Jeg sidder nu på den anden side af 86 møder/undersøgelser/samtaler/kontroller. Og det føles ubegribeligt, uvirkeligt og surrealistisk, at der nu ikke er indlagt flere krydser af den art i min kalender. 86 fordelt ud over de 2 år, der er gået fra min sygemelding nr. 2 og frem til min fleksbevilling, synes måske overkommelig… Læs mere 86!
Tag: accept
Jeg havde fødselsdag i søndags – rundede et såkaldt skarpt hjørne. Og som udgangspunkt udelukkede jeg på forhånd fuldstændig at markere det. Men så gik det op for mig, at jeg faktisk havde lyst til det. Og i stedet for at skælde mine følgevirkninger ud over at det ikke kunne lade sig gøre, satte vi os til forhandlingsbordet og indgik et kompromis. Kompromiset hed en mindre bordfuld kvinder i 2 timer. På forhånd bad jeg om forståelse for afslutning til aftalt tid. Jeg fik hjælp til klargøring, oprydning, kagebagning og kageafhentning og ikke mindst; middagsluren blev sikret. Og efter af husets 4 hankønspersoner selvvalgt fortrak til nabohusets ligeledes 4 hanner, fik jeg besøg og havde 2 dejlige timer.
– Og egentlig passer det vel meget godt ind i tidens trend, hvor speed-dating, speed-meeting og pecha kucha huserer; nu også speed-fødselsdage.
Familien blev fordelt i små mængder/tidrum på de omgivende dage – også med hjælp. Og med planlægning og prioritering fungerede det. Men først nu forstår jeg for alvor, hvilken bedrift det må have været for min meningit-ligesindede at holde bryllup sidste sommer. Og hvor fantastisk det var, at de formåede at gøre det til en god dag.
◊
Den så omtalte 40-års krise er forlængst overstået. Den aflivede meningitten meget effektivt, og som jeg skrev på facebook; “Da efterdønningerne fra meningitis ofte afstedkommer følelsen af at være jævnaldrende med min bedstemor, så er 40 på papirer jo den rene svir”
Vi sluttede af ved tulipanmarkerne og mine dage så bl.a. sådan ud:
De efterfølgende dage har unægteligt set noget anderledes ud, for selvom jeg havde taget højde for alt, hvad jeg kunne tage højde for, så kunne jeg ikke undgå at blive mærket af det. Men det er okay, jeg vidste det og jeg havde kalkuleret med det. Så jeg blev igen på alder med min bedstemor og formåede blot at tusse lidt omkring mellem mine hvil og skyndte mig at hænge vasketøj op, umiddelbart før familien kom hjem, så det dog så ud som om, at jeg havde lavet noget.
Men det er som sagt okay. Jeg havde skønne dage. Min fødselsdag var mit frikvarter. Et pusterum fra sygdom og system.
Følgevirkningerne har jeg accepteret, de har deres eget liv og jeg forsøger at følge deres rytme, vi finder ud af det. Det er mere i forhold til det omgivende samfund, at det bliver svært. For når man er opdraget til, at enten er man syg og ligger i sin seng eller også går man på arbejde, så er det rigtig svært at placere sig selv i min situation. Derudover skal jeg igen og igen forklare og forklare mine følgevirkninger og udfordringer for diverse instanser. Og det forstår jeg godt, at jeg er nødt til, ….. men ………….. man bliver så træt.
Og det kan godt give mig følelsen af at have svigtet min pligt til at blive rask, så jeg ikke ligger samfundet til byrde. Eller som min meningit-mates landmands-far udtalte: “Hvis du havde været en ko, så var du blevet aflivet”!!
Det er jo ikke løgn. Men lykkeligvis er jeg ikke en ko. Og jeg tillader mig at bilde mig ind, at jeg fortsat har noget at bidrage med. Om ikke i form af ordinært job så i form af noget andet – måske bl.a. mit skriv – som en anden dimension til den motorvej som vi tilskyndes at køre ud af med speederen i bund. Måske kan jeg være marken ved siden af vejen, som man engang imellem lader sine øjne falde på, det ukrudt som egentligt kan være okay pænt og nogle gange endda ligefrem til nytte.
Jeg tror, at det handler om at følges med livet fremfor at forsøge at overhale det.
At slutte fred med livet.
– Det gælder både i hverdagens almindelige travlhed og under sygdom.
Men vi har sjældent tålmodigheden eller roen til blot at være eller at afvente.
Og evnen til at give slip, til at turde overgive sig – den er næsten udslettet fra vores egenskaber. For vi er så vant til, at vi er dem der bestemmer, vi er dem der har styringen. Hele vores vestlige opdragelse har lært os, at vi med vores vilje kan styre vores liv. Har lært os at have kontrol, at være stærke, at holde fast, aldrig at give op.
Og hold da op, hvor har jeg holdt fast. Langt, langt ud over al fornuft. Fordi jeg med min viljestyrke VILLE kunne bestemme, hvor rask jeg var. Og det er meget tankevækkende at opleve, hvor ufattelig langt ud over grænsen man kan drive sig selv.
For fanden tager ved én og man kæmper med næb og kløer, “jeg skal vise …”
Indtil man stopper lige nøjagtig før man falder ud over kanten. Og langt om længe indser, at styrke ikke kun handler om at blive ved og ved og ved, men i lige så høj grad om at vide, hvornår det er tid at sige stop. Indser at nogle kampe er ulige og forgæves, slider én op i krop og sjæl. Indser at det nogle gange ikke handler om at give op, men om at give slip.
I lang tid betragtede jeg mine følgevirkninger, som noget der skulle bekæmpes. En hadefuld fjende, som det – koste hvad det ville – skulle nedlægges. Jeg brugte lige så mange våben, som havde det været fysisk krigsførelse. Uden evne til at se, at det var mig selv, jeg var i gang med at nedskyde – for meningit-følgevirkningerne ER jo mig!
Man kommer intet til livs ved at bekæmpe sig selv. Men først da jeg blev sygemeldt for anden gang, ni måneder efter at jeg havde fået konstateret meningit, indså jeg den sandhed. I stedet for en fjende så jeg endelig følgevirkningerne som en del af mig selv.
Jeg tror, at forudsætningen for bedring er, at lære at leve med det som er lige nu. At acceptere. Og ikke blot at acceptere, jeg tror oven i købet, at vi er nødt til at gøre os til ven med vores gener, at lære at elske dem! Jeg ved, at det lyder provokerende i manges ører. Men generne er en del af os og vi er nødt til at elske HELE os selv, hvis vi skal frigive ressourcer til bedring. Min overbevisning er, at man ikke kan kæmpe sig frem til helbredelse, man kan elske sig frem til det.
♦
Og så alligevel. Gribes et øjeblik af panik, for vi var jo dem, der skulle styre, kontrollere og udtænke det hele. – … det er vi så bare ikke alligevel.
Når man bliver syg, tvinges man til at arbejde sammen med noget, som er større – langt større – end ens egen vilje. At opdage det er fremmed og skrækindjagende. Men når man først har set det i øjnene, lettes en byrde fra ens skuldre. Som at møde en ven – “hey, du er ikke alene om at klare det her”. Man sænker paraderne, afholder sig fra at kæmpe. Lytter, slutter fred – og så sker det forunderlige; man opdager at bedring indtræder – lige så stille.
Giver da endelig slip. Vender mig med åbne arme og lader komme, hvad der må komme. I overbevisning om at jeg bliver skyllet op på land igen – et eller andet sted.
I sygdom som i alle andre forhold: Vi er ikke alene om ansvaret; er vi sammen med vores sjæl, vores højere selv, livet, energien, universet, Gud. – Kald det hvad du vil.
