ærlighed – Jeanette Ohrt

Jeg har diskuteret det meget – med mig selv og med andre. Det med at blogge. Og om at blogge om sygdom.

Udstiller jeg mig selv og min familie? Sætter jeg andre i forlegenhed ved at smække mit privatliv op i hovedet på dem? Er min ærlighed for meget? Hvorfor er det jeg gerne vil ses/læses? Skulle mine indlæg i stedet have levet som private dagbogsider? Sorterer jeg virkelig under betegnelsen “medieliderlig”?

Og jeg har virkelig overvejet, hvorvidt mit seneste indlæg var for pågående/for krads – for ærligt.

Men af den respons jeg får, bliver det mig mere og mere klart, at det er, når jeg skriver allermest ærligt (og oftest allermest smerteligt), at jeg bedst rammer noget hos mine medmennesker.

Og når jeg rammer noget, så får jeg noget – og det breder sig. Det bliver til en byttebod af forståelse/hjælp/støtte/informationer mennesker imellem.

Og så bliver det pludselig meningsfuldt.

Alt dette tilsammen bekræfter mig i rigtigheden og vigtigheden af at blogge om følgevirkningerne af meningit.

Og så er der også bare det faktum, at jeg ikke kan gøre det anderledes. Jeg er simpelthen kun i stand til at skrive som jeg gør. Såfremt jeg skulle ændre i mit indhold og gå på kompromis med ærligheden/virkeligheden, så ville det blive irrelevant, uinteressant, overfladisk, meningsløst.

Hvis jeg ikke skal skrive ærligt, da kan jeg lige så godt lade være

P.S. Titlen som medieliderlig vil jeg tillade mig at afvise. Jeg er et introvert og genert menneske, hvis skræk det altid har været, at blive trukket frem i rampelyset. Når jeg nu alligevel stiller mig “foran”, så er det fordi, at dette her er for vigtigt til ikke at gøre det. Der er så stort et behov for at dele. Det stiller os alle stærkere.

Ind imellem er jeg i samme dilemma som kunstneren, der kan blive i tvivl om hvorvidt han skal fremstille det sikre salgsbare eller det han selv føler. Ind imellem overvejer jeg, at lave visse overspring i min blog. Undlade de dele, som måtte kunne virke trættende. Men det er nødvendigt at medtage det hele, det er vigtigt – for mig, for ligesindede, for fortællingen.

I går havde jeg for alvor besøg af meningit-følgevirkningerne igen. Det er ellers længe siden, at de har været SÅ tæt på mig. – Men det kom ikke bag på mig, jeg er efterhånden blevet som en sporhund, der kan opsnuse deres tilstedeværelse på kilometers afstand og vurdere graden af deres intensitet. Så flere timer før de brød ud, fornemmede jeg deres eksistens; som en diffus følelse i kroppen af et uundgåeligt udbrud – med mindre der sættes ind med ro og hvile, ro og hvile, ro og hvile.

Men jeg havde ikke muligheden for ekstra hvil i går – eller rettere jeg prioriterede det ikke. Jeg prioriterede at deltage i et klassearrangement og betale senere.

Et dejligt arrangement, som på ingen måde var anstrengende, men nok. Nok til at de viste sig igen, de vandalere som følger i kølevandet på ikke at have reageret på tiltagende træthed og hovedpine, og som giver sig til kende i form af frysen, lydfølsomhed, lysfølsomhed, kvalme, fornemmelsen af indre sitren, følelsen af feber og af ikke at kunne være i egen krop, fornemmelsen af at falde på trods af at ligge ned.

Men jeg har lært lektien, jeg har lært at reagere hurtigt, så det ikke ender helt i grøften. Den evige løsning hedder hvile, ro – og en mand, som strækker sin hårdt afprøvede tålmodighed endnu et par centimeter. Heldigvis tager det ikke længere dagevis at rette op på. Heldigvis fik jeg forholdsvist hurtigt ændret kurs.

♦

Jeg kan ikke altid forudse hvordan det hænger sammen. Der er ikke altid nogen oplagt logik i det. Men jeg bliver bedre og bedre til at agere i det. Jeg bliver bedre og bedre til at læse kortet. – Tænk om det er et skattekort:-)

Maleri af Jeppe Oldenburg

Jeg har fået positive tilkendegivelser for mit nyligt opdaterede foto på facebook samt her på bloggen.

– Hvilket har affødt tanker, for billedet svarer sjældent til virkeligheden inden i mig. Men nogenlunde sådan ser jeg altså ud! Og det har ærlig talt været underligt, i hele det forgangne år, at gå rundt med et udseende, som min tilstand ikke har kunnet leve op til. Og har ført til, at jeg nogle gange nærmest har undskyldt mit veloplagte udseende!

Jeg kunne også have valgt dette foto:

Taget da jeg var indlagt med opsvulmet ansigt, – hvilket næppe behøves forklaret! (Og så er det ikke engang det værste foto fra dengang, kan jeg hilse og sige, – men lidt forfængelig har man dog lov at være).

Eller dette:

Taget i perioden, hvor træthed hærgede mig i en grad, så jeg følte mig så tung, at jeg til stadighed undrer mig over, at jeg ikke brast gennem gulvet og forsvandt mod jordens indre.

For jeg tror, at vores samfund har brug for, at vi viser os for hinanden. At vi tør fortælle hele historien, hele virkeligheden. – Glansbillederne af vores liv, men OGSÅ alt det andet; det der gør ondt, det der ikke er så pænt.

Så hvorfor valgte jeg billedet med det største smil taget på den bedste dag? Faldt jeg ikke i, med begge ben, i forhold til min egen holdning? Hvilket billede skal man give af sig selv?

I hvert fald ikke det-er-synd-for-mig-billedet, så jeg valgte trods alt det pæneste. – Og takker for kommentarerne.