Sommeren, som nu er gået igen, placerer sig hvert år som et bredt bælte hen over året, hvor jeg med skoleferiens indtog tager en dyb indånding og lader mig glider ud i det hav, som både er smukt, stormfuldt og dybt. En indånding og altid håbet om at nå uskadt over på den anden… Læs mere Mest kaos på mindst tid
Kategori: Mor-rollen
Okay. Nu kommer det. Og det bliver ikke kønt.
Beklager, at jeg læsser det af her, hvor den hellige højtids fred knap er endt. Men pludselig blev det vigtigt at få det ud nu. Som om mine indre mørke lommer skal renses ud, her ved et nyt års begyndelse, som for ikke at slæbe jord med ind i den rene stue.
Bullshit – jeg ved det godt. Der er for meget jord på mine sko, til at det kan fjernes med et enkelt tramp. Men ……
Jeg har gjort mig mange tanker om dette indlæg. Det har levet i mig længe. Længe før jeg begyndte min blog. Som billeder mere end ord. Fordi ordene gjorde for ondt, tror jeg.
Så vi er langt inde nu. Helt derinde, hvor man erkender, at man ikke magter sine egne børn. “Jeg magter ikke mine egne børn.” – Kan du høre, hvor ufatteligt magtesløst og bundløst ulykkeligt det lyder? Det har været virkeligheden her.
Følgevirkningernes slagkraft gjorde mig ude af stand til at være sammen med mine tre sønner mere end ganske kort tid af gangen. Et øjebliks søskende-intrige kunne gøre det helt af med mig, jeg kunne slet ikke håndtere det. To timer alene med dem var et absolut MAX, der krævede en kraftpræstation af mig. Fordi de på rekordtid forbrugte al min energi og uforskyldt drev mig helt derud, hvor der er øde. Helt derud, hvor det føltes som at stå for enden af en vej med kun to valgmuligheder tilbage: Enten kunne jeg skrige. Eller også kunne jeg græde.
Ingen af delene ønsker man at udsætte sine børn for, så som et allersidste desperat træk har jeg i stedet hvæset og vrisset og kommanderet og været kort for hovedet og kylet ting hen ad gulvet (bløde ting, skal det lige siges, men alligevel). – Så langt ud kan hjernetræthed og totalt fravær af energi/overskud drive én. Jeg ville have benægtet det. Pure. Men nu ved jeg, at alle vil kunne drives derud.
Det var tabs-følelsen af at stå foran en tom reol. Den reol, som plejede at være spækket med alt muligt godt: forståelse, humor, tålmodighed, fantasi, tolerance, latter m.v. – den var FULDSTÆNDIG skrigende tom. Og jeg blev ude af stand til at afhjælpe konflikter. Faktisk er det mere korrekte at skrive, at jeg ustandselig var den, som selv såede konflikterne – mellem dem og mellem dem og mig. Smøremidlet var væk, jeg bandt knuder i stedet. Og jeg kan kun forklare den følelse som afmagt i sin skarpeste form.
Hjerneskade/meningit-følgevirkninger slugte mine forældre-evner. “Desværre” slugte den ikke evnen til at se, hvor ondt jeg gjorde mine børn. Jeg så i deres øjne, hvad jeg gjorde ved dem. Jeg så deres utryghed, deres forvirring, deres sorg. Jeg mærkede dem trække sig væk fra mig. Jeg så og mærkede det hele, men følgevirkningernes hav drev mig bare videre, og mine forsøg på svømmetag mod bølgerne druknede. Jeg så, men uden at være i stand til at gøre noget anderledes.
Heldigvis var der øer i havet. Øer som jeg kunne redde mig op på med jævne mellemrum, øer af gode øjeblikke, hvor jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at rydde op i det rod jeg forvoldte. Og øerne begyndte at dukke op med stadig kortere afstand og stadig større i omkreds. Men det har taget lang, lang, lang tid at genopbygge, hvad vi havde sammen – børnene og jeg. Lang tid før de kunne genkende den mor, de plejede at have, lang tid før de havde “tilgivet” mig.
Jeg er stadig ikke den mor, de plejede at have. Men jeg ligner. Når jeg ikke er presset af følgevirkninger. Og der er nu så langt imellem mine tilbagefald, at de godt kan klare kortvarige nedture, uden at vi skal starte forfra.
◊
En ligesindet har beskrevet det som: “Det sorteste mørke i alt det lort, der har været efter hjerneskaden”. – Jeg er enig.
Og jeg takker himlen for den far som børnene har og den mand som aldrig, aldrig har anklaget mig for min uhensigtsmæssige handlemåde.
Meningit-historikkens suveræn største udfordring har været mine egne børn. Dén er svær at se i øjnene. Der findes intet mere værdifuldt end vores børn, det er vores vigtigste “job”, dermed også det sted vi sætter højest krav til os selv – og det sted vi falder hårdest, når vi ikke kan indfri dem.
Det kaster også en form for ensomhed af sig. For det er svært at tale om. Eller – det er svært at høre på, oplever jeg. Nogle negligerer det, nogle smågriner lidt utilpas. Og jeg forstår det godt. Det rammer ned i noget af det mest sårbare i os; – skrækken for ikke at være en god forældre. Meget kan vi leve med, men det, ikke at kunne være en god forældre, det slår hårdt. Jeg ved, at alt er blevet sagt til mig i en god mening, at man ville mig det bedste, og jeg langer ikke ud efter nogen, – men jeg har nogle gange haft lyst til at skrige: “JO! Jo jeg er en dårlig mor lige nu. Jeg kan ikke gøre det anderledes, jeg gør det ikke med vilje, men jeg ER en dårlig mor lige nu.
Men hvad er det så du ønsker Jeanette? …….. Jeg vil håbe og ønske, at jeg, – når jeg bliver modtageren af noget, der synes uforståeligt og uden for min egen erfaring, – vil have modet og tålmodet til at lytte. Og huske, at vi ikke behøver at forstå eller (bort)forklare eller blødgøre. Blot lytte. Blot lytte. (- Vi er alle kun mennesker, men jeg håber).
◊
Der var engang, hvor jeg knap kunne tage mig af mine egne børn i sølle to timer. Det udstillede min sårbarhed. Det fremkaldte den tanke, at jeg ikke engang ville kunne have mine børn hveranden weekend, såfremt det skulle overgå mig at blive skilsmisseforældre. Ikke at det nogensinde har balanceret på den kant, selvom sygdom unægtelig øger kravet til arbejdet med at gå i samme takt som par, – men alene tanken. Eller som Jeppe sagde; “Du vil faktisk ikke engang kunne sørge for dig selv”!
Nu har jeg det bedre og kan begynde at se efterladenskaberne i øjnene, indtil det ikke længere er farligt. For derefter at lægge det på meningithylden (ikke skraldespanden, men hylden, for det kan være, at andre har brug for det!).
◊
Jeg tænker på, at mine børn engang vil nå frem til dette indlæg. Tænker på, hvordan det vil være for dem, at læse det. Men ……… det er jo ingen hemmelighed, de har levet og lever i det, vi snakker om det, de har det med sig, som en af de tunge ting i tasken, men de kan godt bære den taske, – OG de bærer den SAMMEN, (som en erfaren børnekender venligst huskede mig på). I børnevenlig og kort version har vi også allerede snakket om dette indlæg, og deres konklusionen er “do it”.
“Argh, kan det hele nu også være så slemt”? – Ja, det kan det, det har jeg tre hoveder, som til hver en tid vil skrive under på.
Så jeg tramper
Godt nytår.
Som skrevet har dette indlæg eksisteret meget længe som billeder i mit hoved. Sune Hansen gjorde billederne til virkelighed og blev dermed jordemoder for dette indlæg – tak for dine illustrationer.
Se flere her
Jeg troede faktisk, at Halloween var overstået og at zombier, spøgelser, uhyrer og monstre havde forladt os igen. Men jeg tog fejl; ét havde gemt sig hos os og dukkede i dag op forklædt som mor!
Jeg kunne allerede fra morgenstunden mærke, at det lurede bagved. Jeg var nøjagtig ligesom min døde el-tandbørste; en eller anden havde glemt at putte mig i opladeren i nat. Så hugtænderne truede med at titte frem.
I flere timer gik det dog forbavsende godt, ingen kløer eller tænder, men ved 11-tiden stod det mig pludselig klart, at jeg ikke var i stand til at strække den længere. Jeg kunne ikke forhindre nedenstående fornemmelser:
– Takkede guderne for, at min yngste søn nu har en alder, hvor han sagtens kan være alene indtil hans far og brødre kommer hjem – og sprang så ellers i seng.
Den der følelse af at nå kanten, har jeg simpelthen ingen ord for. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive eller forklare det.
Men jeg kom til at tænke på en episode, kort før jeg blev sygemeldt for anden gang. Dengang tiltog generne uden at det stod klart for nogen, at det var meningit jeg var oppe imod igen. Så på en hårdt tiltrængt paragraf 56-dag var jeg hjemme fra arbejde. Men samme dag skete det, at en af mine sønner blev syg og måtte hentes hjem fra skole. Det slog mig fuldstændig ud, jeg kunne slet ikke magte det, jeg var presset ud over forstand. Havde en følelse af, at ét skridt mere i forkert retning ville forvandle mig til direkte psykiatrisk indlevering. Dertil kan man nå, det er frygteligt.
Så når min meningitmate lige har skrevet til mig om tilbagegang, – bl.a. pga. hendes syge barn, som hun var alene med i tre dage, – så forstår jeg fuldt ud, hvad hun mener.
◊
Tilbage til monsteret; så kunne jeg som sædvanligt, – når overtrætheden har taget styringen, – ikke umiddelbart falde i søvn. Lå blot og lå, hvilket også udgjorde en lindring. Efter lang tid faldt jeg dog i søvn og vågnede først timer senere – uden følelsen af at være udhvilet. Men jeg var allerede gået glip af meget familietid og stod derfor op – lettere rundt på gulvet. Søvnen reddede mig i nogle timer, før monsteret slog til – det åd al min tålmodighed, skældte ud på børnene, kommanderede med dem og var absolut heller ikke et plus for manden i familien. For at sætte trumf på, sluttede det af med at facebook smed noge søndags-venne-opdateringer i hovedet på mig, visende alle de skønne ting, man kunne have foretaget sig.
Nu skal du ikke trøste mig, ved at sige, at alle har en dårlig dag ind imellem. Jeg ved det, det har alle. Men ikke som dette, dette er af en anden dimension. (Ask my family if you don´t believe me). Du skal heller ikke have ondt af mig. Og du skal slet ikke stoppe med at skrive om skønne søndagsoplevelser på facebook. Men hvis du bare vil tro på det, jeg skriver her.
◊
Sygdom og børn er et kapitel for sig. Det er min hensigt, at skrive om det engang. Men jeg er ikke nået dertil endnu.
Hvad jeg kan skrive nu er, at når jeg afleverer mine børn og får andre til at passe dem, eller når jeg opgiver at deltage i aktiviteter her i vores lille familie, så er det ikke kun dårlig samvittighed der præger mig, men mere sorg over tab af samvær med dem.
Det tager lang tid, at indse, at jo længere jeg strækker mig i min tid sammen med dem, jo mere mister jeg dem. For derved går jeg så langt over min egen træthedsgrænse, at den mor, der er hos dem, ikke bringer noget godt. Lidt ad gangen, så længe der er energi, bringer nærværet og intimiteten med dem tilbage.
Jeg er taknemlig, når andre hjælper ved at give mine børn tid og nogle af de oplevelser, som jeg ikke selv formår lige nu.
Monsteret nåede at blive aflivet her til aften. Nu vil jeg skynde mig i seng.
Nyd jeres børn:-)
En uge fremme i børnenes skoleferie.
Det bringer både en god og en dårlig nyhed.
Den dårlige er, at den forgangne uge har været hård. At være alene med vores tre drenge, er den allerstørste udfordring som følgevirkningerne af viral meningit har bragt mig. Og den, som det er sværest at se i øjnene; – at jeg ikke kan være alene med mine egne børn. Hvilken falliterklæring. Hvilken mor er man så?
Nærmere præciseret så var jeg dækket ind af andres hjælp, så min alenetid med drengene faktisk kun drejede sig om en hel og to halve dage. Og faktisk så gik det ret godt. Og jeg var så glad for,- og faktisk også stolt over – at det lykkedes mig at holde timerne gode for os alle fire. Det krævede bare så meget af mig, at jeg faldt helt sammen indeni, da Jeppe kom hjem fra arbejde – også selvom jeg havde hvilet mig i halvanden time mens den elektroniske babysitter tog over.
Det udfordrer mig enormt, at skulle “være på” som eneste voksen over længere tid. Hvis jeg derimod har mulighed for at trække mig tilbage ind imellem – og kan sove/lave noget, hvor jeg ikke skal forholde mig til nogen,- eller får selskab af en anden voksen, så lader jeg hurtigt op til “en omgang mere”. Hvis ikke – ja, så slipper min energi og mit humør op. Så trænges jeg tilbage til den samme krog, som jeg stod i i vinters. Den hvor mine ressourcer bliver mig frataget og jeg forsvinder mentalt.
♦
Den gode nyhed er, at det ikke tager mig måneder at komme ovenpå længere. En weekend med Jeppes tilstedeværelse var nok til at rette op på det meste. Det gode er også, at jeg er så heldig at have familie og venner, som hjælper mig igennem disse uger. “Det var så lidt” – siger de. Men det er det ikke for mig og min familie – det er langt mere end de ved af.
♦
– Så den forgange uge tydeliggjorde, hvor sårbar jeg fortsat er. Men også hvor hurtigt jeg, – med hjælp, – kan bringe det tilbage på rette kurs.
– Den forgange uge var hårdere end jeg havde forventet, men set med erfaringens øjne forventelig og forståelig nok.
