Et år lakker mod enden og folk siger; “Hvor blev det dog af?”. Jeg plejer selv, at måtte undre mig over tidens gang, ugerne der bliver absorberet af måneder og læsser os af lige foran årets udgangsdør. Hvor blev året dog af?? Men i år er anderledes, i år ved jeg præcis, hvor året blev af. For jeg har mærket dette år helt ind i det inderste. Som hjernetræthed, hjerntåge og hovedpine – jo tak. Men også som noget andet. Meningit-følgevirkningerne gearede mit liv helt ned i 1. gear og tvang mig til at få øje på hver en lille bitte ting.

Og hjernetræthed, hovedpine og alle de andre; svimmelhed, sitren, søvnløshed m.m., som jeg også nåede at hilse på, – jeg kan fortælle, at de ikke er nemme gæster at huse.

Men det der med de små ting, det var/er nok ikke så skidt. For de små ting er mere betydningsfulde end vi tror, der findes sandheder i dem. Vi må tage os tiden til at  yde de små ting opmærksomhed ellers er der fare for, at vi falder over de store.

Hvis jeg legede skjul med årets tilbageblik, ville intet gemmested næppe være stort nok til at rumme dets hårde oplevelser. Mest af alt har det været hårdt at se på, hvad jeg og min tilstand gjorde (i en vis grad stadig gør) ved mine kæreste…………