge mine arbejdstider fleksibelt både i forhold til dage og tidspunkter, og fordi jeg kan variere mine arbejdsopgaver og tid i forhold til dagens tilstand.
“Sådan et job vil jeg også have” – har mange sagt til mig. Med et glimt i øjet og efterfølgende latter. Og jeg er helt med på tonen i det. Men bare for en ordens skyld vil jeg gerne slå fast, at “nej, det vil du ikke “. Uanset mit jobs fortræffeligheder, så vil du ikke bytte dit normaltfungerende liv ud med min absurde mangel på energi og deraf følgende gener – det vil jeg godt garantere dig.
På maskinstationen veksler jeg mellem forskellige arbejdsopgaver. Jeg har fx arkiveret, lavet en personalehåndbog, opdateret en arbejdsmiljømappe og noteret statistik. Altså skrivebordsarbejde. Men jeg rydder også op i personalerummet, luger ukrudt, sætter en vask over og maler lidt. Og det er bl.a. variationen, som er min redning i forhold til at kunne balancere meningitis-følegvirkningerne på arbejdsmarkedet.
Min eneste tidligere erfaring med noget der minder om maskinstation, var min onkel, som engang lærte mig at sige “John Deere” og lod mig styre rattet på traktoren mens han – til lige dele fryd og skræk – lod den køre faretruende (set med et barns øjne) tæt på grøften, før han rettede den op.
Men det er altid berigende og sundt at få indsigt i nye områder. Og i dag har jeg lært at sige “Haybuster “, “Krone Big x 1100 ” og “Doppstadt tromle-sorter “. Så selvom lægelatin og andre medicinske fagudtryk er forsvundet ud af min dagligdag, så er sproget på ingen måde blevet mindre eksotisk, – jeg har fået en helt ny terminologi serveret. Og gloserne materialiserer sig i diverse store, gådefuldt udseende maskiner, så det føles som om, at jeg er havnet midt inde i billedbogen “Mægtige Maskiner“, som mine sønner elskede som små. – Blot mangler jeg som regel bogens små forklarende undertekster, men “gæt en maskine” er også en fremragende leg.
Jeg priser mig lykkelig over at bo i et land, hvor man ikke overlades til sig selv og gaden, hvis man uheldigvis rammes af sygdom. Dog er fleksjob ikke det guld og de grønne skove, som man kan opleve, at en del tror. Efter reformen i 2013 stilles man bl.a. økonomisk mere udfordret end tidligere – i særdeleshed i forhold til pension. Og de nye regler bliver i nogle tilfælde udnyttet på forskellig vis af kommune og/eller arbejdsgiver. Heldigvis har jeg en arbejdsgiver som giver en absolut fair behandling.
Hans har også sådan nogenlunde styr på, hvordan det står til med mig. Han vidste det allerede inden jeg begyndte at arbejde hos ham, så jeg har aldrig skullet igennem endnu en lang forklaring af følgevirkninger. Har aldrig skullet forsvare mig selv eller retfærdiggøre, at jeg er nødt til at gå hjem efter få timer, selvom jeg stadig ser frisk ud.
Det samme oplever jeg fra min kollega (selvom jeg engang lærte, at: “En kollega er en person, der arbejder inden for samme fag og som har samme stilling e.lign. som én selv“, – og at jeg dermed må konkludere, at jeg ingen kollegaer har, da jeg deler ikke arbejdsopgaver med andre, så tillader jeg mig at omtale hende sådan alligevel), – hun sidder på kontoret og er alt det og mere til, som jeg kan ønske mig af en kollega.
At blive vist den tillid har en uvurderlig betydning. Det føles så befriende, at jeg, – selvom jeg kan være helt udmattet indeni, – ikke kan lade være med at være glad og smile. Og igen ved jeg, at jeg er heldig stillet. For undersøgelser viser, at en betragtelig del af mennesker i fleksjob føler sig udenfor fællesskabet på deres arbejdsplads fagligt såvel som socialt. Følelsen af ikke at blive inddraget og i nogle tilfælde manglende forståelse for skånebehov, fører til ensomhedsfølelse og øget sårbarhed. Derudover opleves ofte også et dårligere socialt liv privat, da man bruger så mange ressourcer på sit arbejde, at det er svært at mobilisere overskud til at være social i fritiden. Man kan således rammes dobbelt, og den politiske holdning om, at man føler sig mere med i fællesskabet at af have en tilknytning til arbejdsmarkeder, viser sig ikke altid korrekt.
– Som altid findes virkeligheden i utallige udgaver, der er de gode historier og der er de triste. Selvom jeg sidder med den gode og ikke føler mig udenfor, når jeg er på arbejde, så forstår jeg problematikken. Med mine 3½ times arbejde i ugen udgør jeg selvsagt heller ikke en stor rolle på min arbejdsplads, så hvis jeg lagde hele min identitet i arbejdslivet, ville det se skidt ud for mit selværd. Men meningitten har jo netop understreget for mig, at jeg ikke ER mit arbejde. Jeg er alt muligt andet. Deriblandt et menneske, som er glad for sit fleksjob.
Også selvom jeg ind imellem har perioder, hvor mit job, trods al dets fordelagtigthed, har en omkostning for mig som er helt ude af proportion med arbejdstiden. I disse situationer er det svært at se logikken og meningen med det, men det er en politisk og kommunal beslutning, fleksjob var det eneste jeg havde at håbe på. Og heldigvis lykkes det mig altid at kravle frem til bedre tider. Men jeg ved, at hvis jeg ikke havde så fleksibel og rummelig en arbejdsplads, så ville jeg jævnligt køre helt af sporet.
Tobiasen-klanen; den tidligere, den nuværende og sikkert den kommende
Med behov for så få indtryk som muligt, (det er støj, mange mennesker, langvarighed og deadlines, som fælder mig) er maskinstation vel ikke det første, der falder ret mange ind, men det viser blot, at fleksjob kan være alle steder.
Det er vidt forskelligt, hvad der ligger til grund for bevillingen af fleks og dermed vidt forskelligt, hvilke skånebehov der er tale om. Ligesom også selve arbejdstiden er individuel og kan variere helt ned til ganske få timer ugentligt. Mange kan klare helt de samme opgaver som tidligere, men nu i kortere tid ad gangen, andre har brug for andre opgaver, for pauser undervejs eller nedsat tempo (her betaler arbejdsgiver kun for den reelle arbejdsindsats). Nedsat arbjdsevne kan være af fysisk, psykisk eller social årsag. I mit tilfælde er det hjernen, som – efter et meningit-tilfælde – ikke vil makke ret ret længe ad gangen. Men selvom jeg kun arbejder sammenlagt ca. 3½ timer i ugen, betyder det ikke, at jeg har mistet evnen til at tænke selvstændigt; jeg tilrettelægger i vid udstrækning selv mit job og er selvkørende.
Udover at være min arbejdsgiver, er Hans og jeg også naboer og har børn i samme alder, med deraf følgende samkørsel til deres fritidsaktiviteter, – og det fungerer ganske fint alt sammen.
Hvis du nu sidder derude og er blevet misundelig på min “billedbog”, så kig ind her eller her.
(Der er ikke tale om affiliate links, hvor jeg får procenter:))
Hvad indebærer det at ansætte en person i fleksjob??
Fleksjob: Hvis arbejdsevnen er varig og væsentlig nedsat og samtlige muligheder for at arbejde på normale vilkår er undersøgt, men ikke mulig at opnå, kan kommunen bevillige fleksjob.
- Fleksjob kan oprettes i både offentlige og private virksomheder.
- Alt afhængig af årsagen til den nedsatte arbejdsevne, må der påregnes forskellige skånebehov. Er der tale om behov for hjælpemidler, stiller kommunen disse til rådighed. Der er altså ikke tale om en ekstraudgift for arbejdsgiver.
- Som arbejdsgiver betaler man løn for det reelle arbejde, fleksjobberen udfører – resten tager jobcentret sig af.
- Under sygdom kan virksmheden modtage refusion fra kommunen fra dag 1.
- Medarbejderen er ansat efter samme overenskomst og under samme lønmodtagerlovgivning som øvrige medarbejdere. Der indbetales til pension for de effektive arbejdstimer den ansatte i fleksjob arbejder. På virksomheder, der ikke er dækket af overenskomst laves en aftale mellem arbejdsgiver og ansatte. Hvis der er en relevant sammenlignelig overenskomst, tages udgangspunkt i den.
- En person i fleksjob er som udgangspunkt ansat på samme vilkår som alle andre medarbejdere. Så når først vedkommende er ansat, møder denne på arbejde som aftalte og dagligdagen kører uden problemer.
- Jobcentret skal godkende fleksjobbet før, at det kan påbegyndes.
- Der findes vellykkede eksempler på at 2-3 fleksjobbere, varetager én fuldtidsstilling.
Så sent som i sidste uge, var jeg lykkelig for at denne “onkel” har lært mig, at det udtales John Deer, ikke John Diir, som mine (københavnske) kolleger mener. Man ved aldrig, hvornår man får brug for et landbrugsmæssigt vokabularium 😉
Det er nemlig rigtigt Katrine😊 Og det er små værdifulde oplevelser, som forbinder dem som var, med os som er♡