Okay. Nu kommer det. Og det bliver ikke kønt.
Beklager, at jeg læsser det af her, hvor den hellige højtids fred knap er endt. Men pludselig blev det vigtigt at få det ud nu. Som om mine indre mørke lommer skal renses ud, her ved et nyt års begyndelse, som for ikke at slæbe jord med ind i den rene stue.
Bullshit – jeg ved det godt. Der er for meget jord på mine sko, til at det kan fjernes med et enkelt tramp. Men ……
Jeg har gjort mig mange tanker om dette indlæg. Det har levet i mig længe. Længe før jeg begyndte min blog. Som billeder mere end ord. Fordi ordene gjorde for ondt, tror jeg.
Så vi er langt inde nu. Helt derinde, hvor man erkender, at man ikke magter sine egne børn. “Jeg magter ikke mine egne børn.” – Kan du høre, hvor ufatteligt magtesløst og bundløst ulykkeligt det lyder? Det har været virkeligheden her.
Følgevirkningernes slagkraft gjorde mig ude af stand til at være sammen med mine tre sønner mere end ganske kort tid af gangen. Et øjebliks søskende-intrige kunne gøre det helt af med mig, jeg kunne slet ikke håndtere det. To timer alene med dem var et absolut MAX, der krævede en kraftpræstation af mig. Fordi de på rekordtid forbrugte al min energi og uforskyldt drev mig helt derud, hvor der er øde. Helt derud, hvor det føltes som at stå for enden af en vej med kun to valgmuligheder tilbage: Enten kunne jeg skrige. Eller også kunne jeg græde.
Ingen af delene ønsker man at udsætte sine børn for, så som et allersidste desperat træk har jeg i stedet hvæset og vrisset og kommanderet og været kort for hovedet og kylet ting hen ad gulvet (bløde ting, skal det lige siges, men alligevel). – Så langt ud kan hjernetræthed og totalt fravær af energi/overskud drive én. Jeg ville have benægtet det. Pure. Men nu ved jeg, at alle vil kunne drives derud.
Det var tabs-følelsen af at stå foran en tom reol. Den reol, som plejede at være spækket med alt muligt godt: forståelse, humor, tålmodighed, fantasi, tolerance, latter m.v. – den var FULDSTÆNDIG skrigende tom. Og jeg blev ude af stand til at afhjælpe konflikter. Faktisk er det mere korrekte at skrive, at jeg ustandselig var den, som selv såede konflikterne – mellem dem og mellem dem og mig. Smøremidlet var væk, jeg bandt knuder i stedet. Og jeg kan kun forklare den følelse som afmagt i sin skarpeste form.
Hjerneskade/meningit-følgevirkninger slugte mine forældre-evner. “Desværre” slugte den ikke evnen til at se, hvor ondt jeg gjorde mine børn. Jeg så i deres øjne, hvad jeg gjorde ved dem. Jeg så deres utryghed, deres forvirring, deres sorg. Jeg mærkede dem trække sig væk fra mig. Jeg så og mærkede det hele, men følgevirkningernes hav drev mig bare videre, og mine forsøg på svømmetag mod bølgerne druknede. Jeg så, men uden at være i stand til at gøre noget anderledes.
Heldigvis var der øer i havet. Øer som jeg kunne redde mig op på med jævne mellemrum, øer af gode øjeblikke, hvor jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at rydde op i det rod jeg forvoldte. Og øerne begyndte at dukke op med stadig kortere afstand og stadig større i omkreds. Men det har taget lang, lang, lang tid at genopbygge, hvad vi havde sammen – børnene og jeg. Lang tid før de kunne genkende den mor, de plejede at have, lang tid før de havde “tilgivet” mig.
Jeg er stadig ikke den mor, de plejede at have. Men jeg ligner. Når jeg ikke er presset af følgevirkninger. Og der er nu så langt imellem mine tilbagefald, at de godt kan klare kortvarige nedture, uden at vi skal starte forfra.
◊
En ligesindet har beskrevet det som: “Det sorteste mørke i alt det lort, der har været efter hjerneskaden”. – Jeg er enig.
Og jeg takker himlen for den far som børnene har og den mand som aldrig, aldrig har anklaget mig for min uhensigtsmæssige handlemåde.
Meningit-historikkens suveræn største udfordring har været mine egne børn. Dén er svær at se i øjnene. Der findes intet mere værdifuldt end vores børn, det er vores vigtigste “job”, dermed også det sted vi sætter højest krav til os selv – og det sted vi falder hårdest, når vi ikke kan indfri dem.
Det kaster også en form for ensomhed af sig. For det er svært at tale om. Eller – det er svært at høre på, oplever jeg. Nogle negligerer det, nogle smågriner lidt utilpas. Og jeg forstår det godt. Det rammer ned i noget af det mest sårbare i os; – skrækken for ikke at være en god forældre. Meget kan vi leve med, men det, ikke at kunne være en god forældre, det slår hårdt. Jeg ved, at alt er blevet sagt til mig i en god mening, at man ville mig det bedste, og jeg langer ikke ud efter nogen, – men jeg har nogle gange haft lyst til at skrige: “JO! Jo jeg er en dårlig mor lige nu. Jeg kan ikke gøre det anderledes, jeg gør det ikke med vilje, men jeg ER en dårlig mor lige nu.
Men hvad er det så du ønsker Jeanette? …….. Jeg vil håbe og ønske, at jeg, – når jeg bliver modtageren af noget, der synes uforståeligt og uden for min egen erfaring, – vil have modet og tålmodet til at lytte. Og huske, at vi ikke behøver at forstå eller (bort)forklare eller blødgøre. Blot lytte. Blot lytte. (- Vi er alle kun mennesker, men jeg håber).
◊
Der var engang, hvor jeg knap kunne tage mig af mine egne børn i sølle to timer. Det udstillede min sårbarhed. Det fremkaldte den tanke, at jeg ikke engang ville kunne have mine børn hveranden weekend, såfremt det skulle overgå mig at blive skilsmisseforældre. Ikke at det nogensinde har balanceret på den kant, selvom sygdom unægtelig øger kravet til arbejdet med at gå i samme takt som par, – men alene tanken. Eller som Jeppe sagde; “Du vil faktisk ikke engang kunne sørge for dig selv”!
Nu har jeg det bedre og kan begynde at se efterladenskaberne i øjnene, indtil det ikke længere er farligt. For derefter at lægge det på meningithylden (ikke skraldespanden, men hylden, for det kan være, at andre har brug for det!).
◊
Jeg tænker på, at mine børn engang vil nå frem til dette indlæg. Tænker på, hvordan det vil være for dem, at læse det. Men ……… det er jo ingen hemmelighed, de har levet og lever i det, vi snakker om det, de har det med sig, som en af de tunge ting i tasken, men de kan godt bære den taske, – OG de bærer den SAMMEN, (som en erfaren børnekender venligst huskede mig på). I børnevenlig og kort version har vi også allerede snakket om dette indlæg, og deres konklusionen er “do it”.
“Argh, kan det hele nu også være så slemt”? – Ja, det kan det, det har jeg tre hoveder, som til hver en tid vil skrive under på.
Så jeg tramper
Godt nytår.
Som skrevet har dette indlæg eksisteret meget længe som billeder i mit hoved. Sune Hansen gjorde billederne til virkelighed og blev dermed jordemoder for dette indlæg – tak for dine illustrationer.
Se flere her
