Andre spørgsmål og ny platform

I marts besluttede jeg mig for at pausere blogindlæggene. Det var, af flere årsager, den rigtige beslutning. Men der er bare det, at selvom jeg afholder mig fra at blogge, så stopper indlæggene ikke. De skriver sig inde i mit hoved, hober sig op og kræver at komme ud. Så hvor gør jeg lige af dem?

Jeg har forsøgt mig med forskellige strategier. Nogle bliver, efter bedste oprydningsbølge, dumpet i den mentale skraldespand. Andre lægger jeg ned i word-skrivebordsskuffen fordelt i henholdsvis “frit løb” og “måske noget engang“-mappen. Men det er som om, at nogle af ordene vil lidt længere ud, som om de ikke kan nøjes med det, jeg har at tilbyde her inden for hjemmets fire vægge.

Så de får lov at leve på Instagram. Ikke mange, bare nogle få ord. Lidt om hovedet, men mest om glæden. Så hvis du har lyst, er du velkommen til at følge med mig derover.

Som en bjergbestiger skaber jeg mig vej ved at hugge min ord-økse ind i bjerget. Op op op. Men modsat bjergbestigeren lægger jeg ingen planer for en nedtur.

***

Ind imellem bliver jeg kontaktet af fremmede mennesker, som forsigtigt spørger, om det er i orden. De vil ikke forstyrre, men har fundet min blog og har sådan brug for at spørge og høre.

Det må man gerne – kontakte mig. Jeg kan ikke være det lysende forbillede, som kan stille en hurtig helbredelse i udsigt, men måske kan jeg svare på nogle andre spørgsmål.

www.instagram.com/jeanetteohrt/

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Ja ja – det måtte jo komme hvor jeg gik tilbage for at finde og genlæse dine oplæg og ikke mindst det næst sidste – Jeppes. Tak igen for at i deler jeres historie.

    • SVAR

      Tak Sune🙏 Jeg blev så glad, da jeg så cykelbillederne af dig i sommers. Ved jo godt, at det ikke afspejler hele sandheden om følgevirknings-livet, men noget af den i hvert fald😊