Der er en mængde mennesker, som jeg savner. En del af dem er her ikke længere. Andre er her, men ville jeg gerne tilbringe mere tid sammen med. Jeg savner også nogle gange mig selv – noget af hende, der var mig engang. Blandt andet den del, som elskede at samle en stor børneflok… Læs mere Det er blevet “engang”
Tag: tåge
For et stykke tid siden læste jeg en bog omhandlende en kvinde med præsenil Alzheimers. Nu er jeg gudskelov ikke diagnosticeret med Alzheimers, men jeg kunne ikke undgå at opleve et flashback. Et flashback til også mit besøg hos neuropsykolog og følelsen af ikke at kunne få min hjerne til at makke ret.
Et besøg hos en neuropsykolog begynder med cirka 1 times samtale, hvor også en nær pårørende deltager. Efterfølgende lades man alene med neuropsykolog og diverse tests i cirka 2 timer. Mit besøg foregik på Odense Universitetshospital, og jeg husker, at jeg ved ankomst til sygehuset udbrød: “Jeg er allerede træt nu.” Jeg havde da ikke foretaget mig andet end at sidde i en bil, men tiden i sig selv var/er en udfordring, og der var allerede gået næsten 2 timer siden afgang.
Lange gange, et lille venterum, en venlig neuropsykolog, en mængde spørgsmål. Og efterfølgende mange, mange små opgaver af forskellig art. I begyndelsen ikke særlig svære, men i takt med den stadige strøm samt fravær af pauser, blev de tiltagende udfordrende.
Et langt stykke af vejen lykkedes det mig, at vedblive at grave svar frem. Når hjernen begynder at tåge til, så kan jeg, ved virkelig, virkelig at tage mig sammen/ved enorm fokusering, fortsat få den til at gøre det jeg vil have. Som om jeg ved målrettet indsat kan skære mig vej gennem tågen. Men det tærer voldsomt på ressourcerne og det er en stakket frist.
Og jeg husker tydeligt, at jeg til sidst sad og så ned på nogle diagrammer med 4 valgmuligheder og ikke ANEDE, hvilken af dem der udgjorde det rigtige svar. Og værre; – jeg kunne ikke engang huske spørgsmålet og vidste samtidig, at det ikke ville hjælpe mig, at bede det gentaget. For jeg hørte ordene, men kunne ikke længere få noget konstruktivt ud af dem inde i mit hoved. Jeg var udmærket orienteret i tid, sted og egne data, for nu at bruge et udtryk fra mit tidligere arbejdsliv, men jeg kunne ikke længere få min hjerne til at udtænke en løsning. Kunne ikke engang samle mig om at forstå spørgsmålet længere. Så diagrammerne foran mig kunne lige så godt have været kinesiske tegn.
Jeg tror, at det er svært at forestille sig den situation, hvis man ikke selv har haft den tvivlsomme fornøjelse at have prøvet det. Men det er som om, at der med ét bliver placerer en stor mur mellem mig og opgaven – umulig at komme over eller rundt om. Eller som om at lyset slukkes inde i mit hoved og gør alt mørkt, så jeg ikke kan finde svaret. Som om, at noget udefrakommet overtager ens hjerne uden at man kan gøre noget. Det er meget mærkeligt og ubehageligt. Tenderende til angst-provokerende, hvis det ikke var fordi, at jeg af erfaring ved, at muren falder sammen igen, at lyset atter vil tændes.
Det er følelsen af: “Spørg mig igen i morgen eller giv mig 3 timers hvile og jeg vil kunne svare dig, men lige nu har min hjerne lukket ned”.
Men oplevelsen hos neuropsykologen tydeliggjorde også, hvorfor jeg til sidst ikke længere kunne fortsætter mit arbejde og ikke kunne magte mine egne børn. Så der lå også noget selvforståelse i det.
Undervejs undskyldte neuropsykologen det nødvendige i at være nødt til at fortsætte trods udmatning. Åbenbart lyste det langt ud af mig, hvor hårdt det ramte mig, for hun spurgte med stadig kortere interval, om jeg klarede det og sikrede sig, at jeg intet havde på programmet de næste dage. Og jeg kom igennem det, men med følelsen af at have været igennem den hårdeste “eksamen” EVER. Efterfølgende sad oplevelsen i mig som noget forståeligt nødvendigt, som det simpelthen ikke var muligt at foretage mere nænsomt, men også som noget, jeg aldrig håbede, at skulle igennem igen.
Men det skal jeg så nu. På næste fredag. – Jeg frygter ikke spørgsmålene, testene eller resultatet. (Heller ikke selvom jeg forleden indrømmede overfor Jeppe, at jeg pludselig i et enkelt split-sekund fuldstændig kan miste kendskab til, hvor jeg er på vej hen, når jeg kører bil. Og at jeg meget ofte oplever, ikke at kunne huske, hvad jeg går ind i et rum efter). Det er derimod den tilstand, som det vil efterlade mig i, jeg gruer noget for.
Det gode er, at undersøgelsen formentlig vil vise det samme som sidst: at jeg i takt med stigende udmattelse mister koncentration, overblik, tempo og evne til at holde flere bolde i luften. Men at min intelligens i sig selv ikke har taget skade og fortsat ligger pænt på skalaen – ja ja, jeg har det faktisk sort på hvidt;-D
Udvidelse af sovemuligheder i haven = larvens puppe
– og dens udsigt derfra
I det øjeblik jeg blev sygemeldt pga. meningit-følgevirkninger, overhalede andre mig. De overhalede mig i forhold til faglig viden, faglige opgaver, fagligt ansvar, kurser, uddannelse, indkomst m.v. – Andre har overhalet mig langt.
Så hurtigt går vores samfund, at man blot skal vende ryggen til et øjeblik, før alle spurter foran én.
Jeg vidste det. Og holdt – bl.a. derfor – krampagtigt fast i det jeg havde, selvom alt tågende omkring mig i både overført og bogstavlig forstand. Min energi, mit overskud, mit overblik skrumpede ind, indtil mit udsyn var lillebitte. Så det eneste jeg kunne, var at holde fast. For jeg kunne ikke se, ikke regne ud, hvor jeg ville ende, hvis jeg slap.
Men jeg slap til sidst – lige akkurat tids nok til, i stedet, at kunne nå at få fat i enden af det tov, som jeg skulle hive mig selv op med igen.
◊
Et stykke inde i min sygemelding, måtte jeg undre mig over, hvad det var, jeg så krampagtigt havde holdt fast i.
For sygdommens udfordringer havde givet mig et andet perspektiv. Et perspektiv som formindskede betydningen af opgaver og kurser.
Ikke at job ikke er vigtigt. Det er det absolut – i mange forskellige henseender. Men når man står ansigt til ansigt med større udfordringer og når man vender sig mod eksistentielle spørgsmål, så skrumper jobbets betydningsfuldhed i størrelse.
Vi er ellers opdraget til jobbets enorme værdi i vores samfund. Det har en overskyggende fylde. Ikke blot som noget, der skal sikre os økonomisk, men i endnu højere grad som et udtryk for vores identitet, for hvem og hvad vi er som mennesker. – Jeg tænker, at det er et meget, meget ufuldendt billede af et individ.
◊
Da først jeg havde formået at givet slip, så havde jeg faktisk ikke en følelse af at blive sat af (på nær enkelte episoder som her). Derimod har jeg en følelse af fortsat at være i bevægelse – blot ad en anden vej.
Og jeg indser, at lige så langt, som andre at kommet ud af hovedvejen, lige så langt er jeg kommet ud af min sti. Min skole. Livets skole – hvis man skal bruge store ord. Pensum har været svært, har været hårdt – men umådelig vigtigt og relevant.
Der er fortsat svære passager, men det bliver til stadighed nemmere at begå sig i livet med (og måske engang uden) meningit-gener.
(- Og så glæder jeg mig til, at afprøve mig selv på en arbejdsplads igen;-))
◊
Jeg sørgede for at formiddagen var helt rolig. Jeg sov middagslur, umiddelbart før vi skulle afsted. Havde gjort det så fordelagtigt som muligt.
Alligevel kunne jeg ikke forhindre, at energien sivede ud af mig, inden der var gået en time. Og med en fart som havde man slået bunden ud af en flaske.
Det er ikke medynk jeg er ude efter, det er mere min egen forundring over tingenes tilstand. At det stadig kan gå så galt så hurtigt, når det grundlæggende ellers er blevet så meget bedre.
Men det kan det altså. Familiesammenkomst, mange mennesker, megen baggrundsstøj = gardiner der bliver trukket for inde i hovedet og mathed der overtager kroppen.
Men man kan mande sig op til forholdsvist meget. Og man møder gode ting på sin vej, som det er absolut værd at mande sig op til.
Det føltes så rigtigt at sidde midt blandt min familie, som sidst var samlet for 4 år siden. En fantastisk værdi, som ikke kan gøres op i hovedpiner og meningittåge.
Dagen krævede godt nok nærmest øjeblikkelig energibetaling ved kasse ét, – MEN satte samtidig et større beløb ind på kontoen til senere udbetaling.
– Og der var endnu et positivt afkast: I al den munterhed jeg hørte rundt omkring, var min fars latter iblandet.
For nogle måneder tid siden hørte jeg pludselig lyden af min egen latter igen. En fri og hjertelig latter, som havde fået frikvarter fra tågens lammelse.
Jeg husker også, at latteren – efter min fars opslidende sygdomsperiode og dødsfald – ligeledes havde sat sig selv så meget på stand by, at jeg registrerede lyden, som en gammel ven, da den dukkede op igen.
En bortrejst ven, atter hjemvendt. Og på trods af periodevise forsvindings-numre, en trofast, kær ven, – som altid dukker op igen.
Du er så velkommen. Også selvom der er mange ubekendte faktorer i mit fremtidige regnskab:
- Helbred – bliver jeg rask eller hvor rask bliver jeg?
- Job – kommer jeg til at kunne varetage et normalt job igen og hvor?
- Økonomi – hvis jeg lander et sted over fleksjob (forhåbentligt), men langt under mit normale timeantal, hvordan klarer vi os så?
– For jeg nægter at lade fremtidens usikkerhed indtage mit hjerte med angst. Hvis jeg gør det, så taber jeg. Angst æder min fremgang og det er fremgangen, der skal sikre min fremtid.
Det er ikke fortrængning eller naivitet. Men en stærk tro på, at en bagvedliggende kraft arbejder med mig.
Og man skal grine så langt som overhovedet muligt.
Dengang jeg så sådan ud, grinede vi også:
-Vi grinede af, at elastikkerne i min nakke var sprunget, så mit sande jeg pludselig viste sig.
-Vi grinede af, at den søde natsygeplejerske, som kun havde set mit ansigt, havde lagt bukser til mig i str. XL
-Vi grinede af ungerne, som forestillede sig, at hævelsen kunne have sat sig i brysterne fremfor kinderne.
Det var ikke udelukkende sjovt, det var det ikke, det var også smerte og spekulation. Men jeg fortryder ikke latteren over hamsterkinderne, – heller ikke selvom de kort tid efter førte til meningitis.
(Og jeg har lige reserveret en bog af Norman Cousins, som på egen krop erfarede latterens og livsviljens og alle positive følelsers gunstige virkning.)