Jeg vågnede op i morges med en mathed i kroppen, som havde jeg, dagen forinden, udfoldet mig fysisk krævende.
Det havde jeg også.
I går slap min tapperhed op for en stund, i går mistede jeg modet og ligevægten, i går smed jeg mig mentalt på gulvet og sparkede og slog hysterisk, som et lille frustreret barn. Rasede over den kæmpestore energi-sugende igle. Gjorde alt det jeg ved ikke hjælper; slog og kæmpede for ikke at blive slugt at den. Jo mere man kæmper, jo mere taber man; mit klarsyn og overskud blev ædt, og verden indhyllet i den grå tåge, som følger efter mit tab af energi.
Jeg vidste det. Jeg vidste, at min kamp var tabt på forhånd. Jeg vidste, at jeg ville få mere ud af at følge med end at kæmpe. Men i går jeg kunne ikke lade være.
– Og det var jo det der med både det gode og det grimme.
Her kom det grimme.
Det gjorde det også for nogle måneder siden, da jeg så to af mine naboer stå og snakke sammen udenfor mit hus. Jeg holder meget af mine naboer. Jeg ønsker dem alt godt. Men netop i det øjeblik jeg så dem, blev jeg oversvømmet af en sjælden følelse af uretfærdighed. Der stod de med smil, med livlige fagter, med friskhed. De så så ivrige og glade ud. Så fulde af energi. Og med jobs og videreuddannelse og livet der kører derudad. Og her sad jeg….
Det har intet med mine naboer at gøre. Det var bare et øjebliks tab af ro.
(Og i øvrigt har jeg i høj grad brug for andres energi, for når jeg ikke selv har nok, er jeg nødt til at låne af andres).
