Tag: perspektiv

Jeg har haft flere indlæg rumsterende rund i mit hoved de sidste mange dage. Jeg har skrevet på dem, flyttet rundt på deres indhold, tilføjet og kasseret. Men de er aldrig landet på tastaturet og fundet vej til min blog. For jeg synes, at det er så svært, når jeg konfronteres med andre sygdomsramte, med ulykker og med katastrofer rund omkring i verden. Triste vilkår, tragiske skæbner. Forhold, som får min egen situation til at skrumpe ind.

Og det er godt at have perspektiv i sit liv. Det er vigtigt for mig, ikke at forsumpe i egne symptomer. Men –  jeg kommer bare ikke uden om, at mine følgevirkninger er mine udfordringer, mit vilkår, min virkelighed lige nu. Jeg er nødt til at forholde mig til det jeg er i, nødt til at ofre min verden opmærksomhed for at nå bedring. Det betyder ikke, at jeg lukker øjnene for andres verden, det fratager dem ikke deres virkelighed. Jeg er bare nødt til at få mig selv så meget som muligt på benene – det gør jeg blandt andet ved at skrive her.

Så jeg fortsætter alligevel.

♦

Jeg er lige nået til mit bedst mulige udgangspunkt igen, efter mange dage hvor trætheden tiltog og hovedpinen satte sig hårdt igen. Jo, jo jeg ved godt hvorfor. Jeg sprang middagspauser over eller afkortede dem, sad lidt for længe oppe, havde lidt for mange gøremål m.m. Kort sagt – lod lidt for meget som om, at jeg var normalt fungerende. I begyndelsen af min sygemelding var der kontant afregning ved kasse ét, så snart jeg lavede sådanne svinkeærinder. Nu kan jeg godt gøre det en enkelt dag eller to uden at verden braser sammen. Men ikke i en lille uge! Når jeg lader kådheden tage overhånd og tillader mig den luksus at kører på 5-6 dage i træk , så vanker der smæk. Så tiltager hovedpinen, tågen og udmattelsen – i en grad og en længde, som er helt ude af proportion med min foreteelse. (Helt efter hjernetrætheds-bogen).

Man kan så spørge sig selv, hvorfor jeg dog gør det. Hvorfor jeg bliver ved med at “komme til” med jævne mellemrum. Det forekommer bestemt som værende et fornuftigt spørgsmål. Det er bare – …………….. at, når man nu ENDELIG sidder i en bil, hvis tank er nogenlunde fyldt op, og når der for en gang skyld er fri bane og god oversigt, – så er det ualmindeligt svært ikke at træde speederen i bund.

Fordi det er så fristende at undersøge, hvor hurtigt bilen egentlig kan køre. Og fordi, jeg har SÅ mange steder jeg gerne vil nå hen.

Nå, men var det så turen værd Jeanette? Tja, den var i hvert fald god så længe den varende. Kunne mærke adrenalinen i blodet. Nød udsigten. Og det er altid en glæde at besøge steder, hvor jeg ikke har været i meget lang tid. Men det vil utvivlsomt være mere hensigtsmæssigt at rette mere ind efter færdselsreglerne. At holde sig lidt mere til fartgrænsen, så der ikke er så langt at gå tilbage, når bilen er landet i grøften.

♦

Det ville afgjort være nemmere, hvis jeg havde noget konstant, at forholde mig til. Hvis jeg havde fået meningit-følgevirkningerne leveret i en kasse placeret i en form, der var ubøjelig. Værsgo sådan, hverken mere eller mindre, værre eller bedre, men lige præcis sådan her. Men sådan er det ikke. Nogle dage kan jeg springe længdespring andre dage kravler jeg.

Det faktum er virkelig en kæmpe udfordring, som giver anledning til forvirring og nogle gange frustration.

Men, og det skal jeg huske – der ligger også deri en stor frihed. Jeg kan godt strække mig, hvis jeg virkelig har brug for at strække mig. Jeg får rakt en lillefinger, men skal bare huske ikke at tage hele hånden. Udvælge med omhu og nyde. Og på den lange bane, hedder det små skridt, små skridt, små skridt.

Frihed under ansvar.

Tegnet af Sune Hansen

 

 

 

I det øjeblik jeg blev sygemeldt pga. meningit-følgevirkninger, overhalede andre mig. De overhalede mig i forhold til faglig viden, faglige opgaver, fagligt ansvar, kurser, uddannelse, indkomst m.v. – Andre har overhalet mig langt.

Så hurtigt går vores samfund, at man blot skal vende ryggen til et øjeblik, før alle spurter foran én.

Jeg vidste det. Og holdt – bl.a. derfor – krampagtigt fast i det jeg havde, selvom alt tågende omkring mig i både overført og bogstavlig forstand. Min energi, mit overskud, mit overblik skrumpede ind, indtil mit udsyn var lillebitte. Så det eneste jeg kunne, var at holde fast. For jeg kunne ikke se, ikke regne ud, hvor jeg ville ende, hvis jeg slap.

Men jeg slap til sidst – lige akkurat tids nok til, i stedet, at kunne nå at få fat i enden af det tov, som jeg skulle hive mig selv op med igen.

◊

Et stykke inde i min sygemelding, måtte jeg undre mig over, hvad det var, jeg så krampagtigt havde holdt fast i.

For sygdommens udfordringer havde givet mig et andet perspektiv. Et perspektiv som formindskede betydningen af opgaver og kurser.

Ikke at job ikke er vigtigt. Det er det absolut – i mange forskellige henseender. Men når man står ansigt til ansigt med større udfordringer og når man vender sig mod eksistentielle spørgsmål, så skrumper jobbets betydningsfuldhed i størrelse.

Vi er ellers opdraget til jobbets enorme værdi i vores samfund. Det har en overskyggende fylde. Ikke blot som noget, der skal sikre os økonomisk, men i endnu højere grad som et udtryk for vores identitet, for hvem og hvad vi er som mennesker. – Jeg tænker, at det er et meget, meget ufuldendt billede af et individ.

◊

Da først jeg havde formået at givet slip, så havde jeg  faktisk ikke en følelse af at blive sat af (på nær enkelte episoder som her). Derimod har jeg en følelse af fortsat at være i bevægelse – blot ad en anden vej.

Og jeg indser, at lige så langt, som andre at kommet ud af hovedvejen, lige så langt er jeg kommet ud af min sti. Min skole. Livets skole – hvis man skal bruge store ord. Pensum har været svært, har været hårdt – men umådelig vigtigt og relevant.

Der er fortsat svære passager, men det bliver til stadighed nemmere at begå sig i livet med (og måske engang uden) meningit-gener.

(- Og så glæder jeg mig til, at afprøve mig selv på en arbejdsplads igen;-))

◊

Maleri af Jeppe Oldenburg