Sommeren, som nu er gået igen, placerer sig hvert år som et bredt bælte hen over året, hvor jeg med skoleferiens indtog tager en dyb indånding og lader mig glider ud i det hav, som både er smukt, stormfuldt og dybt. En indånding og altid håbet om at nå uskadt over på den anden… Læs mere Mest kaos på mindst tid
Tag: Frustration
Dage hvor melankoli satte sig på én. Dage hvor hovedpine gjorde sit indtog igen og tog plads, i murstensform, på sin vanlige placering i højre frontallap. (Nej, jeg tager fortsat ikke Treo).
Som om kroppen (- eller noget andet) ønskede at huske mig på, hvordan det var, hvordan det til dels er, – OG hvordan det lynhurtigt kan blive igen, hvis jeg ikke passer rigtig godt på. Som om de følgevirkninger, der langsomt afgiver plads i mig, til gengæld gør krav på det i form af blog-plads.
Så det giver jeg dem:
Jeg husker dengang jeg var nødt til at lægge mig allerede tidligt på formiddagen; dengang jeg ofte vågnede om natten uden at kunne falde i søvn igen; dengang jeg kun lige med nød og næppe formåede at være alene med børnene i 2 timer; dengang jeg lå mere ned end jeg var oppegående; dengang træthed kunne lamme mig, så jeg ikke kom ud af stedet; dengang jeg gik i seng kl. 20; dengang hovedpinen kunne brede sig helt ned i ansigtsknoglerne og ørene; dengang jeg sparede sammen for bare at komme op til nul-punktet; dengang lykken var at der stod “10 timer”, når jeg indstillede vækkeuret til morgenringning!
Og jeg husker dengang jeg skrev:
Trætheden
– er som konstant at være i gang med en marathon og hver aften at slæbe sig over mållinjen.
– er som at blive udslettet indeni.
– er som at miste al humor.
– er som at miste overskuddet, overblikket, glæden og gåpåmodet.
– er mentalt fravær.
– er lammende.
– er diffus.
– er som en farveløs hinde jeg ikke kan bryde ud af.
– gør alt til noget, der bare skal overstås.
– kan bevirke svimmelhed, frysen, indre sitren og uro, kvalme.
– er hovedpine.
– kan overophede hjernen, så den er svær at geare ned igen.
– kan gå helt ind i knoglerne, helt ind i psyken.
– kan føles som feber.
– kan sidde som en hjelm, der presses længere og længere ned, – tilsidst helt ned i øjnene så det er svært at se.
– fremkalder frustration, ligegyldighed, sorg, dårlig samvittighed.
Åh jo, jeg husker!
Og det ville være fantastisk, hvis jeg kunne lave en aftale med mine følgevirkninger om, at den bevilligede spalteplads, nødvendigvis må udløse betaling i valutaen “Fuldkommen ophørte følgevirkninger”. Sådan fungerer det desværre bare ikke. Jeg kan ikke afkræve. Og alt det jeg har samlet op, i løbet af de sidste 9 måneder, det kan jeg tabe igen på ganske kort tid.
Men jeg ved også, at jeg ikke kan dele det sådan op; jeg selv og mine følgevirkninger er ikke to adskilte enheder. Vi hænger sammen. Følgevirkningerne er en del af mig, – og man kan ikke lægge arm med sig selv. Så:
jeg skal ikke lægge arm med mine følgevirkninger
det handler ikke om kamp, ikke om den enes sejr over den anden
det handler om samarbejde og fællesskab
Jeg vågnede op i morges med en mathed i kroppen, som havde jeg, dagen forinden, udfoldet mig fysisk krævende.
Det havde jeg også.
I går slap min tapperhed op for en stund, i går mistede jeg modet og ligevægten, i går smed jeg mig mentalt på gulvet og sparkede og slog hysterisk, som et lille frustreret barn. Rasede over den kæmpestore energi-sugende igle. Gjorde alt det jeg ved ikke hjælper; slog og kæmpede for ikke at blive slugt at den. Jo mere man kæmper, jo mere taber man; mit klarsyn og overskud blev ædt, og verden indhyllet i den grå tåge, som følger efter mit tab af energi.
Jeg vidste det. Jeg vidste, at min kamp var tabt på forhånd. Jeg vidste, at jeg ville få mere ud af at følge med end at kæmpe. Men i går jeg kunne ikke lade være.
– Og det var jo det der med både det gode og det grimme.
Her kom det grimme.
Det gjorde det også for nogle måneder siden, da jeg så to af mine naboer stå og snakke sammen udenfor mit hus. Jeg holder meget af mine naboer. Jeg ønsker dem alt godt. Men netop i det øjeblik jeg så dem, blev jeg oversvømmet af en sjælden følelse af uretfærdighed. Der stod de med smil, med livlige fagter, med friskhed. De så så ivrige og glade ud. Så fulde af energi. Og med jobs og videreuddannelse og livet der kører derudad. Og her sad jeg….
Det har intet med mine naboer at gøre. Det var bare et øjebliks tab af ro.
(Og i øvrigt har jeg i høj grad brug for andres energi, for når jeg ikke selv har nok, er jeg nødt til at låne af andres).
På det seneste er jeg flere gange blevet spurgt, om det dog ikke er frustrerende at meningitforløbet er så langstrakt. Og jo, jeg har været frustreret. Jeg har været frustreret i en grad, så jeg ikke engang vil forsøge at finde ord for det. Jeg HAR været der, – men kommer der sjældent længere.
Og det er ikke fordi, at jeg passivt har affundet mig med ubehagelighederne, det er ikke resignation eller opgiven. Man når bare dertil, hvor man indser, at det kun gør ondt værre at kæmpe mod noget, som er større end én selv. Frustration har aldrig helbredt nogen.
Hvis man derimod vender bøtten på hovedet (og ved gud det har taget mig lang tid) og fokuserer på det gode som er, og hvis man smiler igennem hovedpine og træthed og alt det andet, så begynder man langsomt at mærke, at det smil, – som i begyndelsen er bevidst valgt, – efterhånden begynder at leve selvstændigt og frit.
Min frustration opstod af følelsen af ikke at kunne gøre noget, at være sat ud af spil, at være taget som gidsel af min egen udpinte energi.
Men man KAN gøre noget. Hvor lidt det end føles som, så kan man altid gøre NOGET. Og denne følelse af at have taget skeen i egen hånd, at være medspiller fremfor offer – det reducerer frustration.
