Jeg begynder igen at få lavet lidt af det, jeg gerne vil. Det synes ellers som om, at der har været meget langt fra tanke til handling igennem længere tid. Og på mærkværdig vis skyldes mange af mine uudførte gøremål, at jeg har fået det bedre! Med det sidste år som tidsramme, ligger jeg nu på bedste score. Den tunghed, træthed, tåge samt hovedpine, som konstant lå som en usynlig og samtidig ubrydelig skal omkring mig, er begyndt at krakelere. Det er en følelse af, at hjernen pludselig klarer op. Og jeg tror dårligt, at jeg kan beskrive den glæde som det kaster af sig og følelsen af lethed tenderende til kådhed. Og jeg får sådan lyst til at berette for raske mennesker om det helt fantastiske ved deres/jeres “klarhed i hjernen”. Men ved også godt, at der jo er så mange andre ting, jeg selv tager for givet, fordi jeg aldrig har prøvet at være det berøvet.

Jeg ved også godt at min bedring, ikke er så synlig for andre. For det er ikke bedring i den forstand, at jeg pludselig kan stable arbejdstime-klodserne op i høje tårne. Og min hverdag ligner meget sig selv. MEN med den ufattelig store forskel, at hvor jeg før altid skulle mande mig op til alt hvad jeg foretog mig, altid skulle tage mig sammen til alt, altid lod som om, så er jeg nu i stand til at være ægte til stede i stadig større omfang.

Så i kraft af min bedring foretager jeg mig derfor nu flere familieting/er mere “på” . Ikke a la store forkromede foretagener, men lidt har også ret. Og fordi et udsultet familievirke har efterladt et hul, prøver jeg, så godt jeg kan, at fylde det op igen. Hvorved jeg så ender med at være mindst lige så træt på bundlinjen, som jeg plejer. – Men jo på et afgjort bedre grundlag. (Man får ikke det hele på én gang).

Jeg kan langt fra det hele, men jeg kan mere. Og nu hvor jeg i stigende grad får lov at smage på dét, som er en selvfølge for andre, kan jeg næsten blive mere utålmodig end tidligere, hvor jeg kunne mindre. Og jeg må indrømme, at jeg – selvom jeg forholder mig til min virkelighed og bruger mit krudt på det, der bringer fremskridt, – også kan længes efter de dage, hvor jeg uden overvejelse kunne fylde dagen op med gøremål. Længes efter de dage, hvor jeg pr. automatik kunne forvente at nå igennem hele dagen uanset hvor meget jeg fyldte i den. Længes efter dagende, hvor jeg ikke behøvede at kortlægge P-pladser og afkørsler inden jeg begav mig ud på vejen.

Men det er vel det menneskelige væsen; at mere vil have mere. Og derfor skal jeg hele tiden afsøge og finde grænserne på ny, fordi de hele tiden flytter sig.

Kådheden består blandt andet i, at jeg kan blive så glad over at genfinde dele af min faglige viden, at jeg nemt kan komme til at give los. I min virksomhedspraktisk sidder jeg med afgrænsede opgaver i et roligt rum, hvorfor det kan være lettere at opnå fremskridt dér end herhjemme blandt min familie. Og i jagten på opturs-følelse er det derfor nemt at komme til at forbruge mig selv ud over fornuft.   Men det holder simpelthen ikke. Jeg er NØDT til at have balance i mit regnskab hele tiden, familie og arbejde skal følges ad. En overhaling har jeg gjort mine dyrekøbte erfaringer med, det er den direkte vej mod bunden – og der skal jeg ikke ned igen. Den evige linedans.

Og det der med ting, som hele tiden flytter sig, og mål der kun eksisterer som en skjult fremtid, det kan være svært. Jeg har en mand, som sukker efter konkrete svar, som har trang til at vide, hvordan det ender og hvornår det ender, et behov for at få noget fast at forholde sig til.  Og jeg kan ikke fortænke ham i det, sikkerhedens land plejede også at være mit hjemsted. Men denne historie bliver til under selve skrivningen, der findes endnu ikke en slutning.  Jeg er tvunget ind på et andet kontinent nu; der hvor ingen svar kan gives, der hvor kun fremtiden kan regne facittet ud. Det er blevet et grundvilkår at acceptere. Det indså jeg for længe siden og er med tiden kommet til at hvile i uvisheden. ( – et faktum jeg tidligere ville have antaget umuligt, men man kan flytte sig langt som menneske, erfarer man). Tænker også, at det er lettere for mig end mine pårørende, at nå hertil, da jeg jo tydeligt mærker hver en lille bitte fremgang, hvormed det hele kommer til at give mening for mig, hvorimod andre ser noget, der stort set kunne minde om stilstand.

Men her er ikke stilstand. Jeg har lært, at man også kommer fremad ved at kravle. Jeg har lært at håndtere de dårlige dage, så de ikke breder sig for meget. Har lært at mørket ikke er tid for eftertanke, men til at give slip, lade sig drive med og skylle op længere fremme i lyset. Det er på de lyse dage man skal kæmpe (“kæmpe” er ikke det rette ord, men jeg kan ikke finde et bedre). Mit mål er at få det så godt som muligt. Og mit mål er dermed ikke sat som et flag der blafrer på et nøje udregnet sted forude. På den måde får selv turen mere farve. På den måde fylder livet mere nu. Jeg har lært at finde ro og meningsfylde i selve bevægelsen og tænker, at jeg dermed må være nået frem til det, som kaldes “vejen er målet”.

Maleri af Jeppe Oldenburg

 

 

I marts skrev jeg nedenstående:

“Her til aften ridder jeg på en bølge af normalitet! Jeg formåede, at håndtere putning af børn på en god måde, selvom det blev senere end vanligt, jeg var i stand til at gå en aftentur, – og jeg konstaterer med forundring, at min hjerne fungerer på trods af, at klokken snart er 20.30. Jeg er endnu i stand til at tænke klart, have overblik, kunne planlægge.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft sådan en aften. Det føles vildt og underligt og fantastisk, samtidig med at jeg ved, at det kan smutte ud af hænderne på mig når som helst. Som en dement, der har et klart øjeblik, før hun atter forsvinder ind i tågen. For det er sådan trætheden føles; som udslettende, lammende, tung tåge.

Tænk, – engang var det en selvfølge for mig, at fungere kl. 20.30. I dag en sjælden gave. Som måske bliver til virkelighed igen. Min sandhed er, at jeg ikke ved, hvor længe jeg skal forblive i dette tågens land – eller om det kan blive for evigt.

(Jeg ved også, at denne normalitet med største sandsynlighed, skal betales tilbage en af de kommende dage).”

Det var i marts. I dag er det bedre. Men det slår mig også, hvor kort vej der er mellem gode og dårlige dage. Hvor let det svinger mellem overskud og underskud. For når jeg glemmer at sætte ind på kontoen til dårlige dage eller når jeg vælger, at være ødsel i mit energiforbrug, fordi der er noget jeg skal eller vil, så slår hammeren pludselig hårdt. Så bliver det jeg kunne i går pludselig helt umuligt i dag. Så tiltager hovedpinen indtil den bliver konstant, så accelererer søvnbehovet, og de “gamle” gener lurer atter i kulissen. Og så er der ikke andet at gøre end at trække stikket for en stund.

 

I marts skrev jeg også:

“Tror du, at man nogensinde, – hvis man redder sig i land på normalitetens ø, – vil kunne glemme, hvordan det er nu?

Eller tror du, at man vil kunne glemme, – hvis man ikke redder sig i land, – hvordan det er at leve normalt?”

 

Jeg trækker længere og længere over på den rigtige banehalvdel. Men formentlig vil jeg altid kunne mærke marts-dagen på vej til opløsning, hvis jeg presser citronen for hårdt. Og selvom det hovedsageligt er mit spil, så er vi en hel familie, der skal lære det.

 

 

 

 

I går aftes så jeg, som så mange andre her i Danmark, partileder-debatten på DR1. På et tidspunkt udbrød Jeppe; “Det er da utroligt som du kommenterer og analyserer de politiske udtalelser i dag”.

– Og jeg kunne ikke lade være med at grine glad, for mit svar var; “det er bare min hjerne, der er begyndt at fungere igen!”

Og det er ikke engang løgn.

  • For et halvt år siden stoppede jeg med at høre Radio24syv på vej til arbejde, og skiftede det gradvist ud indtil jeg endte på en lokalkanal, fordi jeg simpelthed ikke kunne rumme at forholde mig til andet end.
  • For 3 måneder siden gik jeg stadig i seng kl 20, fordi jeg ikke kunne kapere flere indtryk eller nogen form for larm på det tidspunkt.
  • I et forsøg på dog at følge lidt med og ikke blot forsumpe i mine egne udfordringer, prøvede jeg kortvarigt TV2’s morgen-nyhedsudsendelser. Men informationer kørende over skærmen i alle tænkelige farver og retninger, udgjorde den vildeste rutchebanetur og forkvalmet opgav jeg hurtigt det forsøg.

Når man dropper taleradio, når man går i seng før sin 10-årige søn, når man ikke kan se en normal moderne nyhedsopdateting, så er det fordi, det føltes som om, at dele af hjernen lukker ned. Lukker ned indtil der kun er et lille bitte rum tilbage at være i. Og det rum har en frygtelig akustik og ingen mulighed for at kigge på landskabet udenfor vinduet, for der ligger en tæt tåge foran ruden. Det eneste man kan gøre er, at forholder sig helt roligt og vente, – indtil det lille rum har udvidet sig igen og tågen letter.

Sådan har det været, men nu har jeg klaret en valgdebat.

Måske man ligefrem kan tilføje VALGKAMP, som en ordination i journalen. (- eller neeej, måske alligevel ikke i længden).


Maleri af Jeppe Oldenburg