Tak for den gode modtagelse af min blog.
Den har været længe undervejs. Altid et behov for at skrive, men i lang tid et urealistisk tiltag pga. den tekniske side af sagen kontra min tilstand. For nogle måneder siden tog jeg udfordringen op. Startede fra absolut scratch som blogopretter/blogger og arbejdede mig langsomt fremad.
Sat i forhold til neuropsykologens konklussion om, at min hjerne fungerer som tidligere, men i meget kortere tid ad gangen, har det været en langstrakt proces. Og blogoprettelsen har ind imellem kostet ekstra hovedpine og forsvinden ind i den tåge, som jeg oplever, når jeg overhører stopsignalerne og forsøger at fortsætte, selvom trætheden har plantet en mur foran mig.
Men der har også været masser af små yes-oplevelser og en kæmpe tilfredsstillelse. Jeg VILLE det her. Ville have et sted at skrive. Ville se, hvor meget jeg formåede – en måde at teste mig selv på. Og med en hjælpende hånd undervejs sidder jeg nu med en blog.
Hvad skrivningen angår, så har det altid fulgt mig – i gode som dårlige tider. Det er både en naturlighed, et behov og en nødvendighed – min overlevelse.
Så altså – jeg har forsøgt at gennembryde mure for at nå hertil. Og har erfaret, at ved at dele alting op i bitte små dele og tage ét skridt ad gangen, så når man rigtig langt.
– Det gør godt at tænke på.
