Jeg kan sætte udtalt træthed og hovedpine med deraf følgende kort lunte, svimmelhed, søvnløshed, influenzasymptomer m.m. på mit CV.
Men ved du hvad det værste er? Det værste er, at manglen på energi udsultede min glæde indtil den helt forsvandt. Et total fravær af glæde, som udslettede mig indeni.
Nogle talte om mulig depression. Men der var ikke depression inden i mig, der var ikke sort, der var ikke triste tanker – der var bare ingenting, for der var ikke overskud til noget som helst.
Om det havde hjulpet, havde jeg med glæde indtaget samtlige antidepressiver jeg kunne komme i nærheden af, men hver eneste gang jeg oplevede blot et lille boost af energi, så mærkede jeg med det samme gnisten igen, hvor kortvarig den end måtte være.
Man finder ud af, hvor uløseligt glæde og energi hænger sammen (- og vi jokede med, at det var speed, jeg burde have).
Jeg har selv prøvet at bo med et menneske hvis smerter til sidst frarøvede ham al glæde. Jeg ved, hvor hårdt det er, at bo sommen med sådan et glædesløst menneske – det æder andre op. Jeg har været det menneske.
Men nu mærker jeg noget dybt i mig. Først som en lille, sårbar dansende sol, nu fyldigere og mere pladskrævende, udsendende stråler i alle farver. Noget jeg kendte engang, men som træthed slog ihjel og som jeg derfor glemte. Noget vis fravær gjorde både mig og mine omgivelser farveløse.
Nu er den genopstået; glæden. GLÆDEN – oh, skænk mig dine dråber. For dit fravær er ødelæggende.
