Sommeren, som nu er gået igen, placerer sig hvert år som et bredt bælte hen over året, hvor jeg med skoleferiens indtog tager en dyb indånding og lader mig glider ud i det hav, som både er smukt, stormfuldt og dybt. En indånding og altid håbet om at nå uskadt over på den anden… Læs mere Mest kaos på mindst tid
Tag: ro
Historien om et tæppe
“Jo da, det kan du sagtens lære” – var der flere, der blev ved med at sige til mig, efter at jeg havde ytret mig om mine overvejelser angående at kaste mig ud i hæklingens kunst. Og den form for positiv pædagogik har det jo med at virke, så ja, jeg kunne godt. Måske… Læs mere Historien om et tæppe
Frit fald
Forleden en dag: “Jeg mærker de koldeste af følgevirkningernes fingre række ud efter mig igen. Dem som river mig væk fra mine omgivelser. Ikke fysisk, men mentalt. For at afværge dem, trækker jeg mig bagud. Men kan selvfølgelig ikke undgå at falde i det hul, de har gravet. Jeg ligger helt stille i min… Læs mere Frit fald
Ordforstoppelse
I nat vågnede jeg ved, at blæsten jagede rundt udenfor. Her hvor jeg bor, er der sædvanligvis ikke noget usædvanligt i det, men eftersom jeg vågnede af det, var det ud over det normale, og jeg overvejede at gå ned og redde de ting, som stod på trappen udenfor. Men faldt i søvn igen før… Læs mere Ordforstoppelse
Ind imellem er jeg i samme dilemma som kunstneren, der kan blive i tvivl om hvorvidt han skal fremstille det sikre salgsbare eller det han selv føler. Ind imellem overvejer jeg, at lave visse overspring i min blog. Undlade de dele, som måtte kunne virke trættende. Men det er nødvendigt at medtage det hele, det er vigtigt – for mig, for ligesindede, for fortællingen.
I går havde jeg for alvor besøg af meningit-følgevirkningerne igen. Det er ellers længe siden, at de har været SÅ tæt på mig. – Men det kom ikke bag på mig, jeg er efterhånden blevet som en sporhund, der kan opsnuse deres tilstedeværelse på kilometers afstand og vurdere graden af deres intensitet. Så flere timer før de brød ud, fornemmede jeg deres eksistens; som en diffus følelse i kroppen af et uundgåeligt udbrud – med mindre der sættes ind med ro og hvile, ro og hvile, ro og hvile.
Men jeg havde ikke muligheden for ekstra hvil i går – eller rettere jeg prioriterede det ikke. Jeg prioriterede at deltage i et klassearrangement og betale senere.
Et dejligt arrangement, som på ingen måde var anstrengende, men nok. Nok til at de viste sig igen, de vandalere som følger i kølevandet på ikke at have reageret på tiltagende træthed og hovedpine, og som giver sig til kende i form af frysen, lydfølsomhed, lysfølsomhed, kvalme, fornemmelsen af indre sitren, følelsen af feber og af ikke at kunne være i egen krop, fornemmelsen af at falde på trods af at ligge ned.
Men jeg har lært lektien, jeg har lært at reagere hurtigt, så det ikke ender helt i grøften. Den evige løsning hedder hvile, ro – og en mand, som strækker sin hårdt afprøvede tålmodighed endnu et par centimeter. Heldigvis tager det ikke længere dagevis at rette op på. Heldigvis fik jeg forholdsvist hurtigt ændret kurs.
♦
Jeg kan ikke altid forudse hvordan det hænger sammen. Der er ikke altid nogen oplagt logik i det. Men jeg bliver bedre og bedre til at agere i det. Jeg bliver bedre og bedre til at læse kortet. – Tænk om det er et skattekort:-)
