Dengang min ældste søn netop var fyldt 2 år, og min mellemste søn stadig var yngst og helt spæd, blev vi inviteret ud at ride. Eller det vil sige, min ændste søn gjorde. Lille mand, stor hest og kæmpe ridehjelm. Et skønt syn, men også et lidt vildt syn for en total heste-uerfaren mor,… Læs mere Baglæns
Kategori: Inspiration
Jeg ved ikke, hvordan det opstod, men pludselig blev det en fornøjelse at fotografere. Jo, jo jeg har da fotograferet før. Selvfølgelig – jeg har jo tre børn, så ferier, fødselsdage og familieminder er veldokumenterede. Men jeg har aldrig tidligere interesseret mig for selve fotograferingen eller tænkt ret meget over teknik, kamerafunktioner, motiv og lysforhold. Mine billeder blev taget for at udfylde livets foto-cv. Minder – eller måske nogle gange beviser. I hvert fald var det resultatet, der var essensen.
Og selve resultatet er da stadig en tilfredsstillelse, men efter at meningittens følgevirkninger installerede mig herhjemme, er det i stedet begyndte at dreje sig om selve fotograferingens øjeblik.
Eller også kan det være, at det har noget med alder at gøre, men så er jeg måske nok noget forud; – jeg ved ikke hvor mange 41-årige der falder i svime over, hvordan solens stråler rammer en blomst. Jeg burde jo have travlt med job og efteruddannelse. Solstråler og blomster det er sådan noget generationerne forud for mig, taler om. Så det har nok nærmere noget at gøre med den eftertanke og pludselige ro, som følgevirkninger har kastet af sig. Eller også er det simpelthen bare menneskets indbyggede evne til overlevelse; når man mister én evne, må man opfinde en ny.
Jeg fotograferer aldrig ret lang tid ad gangen, men i de øjeblikke jeg fotograferer mærker jeg ikke trætheden. Det er noget med at det lykkes mig at kravle så langt ind i oplevelsen, at nuets kraft ophæver trætheden. I fotograferingens stund mærker jeg ikke hjernen, der er gået i bakgear, men derimod et lille øjeblik af ren væren. Nydelse og glæde uden tanke for andet.
♦
Jeg er laaangt fra nogen ørn til det, jeg har stadig ikke sat mig ind i ret meget, jeg fotograferer udelukkende med mit middelmådige mobilkamera. Men øjet begynder at opfatte ting, det før ikke så. Jeg har også lånt både et kamera og bøger om fotografering. Jeg er bare ikke nået dertil endnu. Jeg har så afgjort intentionen og lysten, men mangler overskuddet. Det kommer engang. Engang.
♦
I vores have har vi judaspenge. De får lov at sprede sig i “skovbrynet”. Og de mørkviolette blomster i foråret er da okay, men først når efteråret har indhentet dem, bliver de magiske. Frøene ligger som de fineste smykker, pakket i tyndt silkepapir i en fornem gaveæske, glimtende som sølv i solen.
I morgen skal vi agere borger-fotografer herhjemme. Er blevet spurgt, om vi vil deltage i et projekt, som skal blive til en særudstilling om vores egen nutidshistorie.
Udstillingen “Sydvestjyske Historier om Danmark” fortæller desuden 10 historier fra forskellige tider og vil blive vist på Museet Ribes Vikinger fra 4. november 2017 til 25. februar 2018. Ideen er opstået i kølvandet på Danmarks Radios “Historien om Danmark”.
Og hvad skete der så?
Og hvad skete der så? Jo, så var hun til møde med sagsbehandler, jobkonsulent og “hjernerådgiver”. Og sammen besluttede de at flytte hendes virksomhedspraktik tilbage til det første sted, hvor hun var mere skærmet mod indtryk og derfor bedre kunne fungere. Desuden blev der vedtaget nedsættelse til 1 arbejdsdag i ugen. Det har givet… Læs mere Og hvad skete der så?
Jeg er alene. Med fuglenes kvidren udenfor og brændeovnens knitren. Ellers intet. Helt alene, hele dagen – og det bekommer mig vel. Jeg har altid holdt af det, men nu er det ikke længere blot noget jeg holder af, nu er det blevet nødvendigt. Et pusterum, et åndehul for at holde mit udsyn klart her midt i følgevirkningerne.
Det lindrer som blev jeg påført smertestillende salve.
Og dog er jeg klar over, at havde jeg ingen at savne, da ville min alene-hed farves anderledes.
Jeg savner i glæde.
Ha´en god aften.
Jeg havde en plan om, hvad dette 2. kapitel skulle handle om. (1. kapitel kan læses her). Men indholdet er ændret, for der var én, som spurgte mig om noget. Spurgte mig om, hvem der har været den største hjælp/støtte igennem alt dette meningit-hurlumhej.
Og jeg var ikke i stand til at give hverken ét eller en håndfuld navne, – for svaret er meget større. Og det fik mig igen til at tænke.
Mange forskellige mennesker har hjulpet mig i løbet af det forgangne år. Nogle ved det til dels, mange er slet ikke klar over det.
Og det er som om, at mine sanser i forhold til andre menneskers venlighed er blevet finere/skærpede, efter følgevirkningernes indtræden (endelig en positiv en af slagsen). Det er som om at andre menneskers venlighed bliver modtaget på en anden frekvens end tidligere. En frekvens, som leder al venlighed og hjælpsomhed direkte ind i det inderste, hvorefter det går ud i hele kroppen. Det er som om andre menneskers betænksomhed, omsorg og venlighed transformeres til lindring og energi. – Og ja, det lyder måske overdrevet eller som at jeg har skiftet Treo ud med noget betydeligt sjovere, så du må gerne vende øjne af mig eller grine, men ………. det er sådan jeg oplever det. Hvis du synes, at det lyder som nonsens, så spring dette indlæg over.
Det er ikke et planlagt fænomen, og jeg har hverken tænkt eller læst mig frem til det. Det er en spontan og intuitiv (tror jeg) ændring af min måde at opfatte andre menneskers væremåde på. Det fulgte automatisk i kølevandet på mine helbredsmæssige udfordringer. Det er som om, at der ligger gemte mekanismer i én, som først viser sig, når man er helt nede og røre bunden. Jeg vidste ikke inden, at fx andre menneskers smil og imødekommenhed kunne forlænge min energi. Jo, det vidste jeg godt – overordnet. Men jeg vidste ikke, at det også kan gælde helt bogstaveligt, at det rent faktisk kan føles i kroppen og give mig konkret mere tid, før tåge indtræder. (Selvfølgelig i begrænset omfang; jeg kan ikke køre på smil en hel dag).
Jeg har fået hjælp og bedt om hjælp hos mange mennesker. Hjælp i forhold til børnene, job- og praktiksituation, kommunespørgsmål, helbredsmæssige spørgsmål, praktiske forhold, alt muligt. Jeg har modtaget mange hilsner, tanker, små besøg. Og overbærenhed i store mængder. Små og store ting. Bortset fra at “små ting” er faldet ud af mit ordforråd, for pludselig betyder selv den mindste ting meget for mig. En venlig bemærkning, et smil, en uventet forståelse, lidt praktisk hjælp, en gåtur, et spørgsmål og meget andet. Alt det som man før værdsatte, men som forholdsvist hurtigt blev opløst af hverdagens gang og gøremål, det lyser nu op som en energisparepære med forlænget levetid og med en anden glød en tidligere.
Jeg har også flere gange spurgt om hjælp, hvor jeg har tænkt, at det var på kanten af, hvad jeg kunne tillade mig, men har alligevel altid, efter overvejelse, besluttet mig for at bede om den, – for jeg har haft sådan brug for den. Så jeg spurgte i håbet, men aldrig med en følelse af at have krav på respons. – Og jeg er aldrig blevet afvist, når jeg har spurgt. Der er meget godhed i verden.
Selvom man er syg, må man ikke glemme sin egen forpligtelse til at række hånden ud efter hjælp. Jeg ved, at det kan være svært, at man måske virkelig har brug for, at det går den anden vej. Men der er altid så meget usikkerhed omkring syge mennesker; Hvordan skal vi håndteres? Hvad kan vi? Hvad kan vi ikke? Hvad må man spørge om? Hvis man selv kan mobilisere overskuddet, gør man sig selv en stor tjeneste.
Og jo, der er da også ganske få mennesker fra hvem jeg har mødt en anden tilgang end forventet. Men når jeg finder mig selv i bebrejdelsens grøft, så husker jeg mig på, at de har grunde dertil, som jeg intet kender til.
Jeg holder stædigt fokus på det gode. Og lader mig bevist tanke op med energien fra andre mennesker – man kunne næsten kalde mig en snylter;-)
Efterfølgende har jeg læst bøger, som blandt andet har omtalt; At samværet med vore kære udløser hormoner i blodbanen, som gør, at vi får det følelsesmæssigt bedre, og samtidig også styrker immunforsvaret. Og også undersøgelser viser, at nærvær med vore kære kan mærkes fysisk i kroppen, som energi. Man kan læse, at kærlighed dermed har en håndgribelig virkning, da der afgives energi og hormoner til helbredelse/fysisk bedring. At tage imod støtte fra andre, er bevist mere gavnlig end motion, sund kost m.m.
(Fra blandt andet: “Oxytocin Role in Enhancing Well-Being”- Journal of Affective Disorders, “Positive Affect and Psychobiological Processes Relevant to Health” – Journal of Personality)
Så undersøgelser beviser, netop det jeg intuitivt mærker; At kærlighed fra andre hjælper kroppen til at opnå bedring. Man kan sige, at det er vigtigt, ikke at føle sig ensom midt i sygdom. Omvendt betyder det ikke, at man konstant skal omgive sig med andre mennesker. I så fald ville jeg kun få det værre og værre, da det jo i høj grad er ro, som hjælper mig fremad. Men ro baseret på en kærlig grobund.