Sommeren, som nu er gået igen, placerer sig hvert år som et bredt bælte hen over året, hvor jeg med skoleferiens indtog tager en dyb indånding og lader mig glider ud i det hav, som både er smukt, stormfuldt og dybt. En indånding og altid håbet om at nå uskadt over på den anden… Læs mere Mest kaos på mindst tid
Tag: mor
Jeg troede faktisk, at Halloween var overstået og at zombier, spøgelser, uhyrer og monstre havde forladt os igen. Men jeg tog fejl; ét havde gemt sig hos os og dukkede i dag op forklædt som mor!
Jeg kunne allerede fra morgenstunden mærke, at det lurede bagved. Jeg var nøjagtig ligesom min døde el-tandbørste; en eller anden havde glemt at putte mig i opladeren i nat. Så hugtænderne truede med at titte frem.
I flere timer gik det dog forbavsende godt, ingen kløer eller tænder, men ved 11-tiden stod det mig pludselig klart, at jeg ikke var i stand til at strække den længere. Jeg kunne ikke forhindre nedenstående fornemmelser:
– Takkede guderne for, at min yngste søn nu har en alder, hvor han sagtens kan være alene indtil hans far og brødre kommer hjem – og sprang så ellers i seng.
Den der følelse af at nå kanten, har jeg simpelthen ingen ord for. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive eller forklare det.
Men jeg kom til at tænke på en episode, kort før jeg blev sygemeldt for anden gang. Dengang tiltog generne uden at det stod klart for nogen, at det var meningit jeg var oppe imod igen. Så på en hårdt tiltrængt paragraf 56-dag var jeg hjemme fra arbejde. Men samme dag skete det, at en af mine sønner blev syg og måtte hentes hjem fra skole. Det slog mig fuldstændig ud, jeg kunne slet ikke magte det, jeg var presset ud over forstand. Havde en følelse af, at ét skridt mere i forkert retning ville forvandle mig til direkte psykiatrisk indlevering. Dertil kan man nå, det er frygteligt.
Så når min meningitmate lige har skrevet til mig om tilbagegang, – bl.a. pga. hendes syge barn, som hun var alene med i tre dage, – så forstår jeg fuldt ud, hvad hun mener.
◊
Tilbage til monsteret; så kunne jeg som sædvanligt, – når overtrætheden har taget styringen, – ikke umiddelbart falde i søvn. Lå blot og lå, hvilket også udgjorde en lindring. Efter lang tid faldt jeg dog i søvn og vågnede først timer senere – uden følelsen af at være udhvilet. Men jeg var allerede gået glip af meget familietid og stod derfor op – lettere rundt på gulvet. Søvnen reddede mig i nogle timer, før monsteret slog til – det åd al min tålmodighed, skældte ud på børnene, kommanderede med dem og var absolut heller ikke et plus for manden i familien. For at sætte trumf på, sluttede det af med at facebook smed noge søndags-venne-opdateringer i hovedet på mig, visende alle de skønne ting, man kunne have foretaget sig.
Nu skal du ikke trøste mig, ved at sige, at alle har en dårlig dag ind imellem. Jeg ved det, det har alle. Men ikke som dette, dette er af en anden dimension. (Ask my family if you don´t believe me). Du skal heller ikke have ondt af mig. Og du skal slet ikke stoppe med at skrive om skønne søndagsoplevelser på facebook. Men hvis du bare vil tro på det, jeg skriver her.
◊
Sygdom og børn er et kapitel for sig. Det er min hensigt, at skrive om det engang. Men jeg er ikke nået dertil endnu.
Hvad jeg kan skrive nu er, at når jeg afleverer mine børn og får andre til at passe dem, eller når jeg opgiver at deltage i aktiviteter her i vores lille familie, så er det ikke kun dårlig samvittighed der præger mig, men mere sorg over tab af samvær med dem.
Det tager lang tid, at indse, at jo længere jeg strækker mig i min tid sammen med dem, jo mere mister jeg dem. For derved går jeg så langt over min egen træthedsgrænse, at den mor, der er hos dem, ikke bringer noget godt. Lidt ad gangen, så længe der er energi, bringer nærværet og intimiteten med dem tilbage.
Jeg er taknemlig, når andre hjælper ved at give mine børn tid og nogle af de oplevelser, som jeg ikke selv formår lige nu.
Monsteret nåede at blive aflivet her til aften. Nu vil jeg skynde mig i seng.
Nyd jeres børn:-)
En uge fremme i børnenes skoleferie.
Det bringer både en god og en dårlig nyhed.
Den dårlige er, at den forgangne uge har været hård. At være alene med vores tre drenge, er den allerstørste udfordring som følgevirkningerne af viral meningit har bragt mig. Og den, som det er sværest at se i øjnene; – at jeg ikke kan være alene med mine egne børn. Hvilken falliterklæring. Hvilken mor er man så?
Nærmere præciseret så var jeg dækket ind af andres hjælp, så min alenetid med drengene faktisk kun drejede sig om en hel og to halve dage. Og faktisk så gik det ret godt. Og jeg var så glad for,- og faktisk også stolt over – at det lykkedes mig at holde timerne gode for os alle fire. Det krævede bare så meget af mig, at jeg faldt helt sammen indeni, da Jeppe kom hjem fra arbejde – også selvom jeg havde hvilet mig i halvanden time mens den elektroniske babysitter tog over.
Det udfordrer mig enormt, at skulle “være på” som eneste voksen over længere tid. Hvis jeg derimod har mulighed for at trække mig tilbage ind imellem – og kan sove/lave noget, hvor jeg ikke skal forholde mig til nogen,- eller får selskab af en anden voksen, så lader jeg hurtigt op til “en omgang mere”. Hvis ikke – ja, så slipper min energi og mit humør op. Så trænges jeg tilbage til den samme krog, som jeg stod i i vinters. Den hvor mine ressourcer bliver mig frataget og jeg forsvinder mentalt.
♦
Den gode nyhed er, at det ikke tager mig måneder at komme ovenpå længere. En weekend med Jeppes tilstedeværelse var nok til at rette op på det meste. Det gode er også, at jeg er så heldig at have familie og venner, som hjælper mig igennem disse uger. “Det var så lidt” – siger de. Men det er det ikke for mig og min familie – det er langt mere end de ved af.
♦
– Så den forgange uge tydeliggjorde, hvor sårbar jeg fortsat er. Men også hvor hurtigt jeg, – med hjælp, – kan bringe det tilbage på rette kurs.
– Den forgange uge var hårdere end jeg havde forventet, men set med erfaringens øjne forventelig og forståelig nok.
