“Jo da, det kan du sagtens lære” – var der flere, der blev ved med at sige til mig, efter at jeg havde ytret mig om mine overvejelser angående at kaste mig ud i hæklingens kunst. Og den form for positiv pædagogik har det jo med at virke, så ja, jeg kunne godt. Måske… Læs mere Historien om et tæppe
Tag: energi
Ordforstoppelse
I nat vågnede jeg ved, at blæsten jagede rundt udenfor. Her hvor jeg bor, er der sædvanligvis ikke noget usædvanligt i det, men eftersom jeg vågnede af det, var det ud over det normale, og jeg overvejede at gå ned og redde de ting, som stod på trappen udenfor. Men faldt i søvn igen før… Læs mere Ordforstoppelse
Og hvad skete der så?
Og hvad skete der så? Jo, så var hun til møde med sagsbehandler, jobkonsulent og “hjernerådgiver”. Og sammen besluttede de at flytte hendes virksomhedspraktik tilbage til det første sted, hvor hun var mere skærmet mod indtryk og derfor bedre kunne fungere. Desuden blev der vedtaget nedsættelse til 1 arbejdsdag i ugen. Det har givet… Læs mere Og hvad skete der så?
Jeg havde en plan om, hvad dette 2. kapitel skulle handle om. (1. kapitel kan læses her). Men indholdet er ændret, for der var én, som spurgte mig om noget. Spurgte mig om, hvem der har været den største hjælp/støtte igennem alt dette meningit-hurlumhej.
Og jeg var ikke i stand til at give hverken ét eller en håndfuld navne, – for svaret er meget større. Og det fik mig igen til at tænke.
Mange forskellige mennesker har hjulpet mig i løbet af det forgangne år. Nogle ved det til dels, mange er slet ikke klar over det.
Og det er som om, at mine sanser i forhold til andre menneskers venlighed er blevet finere/skærpede, efter følgevirkningernes indtræden (endelig en positiv en af slagsen). Det er som om at andre menneskers venlighed bliver modtaget på en anden frekvens end tidligere. En frekvens, som leder al venlighed og hjælpsomhed direkte ind i det inderste, hvorefter det går ud i hele kroppen. Det er som om andre menneskers betænksomhed, omsorg og venlighed transformeres til lindring og energi. – Og ja, det lyder måske overdrevet eller som at jeg har skiftet Treo ud med noget betydeligt sjovere, så du må gerne vende øjne af mig eller grine, men ………. det er sådan jeg oplever det. Hvis du synes, at det lyder som nonsens, så spring dette indlæg over.
Det er ikke et planlagt fænomen, og jeg har hverken tænkt eller læst mig frem til det. Det er en spontan og intuitiv (tror jeg) ændring af min måde at opfatte andre menneskers væremåde på. Det fulgte automatisk i kølevandet på mine helbredsmæssige udfordringer. Det er som om, at der ligger gemte mekanismer i én, som først viser sig, når man er helt nede og røre bunden. Jeg vidste ikke inden, at fx andre menneskers smil og imødekommenhed kunne forlænge min energi. Jo, det vidste jeg godt – overordnet. Men jeg vidste ikke, at det også kan gælde helt bogstaveligt, at det rent faktisk kan føles i kroppen og give mig konkret mere tid, før tåge indtræder. (Selvfølgelig i begrænset omfang; jeg kan ikke køre på smil en hel dag).
Jeg har fået hjælp og bedt om hjælp hos mange mennesker. Hjælp i forhold til børnene, job- og praktiksituation, kommunespørgsmål, helbredsmæssige spørgsmål, praktiske forhold, alt muligt. Jeg har modtaget mange hilsner, tanker, små besøg. Og overbærenhed i store mængder. Små og store ting. Bortset fra at “små ting” er faldet ud af mit ordforråd, for pludselig betyder selv den mindste ting meget for mig. En venlig bemærkning, et smil, en uventet forståelse, lidt praktisk hjælp, en gåtur, et spørgsmål og meget andet. Alt det som man før værdsatte, men som forholdsvist hurtigt blev opløst af hverdagens gang og gøremål, det lyser nu op som en energisparepære med forlænget levetid og med en anden glød en tidligere.
Jeg har også flere gange spurgt om hjælp, hvor jeg har tænkt, at det var på kanten af, hvad jeg kunne tillade mig, men har alligevel altid, efter overvejelse, besluttet mig for at bede om den, – for jeg har haft sådan brug for den. Så jeg spurgte i håbet, men aldrig med en følelse af at have krav på respons. – Og jeg er aldrig blevet afvist, når jeg har spurgt. Der er meget godhed i verden.
Selvom man er syg, må man ikke glemme sin egen forpligtelse til at række hånden ud efter hjælp. Jeg ved, at det kan være svært, at man måske virkelig har brug for, at det går den anden vej. Men der er altid så meget usikkerhed omkring syge mennesker; Hvordan skal vi håndteres? Hvad kan vi? Hvad kan vi ikke? Hvad må man spørge om? Hvis man selv kan mobilisere overskuddet, gør man sig selv en stor tjeneste.
Og jo, der er da også ganske få mennesker fra hvem jeg har mødt en anden tilgang end forventet. Men når jeg finder mig selv i bebrejdelsens grøft, så husker jeg mig på, at de har grunde dertil, som jeg intet kender til.
Jeg holder stædigt fokus på det gode. Og lader mig bevist tanke op med energien fra andre mennesker – man kunne næsten kalde mig en snylter;-)
Efterfølgende har jeg læst bøger, som blandt andet har omtalt; At samværet med vore kære udløser hormoner i blodbanen, som gør, at vi får det følelsesmæssigt bedre, og samtidig også styrker immunforsvaret. Og også undersøgelser viser, at nærvær med vore kære kan mærkes fysisk i kroppen, som energi. Man kan læse, at kærlighed dermed har en håndgribelig virkning, da der afgives energi og hormoner til helbredelse/fysisk bedring. At tage imod støtte fra andre, er bevist mere gavnlig end motion, sund kost m.m.
(Fra blandt andet: “Oxytocin Role in Enhancing Well-Being”- Journal of Affective Disorders, “Positive Affect and Psychobiological Processes Relevant to Health” – Journal of Personality)
Så undersøgelser beviser, netop det jeg intuitivt mærker; At kærlighed fra andre hjælper kroppen til at opnå bedring. Man kan sige, at det er vigtigt, ikke at føle sig ensom midt i sygdom. Omvendt betyder det ikke, at man konstant skal omgive sig med andre mennesker. I så fald ville jeg kun få det værre og værre, da det jo i høj grad er ro, som hjælper mig fremad. Men ro baseret på en kærlig grobund.
I stort set alt hvad jeg foretager mig, eksisterer der en bagvedliggende dagsorden.
En dagsorden som hedder: “At øge/forlænge min energi. At holde min hovedpine væk/nede“.
Dette gennemsyrer min hverdag i stort og småt: Når jeg udfører mine morgenrutiner, når jeg laver min mad, når jeg vælger, hvornår jeg gør hvad, og om det er ude eller inde. -Altid, altid er det i baghovedet.
Jeg begynder hver morgen med qigong-øvelser, jeg sammensætter min kost, så den holder mit blodsukker stabilt, jeg lytter til smertelindrende selvhypnose, drikker en særlig te, tager kosttilskud. Alt sammen med tanke på energien og hovedpinen. Jeg sørger for at spise med jævne mellemrum, – igen for at holde mit blodsukker stabilt (det er blevet mere følsomt end tidligere), jeg hviler/sover, jeg slukker for radioer, for fjernesyn og for andre skærme, så der er mindst mulig baggrundsstøj eller trækker mig væk fra den, smutter udenfor.
– Og meget, meget mere.
Selvfølgelig sker det, at jeg undlader nogle af tingene, men jo mere jeg holder mig til ovenstående, jo bedre har jeg det.
Og ofte gør det jo ikke væsen af sig: Ingen lægger fx mærke til, at jeg kun foretager små-indkøb og nøje udvælger hvilken dagligvareforretning jeg besøger og hvornår jeg besøger den. Ingen ved, at jeg afslutter mine bade med et koldt skyl. Eller ser, at jeg putter meditations-musik i ørene hver dag.
– Men det er ikke tilfældigt, alle mine gøremål er bevidste valg og de er nødvendige. Således kører jeg, selvom jeg kan befinde mig lige ved siden af én Rema, videre for at benytte en anden Rema. Ikke fordi, at jeg har udviklet angst eller tvangstanker, men fordi, at den ene Rema føles større og roligere end den anden, og derved æder mindre af min energi. Af samme grund lægges ikke-overspringelige ærinder i byen, i kanten af dagen enten tidligt eller sent, hvor der er færrest mennesker, mindst larm, knap så mange indtryk. Ligesom jeg må vælge mellem fx gåtur eller gøremål – der er ikke plads til begge dele. Og det er at faktum, at jeg pr. automatik altid sætter mig ned, så snart jeg øjner en stol eller mulig siddeplads. Som om det at stå op, er en bedrift i sig selv, – hvilket det også er nogle gange.
Jeg holder alting op mod, hvorvidt det er drænende eller givende, nødvendigt eller unødvendigt. Drænende ting kan være nødvendige. Og mange givende ting indeholder også drænende elementer. Det handler hele tiden om at vurdere og justere. Og pludseligt er alt det man tidligere bare gjorde med venstre hånd, uden at tænke over det, kommet til at fylde rigtig meget. Det gælder ikke kun mig, det berører hele familien. Og ligesom energien er beskåret, er selve tiden også kraftigt beskåret, da der konstant skal indlægges pauser; “Det er jo som at have fået et lille barn igen, vi skal hele tiden indtænke middagslure!” – citat Jeppe.
Man opdager, at det var en luksus, dengang man som udgangspunkt bare kunne sige JA og planlægge ud fra lyst. Men man kan ikke længere tillade sig at ødsle bort, når man har så lidt, at gøre godt med – og det kan være en irritation og en gene og en frustration. Man bliver i hvert fald ret nærig med sin energi.
Men efter at have forvaltet forkert i mange situationer, får man langsomt skåret helt ind til benet, hvad det virkelig er, der betyder noget – og man bliver bedre til at prioritere. Bedre til at holde på energi og derved mindske hovedpine.
