Kategori: Tro

 

For nogle måneder tid siden hørte jeg pludselig lyden af min egen latter igen. En fri og hjertelig latter, som havde fået frikvarter fra tågens lammelse.

Jeg husker også, at latteren – efter min fars opslidende sygdomsperiode og dødsfald – ligeledes havde sat sig selv så meget på stand by, at jeg registrerede lyden, som en gammel ven, da den dukkede op igen.

En bortrejst ven, atter hjemvendt. Og på trods af periodevise forsvindings-numre, en trofast, kær ven, – som altid dukker op igen.

 

Du er så velkommen. Også selvom der er mange ubekendte faktorer i mit fremtidige regnskab:

• Helbred – bliver jeg rask eller hvor rask bliver jeg?
• Job – kommer jeg til at kunne varetage et normalt job igen og hvor?
• Økonomi – hvis jeg lander et sted over fleksjob (forhåbentligt), men langt under mit normale timeantal, hvordan klarer vi os så?

– For jeg nægter at lade fremtidens usikkerhed indtage mit hjerte med angst. Hvis jeg gør det, så taber jeg. Angst æder min fremgang og det er fremgangen, der skal sikre min fremtid.

Det er ikke fortrængning eller naivitet. Men en stærk tro på, at en bagvedliggende kraft arbejder med mig.

Og man skal grine så langt som overhovedet muligt.

 

Dengang jeg så sådan ud, grinede vi også:

-Vi grinede af, at elastikkerne i min nakke var sprunget, så mit sande jeg pludselig viste sig.

-Vi grinede af, at den søde natsygeplejerske, som kun havde set mit ansigt, havde lagt bukser til mig i str. XL

-Vi grinede af ungerne, som forestillede sig, at hævelsen kunne have sat sig i brysterne fremfor kinderne.

Det var ikke udelukkende sjovt, det var det ikke, det var også smerte og spekulation. Men jeg fortryder ikke latteren over hamsterkinderne, – heller ikke selvom de kort tid efter førte til meningitis.

 

(Og jeg har lige reserveret en bog af Norman Cousins, som på egen krop erfarede latterens og livsviljens og alle positive følelsers gunstige virkning.)