Jeg har fået positive tilkendegivelser for mit nyligt opdaterede foto på facebook samt her på bloggen.
– Hvilket har affødt tanker, for billedet svarer sjældent til virkeligheden inden i mig. Men nogenlunde sådan ser jeg altså ud! Og det har ærlig talt været underligt, i hele det forgangne år, at gå rundt med et udseende, som min tilstand ikke har kunnet leve op til. Og har ført til, at jeg nogle gange nærmest har undskyldt mit veloplagte udseende!
Jeg kunne også have valgt dette foto:
Taget da jeg var indlagt med opsvulmet ansigt, – hvilket næppe behøves forklaret! (Og så er det ikke engang det værste foto fra dengang, kan jeg hilse og sige, – men lidt forfængelig har man dog lov at være).
Eller dette:
Taget i perioden, hvor træthed hærgede mig i en grad, så jeg følte mig så tung, at jeg til stadighed undrer mig over, at jeg ikke brast gennem gulvet og forsvandt mod jordens indre.
For jeg tror, at vores samfund har brug for, at vi viser os for hinanden. At vi tør fortælle hele historien, hele virkeligheden. – Glansbillederne af vores liv, men OGSÅ alt det andet; det der gør ondt, det der ikke er så pænt.
Så hvorfor valgte jeg billedet med det største smil taget på den bedste dag? Faldt jeg ikke i, med begge ben, i forhold til min egen holdning? Hvilket billede skal man give af sig selv?
I hvert fald ikke det-er-synd-for-mig-billedet, så jeg valgte trods alt det pæneste. – Og takker for kommentarerne.
