I dag begynder den årlige overlevelsestur: SKOLE-SOMMERFERIE I al sin pragt og rædsel. Og oven i købet en smule længere i år, her i min kommune, hvilket psykologisk nærmest efterlader indtryk af noget uendeligt. Foråret er blevet omdannet til ét langt forhindringsløb af helligdage, “takket være” meningitten. Og knap er den sidste klaret, før sommeren dukker… Læs mere I al sin pragt og rædsel
Tag: familie
Udvalgte øretæver
For nogle måneder siden bagte også jeg småkager – som i den tidligere så omdiskuterede sag, hvor en sygdomsramt borger offentliggjorde fotos af hendes hjemmebag og fik store problemer. Mine småkager havde blot en anden form, de foregik som tilskuer til et stand up show. Hvilket jo ikke er nogen forbrydelse, men alligevel var noget,… Læs mere Udvalgte øretæver
Jeg skulle have været på arbejde=virksomhedspraktik i tirsdags. Altså lige efter påskeferien og uden den vanlige pusterums-dag som efter en normal weekend. Jeg vidste det jo på forhånd og havde i lang tid planlagt, at den udfordring ville jeg tage. Jeg rettede ind efter den, gjorde mig klar.
– Jeg kom ikke afsted!
Grunden til at jeg var nødt til at blive hjemme, rækker langt tilbage. En hård weekend for tre uger siden, som blev efterfulgt af en syg søn og sluttede af med påskeferie – levnede ikke rum til, at jeg kunne nå at hive mig selv op igen og blive klar. Min hårde weekend bød ikke på flere udfordringer end, hvad der til enhver tid er gængs for normalt-fungerende mennesker. Og påskeferien var lig fem dage herhjemme på matriklen, med få besøg, og hvoraf kun ét af dem udgjorde en udfordring for lydfølsomheden.
– Så det er ikke meget, der skal til for at vælte læsset.
◊
“Jeg er nødt til at passe på, for hvis det bliver for meget, så glider jeg ned ad stigen igen – og det er ikke noget jeg tror, det er desværre noget jeg ved”. Dette har jeg sagt mange gange til mig selv og til mange forskellige mennesker. Så min situation kommer ikke bag på mig. Men ………. det ændrer ikke ved, at det er sorgfuldt at opdage, hvor hurtigt følgevirkningerne dukker op igen. At de én efter én listede sig ind igen. Jeg prøvede at spænde mit smil ud over dem, for at dække over dem. Og ved, at det visse dage blev til et grotesk billede.
Jeg ved, at Jeppe kigger langt ind under smilet. Og jeg ved, at det han har set, i den forgangne tid, har fremkaldt mange forskellige rektioner holdt nogenlunde inde i en rolig mand. I påsken formåede han at være et læ-sted for blæsten, – og jeg kravlede i ly. I dyb taknemlighed.
Man har altid brug for dem – sin mand, sine børn, sin familie. Men man har i særdeleshed brug for dem, når man er såret. Brug for dem, som kender situationen og hvor man ikke behøver at forklare, hvorfor man det ene øjeblik kan fungere normal for det næste at være helt kvæstet og mentalt fraværende. Brug for at være omgivet af sin familie, som kan den fine kunst at formå at spørge samtidig med, at de ikke stiller spørgsmål.
Der findes også venner, som kan alt det. Og uanset kundskaber har man også stor brug for venner og bekendte. Men når stormen raser hårdest, kravler man i ly.
Jeg blev hjemme i tirsdags. Ikke fordi jeg troede, at jeg ville får det værre. Fordi jeg vidste det. Og jeg havde ikke råd til at tabe mere. Bjergbestigning i tåge og uden sikkerhedsline er et absolut no go.
◊
Jeg frygter ikke længere at miste de praktiske ting, som jeg tidligere kunne. Og i sidste ende og helt skåret ind til benet og selvom alting hænger sammen, frygter jeg ikke engang økonomisk deroute. Men jeg frygter, som i F-R-Y-G-T-E-R, at havne der, hvor jeg var da jeg blev sygemeldt. For det vil resultere i at jeg mister mine børn og min mand. Selvom vi bor sammen i samme hus, vil det ske, – for jeg vil ikke kunne være mentalt tilstede. Og dermed vil jeg også miste mig selv.
Jeg længes efter at kunne kaste de to ord: “meningitis” og “følgevirkninger” ud over en klippekant. Ikke, at jeg vil kaste i vrede eller sorg. Hvad jeg derimod længes efter er, at kunne befri dem i vinden. At kunne lade dem flyve frit ud af mit ordforråd. For derefter at vende mig om og se på det, der er tilbage. Det vil ikke umiddelbart være et kønt syn og det vil indeholder en mængde begrænsninger, – men det er det, der er! – og vi vil få det til at hænge bedst muligt sammen.
Det er alt, hvad vi ønsker; – at få det bedste ud af det/ro til at få det bedste ud af det.
Men der er endnu et system, som beder om ord. Mange ord. Som skal vendes, vejes og vurderes. Så roen lader vente på sig. Og min/vores ønskeliste må have disse ønsker top-prioriteret: Mere tålmodighed + Velvillighed for systemet.
Er jeg ved at give op? For det syner vel af opgivelse. – Og ja, jeg har virkelig skulle vende det inde i mit hoved. Men – jeg er ikke ved at give op. Det er blot sådan, at når man mærker, at man ikke vinder mere ved at følge den hidtidige vej, så er det på tide at se sig om efter en anden.
Jeg har diskuteret det meget – med mig selv og med andre. Det med at blogge. Og om at blogge om sygdom.
Udstiller jeg mig selv og min familie? Sætter jeg andre i forlegenhed ved at smække mit privatliv op i hovedet på dem? Er min ærlighed for meget? Hvorfor er det jeg gerne vil ses/læses? Skulle mine indlæg i stedet have levet som private dagbogsider? Sorterer jeg virkelig under betegnelsen “medieliderlig”?
Og jeg har virkelig overvejet, hvorvidt mit seneste indlæg var for pågående/for krads – for ærligt.
Men af den respons jeg får, bliver det mig mere og mere klart, at det er, når jeg skriver allermest ærligt (og oftest allermest smerteligt), at jeg bedst rammer noget hos mine medmennesker.
Og når jeg rammer noget, så får jeg noget – og det breder sig. Det bliver til en byttebod af forståelse/hjælp/støtte/informationer mennesker imellem.
Og så bliver det pludselig meningsfuldt.
Alt dette tilsammen bekræfter mig i rigtigheden og vigtigheden af at blogge om følgevirkningerne af meningit.
Og så er der også bare det faktum, at jeg ikke kan gøre det anderledes. Jeg er simpelthen kun i stand til at skrive som jeg gør. Såfremt jeg skulle ændre i mit indhold og gå på kompromis med ærligheden/virkeligheden, så ville det blive irrelevant, uinteressant, overfladisk, meningsløst.
Hvis jeg ikke skal skrive ærligt, da kan jeg lige så godt lade være
P.S. Titlen som medieliderlig vil jeg tillade mig at afvise. Jeg er et introvert og genert menneske, hvis skræk det altid har været, at blive trukket frem i rampelyset. Når jeg nu alligevel stiller mig “foran”, så er det fordi, at dette her er for vigtigt til ikke at gøre det. Der er så stort et behov for at dele. Det stiller os alle stærkere.
Jeg sørgede for at formiddagen var helt rolig. Jeg sov middagslur, umiddelbart før vi skulle afsted. Havde gjort det så fordelagtigt som muligt.
Alligevel kunne jeg ikke forhindre, at energien sivede ud af mig, inden der var gået en time. Og med en fart som havde man slået bunden ud af en flaske.
Det er ikke medynk jeg er ude efter, det er mere min egen forundring over tingenes tilstand. At det stadig kan gå så galt så hurtigt, når det grundlæggende ellers er blevet så meget bedre.
Men det kan det altså. Familiesammenkomst, mange mennesker, megen baggrundsstøj = gardiner der bliver trukket for inde i hovedet og mathed der overtager kroppen.
Men man kan mande sig op til forholdsvist meget. Og man møder gode ting på sin vej, som det er absolut værd at mande sig op til.
Det føltes så rigtigt at sidde midt blandt min familie, som sidst var samlet for 4 år siden. En fantastisk værdi, som ikke kan gøres op i hovedpiner og meningittåge.
Dagen krævede godt nok nærmest øjeblikkelig energibetaling ved kasse ét, – MEN satte samtidig et større beløb ind på kontoen til senere udbetaling.
– Og der var endnu et positivt afkast: I al den munterhed jeg hørte rundt omkring, var min fars latter iblandet.
