De seneste år har efterladt nogle sten i skoen. Og jeg har forsøgt mig med forskellige metoder i forhold til at kunne gå ordentligt. Jeg har prøvet at ignorere dem og prøvet at træde hårdt til. Jeg ved ikke, hvorfor der ofte skal en omvej til, før man når den mest indlysende løsning; at… Læs mere For systemets skyld
Kategori: Frustration
Med en overophedet hjerne styrer jeg direkte mod soveværelset efter hjemkomsten fra en familiekomsammen. Jeg sover indtil kl. 15.30 efter et par dage med småbesøg. Jeg formår at se tilsyneladende frisk ud selvom sommerferien har sat sit aftryk i form af længere og længere middagslure, stadig kortere lunte og en uafbrudt hovedpine.
– Og jeg er træt af mig selv over, at jeg føler behov for at skrive om det.
Træt af, at jeg ikke bare kan have tillid til, at mine medmennesker godt ved, at øjeblikkets tilsyneladende friskhed ikke afspejler hverdagslivet. Og træt af, at jeg ikke bare kan trække på skuldrene, hvis det skulle vise sig ikke at forholde sig sådan.
Har ikke lyst til at forklare længere. Og tænker også, at jeg snart har opbrugt min kvote af folks lyst til at høre herom.
Måske er det tonen i samfundet, måske er det bevidstheden om, hvor let vi mennesker – ikke af ondskabsfuldhed, men af ren og skær uvidenhed, – kommer til at placere andre mennesker og deres udfordringer i båse og kasser – ofte helt uden at vide noget om det faktiske indhold. Måske fordi jeg ved, at det er så let at drage konklusioner, men så svært at drage de rigtige. Og nu er jeg så selv bange for at blive fejlbedømt og udråbt som nasser af systemet.
◊
Man går ud og møder folk, man opper sig, man ser tilsyneladende normal ud, man går hjem, man er smadret, man er også medtaget dagen efter og nogle gange også i dagene herefter (selvom det nu er muligt at holde det usynligt for de fleste andre).
– Det er det. Færdig, slut. Ikke mere. Ingen ynk og ingen forklaring.
Måske ikke blog-egnet
I dag æder angsten for fremtiden og økonomien og familien og helbredet sig ubønhørligt ind på mig bid for bid. I dag kan jeg ikke holde sindet oprejst og frygten på afstand. Jeg er træt. Af at kæmpe, af at forklare og forsvare og holde ud og mande mig op og tage mig sammen.… Læs mere Måske ikke blog-egnet
Menings-besvær
Den forgangne uge har budt på: – den første morgenfrue de første – strålende, fotogene – jordbær de første stokroser den første tallerkensmækker – gemt derinde Til gengæld den anden neuropsykologiske undersøgelse I fredags. Og den omtalte undersøgelse forløb som forventet. Et kort øjeblik troede jeg dog, at jeg ville slippe billigere denne gang,… Læs mere Menings-besvær
Jeg skulle have været på arbejde=virksomhedspraktik i tirsdags. Altså lige efter påskeferien og uden den vanlige pusterums-dag som efter en normal weekend. Jeg vidste det jo på forhånd og havde i lang tid planlagt, at den udfordring ville jeg tage. Jeg rettede ind efter den, gjorde mig klar.
– Jeg kom ikke afsted!
Grunden til at jeg var nødt til at blive hjemme, rækker langt tilbage. En hård weekend for tre uger siden, som blev efterfulgt af en syg søn og sluttede af med påskeferie – levnede ikke rum til, at jeg kunne nå at hive mig selv op igen og blive klar. Min hårde weekend bød ikke på flere udfordringer end, hvad der til enhver tid er gængs for normalt-fungerende mennesker. Og påskeferien var lig fem dage herhjemme på matriklen, med få besøg, og hvoraf kun ét af dem udgjorde en udfordring for lydfølsomheden.
– Så det er ikke meget, der skal til for at vælte læsset.
◊
“Jeg er nødt til at passe på, for hvis det bliver for meget, så glider jeg ned ad stigen igen – og det er ikke noget jeg tror, det er desværre noget jeg ved”. Dette har jeg sagt mange gange til mig selv og til mange forskellige mennesker. Så min situation kommer ikke bag på mig. Men ………. det ændrer ikke ved, at det er sorgfuldt at opdage, hvor hurtigt følgevirkningerne dukker op igen. At de én efter én listede sig ind igen. Jeg prøvede at spænde mit smil ud over dem, for at dække over dem. Og ved, at det visse dage blev til et grotesk billede.
Jeg ved, at Jeppe kigger langt ind under smilet. Og jeg ved, at det han har set, i den forgangne tid, har fremkaldt mange forskellige rektioner holdt nogenlunde inde i en rolig mand. I påsken formåede han at være et læ-sted for blæsten, – og jeg kravlede i ly. I dyb taknemlighed.
Man har altid brug for dem – sin mand, sine børn, sin familie. Men man har i særdeleshed brug for dem, når man er såret. Brug for dem, som kender situationen og hvor man ikke behøver at forklare, hvorfor man det ene øjeblik kan fungere normal for det næste at være helt kvæstet og mentalt fraværende. Brug for at være omgivet af sin familie, som kan den fine kunst at formå at spørge samtidig med, at de ikke stiller spørgsmål.
Der findes også venner, som kan alt det. Og uanset kundskaber har man også stor brug for venner og bekendte. Men når stormen raser hårdest, kravler man i ly.
Jeg blev hjemme i tirsdags. Ikke fordi jeg troede, at jeg ville får det værre. Fordi jeg vidste det. Og jeg havde ikke råd til at tabe mere. Bjergbestigning i tåge og uden sikkerhedsline er et absolut no go.
◊
Jeg frygter ikke længere at miste de praktiske ting, som jeg tidligere kunne. Og i sidste ende og helt skåret ind til benet og selvom alting hænger sammen, frygter jeg ikke engang økonomisk deroute. Men jeg frygter, som i F-R-Y-G-T-E-R, at havne der, hvor jeg var da jeg blev sygemeldt. For det vil resultere i at jeg mister mine børn og min mand. Selvom vi bor sammen i samme hus, vil det ske, – for jeg vil ikke kunne være mentalt tilstede. Og dermed vil jeg også miste mig selv.
Jeg længes efter at kunne kaste de to ord: “meningitis” og “følgevirkninger” ud over en klippekant. Ikke, at jeg vil kaste i vrede eller sorg. Hvad jeg derimod længes efter er, at kunne befri dem i vinden. At kunne lade dem flyve frit ud af mit ordforråd. For derefter at vende mig om og se på det, der er tilbage. Det vil ikke umiddelbart være et kønt syn og det vil indeholder en mængde begrænsninger, – men det er det, der er! – og vi vil få det til at hænge bedst muligt sammen.
Det er alt, hvad vi ønsker; – at få det bedste ud af det/ro til at få det bedste ud af det.
Men der er endnu et system, som beder om ord. Mange ord. Som skal vendes, vejes og vurderes. Så roen lader vente på sig. Og min/vores ønskeliste må have disse ønsker top-prioriteret: Mere tålmodighed + Velvillighed for systemet.
Er jeg ved at give op? For det syner vel af opgivelse. – Og ja, jeg har virkelig skulle vende det inde i mit hoved. Men – jeg er ikke ved at give op. Det er blot sådan, at når man mærker, at man ikke vinder mere ved at følge den hidtidige vej, så er det på tide at se sig om efter en anden.
