I dag vil jeg dele en julegave. En julegave, som er til min bedstemor, men som nu også bliver til alle andre, som vil have den. Og det er måske lidt underligt sådan at give ud af en andens julegave, og så oven i købet før hun selv har fået den, men jeg tænker,… Læs mere En julegave – og ikke et ord om meningitis
Tag: Blog
Jeg har diskuteret det meget – med mig selv og med andre. Det med at blogge. Og om at blogge om sygdom.
Udstiller jeg mig selv og min familie? Sætter jeg andre i forlegenhed ved at smække mit privatliv op i hovedet på dem? Er min ærlighed for meget? Hvorfor er det jeg gerne vil ses/læses? Skulle mine indlæg i stedet have levet som private dagbogsider? Sorterer jeg virkelig under betegnelsen “medieliderlig”?
Og jeg har virkelig overvejet, hvorvidt mit seneste indlæg var for pågående/for krads – for ærligt.
Men af den respons jeg får, bliver det mig mere og mere klart, at det er, når jeg skriver allermest ærligt (og oftest allermest smerteligt), at jeg bedst rammer noget hos mine medmennesker.
Og når jeg rammer noget, så får jeg noget – og det breder sig. Det bliver til en byttebod af forståelse/hjælp/støtte/informationer mennesker imellem.
Og så bliver det pludselig meningsfuldt.
Alt dette tilsammen bekræfter mig i rigtigheden og vigtigheden af at blogge om følgevirkningerne af meningit.
Og så er der også bare det faktum, at jeg ikke kan gøre det anderledes. Jeg er simpelthen kun i stand til at skrive som jeg gør. Såfremt jeg skulle ændre i mit indhold og gå på kompromis med ærligheden/virkeligheden, så ville det blive irrelevant, uinteressant, overfladisk, meningsløst.
Hvis jeg ikke skal skrive ærligt, da kan jeg lige så godt lade være
P.S. Titlen som medieliderlig vil jeg tillade mig at afvise. Jeg er et introvert og genert menneske, hvis skræk det altid har været, at blive trukket frem i rampelyset. Når jeg nu alligevel stiller mig “foran”, så er det fordi, at dette her er for vigtigt til ikke at gøre det. Der er så stort et behov for at dele. Det stiller os alle stærkere.
Tak for den gode modtagelse af min blog.
Den har været længe undervejs. Altid et behov for at skrive, men i lang tid et urealistisk tiltag pga. den tekniske side af sagen kontra min tilstand. For nogle måneder siden tog jeg udfordringen op. Startede fra absolut scratch som blogopretter/blogger og arbejdede mig langsomt fremad.
Sat i forhold til neuropsykologens konklussion om, at min hjerne fungerer som tidligere, men i meget kortere tid ad gangen, har det været en langstrakt proces. Og blogoprettelsen har ind imellem kostet ekstra hovedpine og forsvinden ind i den tåge, som jeg oplever, når jeg overhører stopsignalerne og forsøger at fortsætte, selvom trætheden har plantet en mur foran mig.
Men der har også været masser af små yes-oplevelser og en kæmpe tilfredsstillelse. Jeg VILLE det her. Ville have et sted at skrive. Ville se, hvor meget jeg formåede – en måde at teste mig selv på. Og med en hjælpende hånd undervejs sidder jeg nu med en blog.
Hvad skrivningen angår, så har det altid fulgt mig – i gode som dårlige tider. Det er både en naturlighed, et behov og en nødvendighed – min overlevelse.
Så altså – jeg har forsøgt at gennembryde mure for at nå hertil. Og har erfaret, at ved at dele alting op i bitte små dele og tage ét skridt ad gangen, så når man rigtig langt.
– Det gør godt at tænke på.
