Tag: træthed

 

Jeg ved ikke, hvordan det opstod, men pludselig blev det en fornøjelse at fotografere. Jo, jo jeg har da fotograferet før. Selvfølgelig – jeg har jo tre børn, så ferier, fødselsdage og familieminder er veldokumenterede. Men jeg har aldrig tidligere interesseret mig for selve fotograferingen eller tænkt ret meget over teknik, kamerafunktioner, motiv og lysforhold. Mine billeder blev taget for at udfylde livets foto-cv. Minder – eller måske nogle gange beviser. I hvert fald var det resultatet, der var essensen.

Og selve resultatet er da stadig en tilfredsstillelse, men efter at meningittens følgevirkninger installerede mig herhjemme, er det i stedet begyndte at dreje sig om selve fotograferingens øjeblik.

Eller også kan det være, at det har noget med alder at gøre, men så er jeg måske nok noget forud; – jeg ved ikke hvor mange 41-årige der falder i svime over, hvordan solens stråler rammer en blomst. Jeg burde jo have travlt med job og efteruddannelse. Solstråler og blomster det er sådan noget generationerne forud for mig, taler om. Så det har nok nærmere noget at gøre med den eftertanke og pludselige ro, som følgevirkninger har kastet af sig. Eller også er det simpelthen bare menneskets indbyggede evne til overlevelse; når man mister én evne, må man opfinde en ny.

Jeg fotograferer aldrig ret lang tid ad gangen, men i de øjeblikke jeg fotograferer mærker jeg ikke trætheden. Det er noget med at det lykkes mig at kravle så langt ind i oplevelsen, at nuets kraft ophæver trætheden. I fotograferingens stund mærker jeg ikke hjernen, der er gået i bakgear, men derimod et lille øjeblik af ren væren. Nydelse og glæde uden tanke for andet.

♦

Jeg er laaangt fra nogen ørn til det, jeg har stadig ikke sat mig ind i ret meget, jeg fotograferer udelukkende med mit middelmådige mobilkamera. Men øjet begynder at opfatte ting, det før ikke så. Jeg har også lånt både et kamera og bøger om fotografering. Jeg er bare ikke nået dertil endnu. Jeg har så afgjort intentionen og lysten, men mangler overskuddet. Det kommer engang. Engang.

♦

I vores have har vi judaspenge. De får lov at sprede sig i “skovbrynet”. Og de mørkviolette blomster i foråret er da okay, men først når efteråret har indhentet dem, bliver de magiske. Frøene ligger som de fineste smykker, pakket i tyndt silkepapir i en fornem gaveæske, glimtende som sølv i solen.

 

 

I morgen skal vi agere borger-fotografer herhjemme. Er blevet spurgt, om vi vil deltage i et projekt, som skal blive til en særudstilling om vores egen nutidshistorie.

Udstillingen “Sydvestjyske Historier om Danmark” fortæller desuden 10 historier fra forskellige tider og vil blive vist på Museet Ribes Vikinger fra 4. november 2017 til 25. februar 2018. Ideen  er opstået i kølvandet på Danmarks Radios “Historien om Danmark”.

En videnskabs-journalist og en fredspibe

  Det er længe siden, at jeg har skrevet. Mere end en måned og i mellemtiden har huset her været invaderet af maveonde, Danmark har holdt efterårsferie og USA har valgt en ny præsident, men de ting får lov at ligge uden at tilknyttes yderligere kommentarer. Hvad jeg derimod vil give nogle ord med på… Læs mere En videnskabs-journalist og en fredspibe

Og hvad skete der så?

  Og hvad skete der så? Jo, så var hun til møde med sagsbehandler, jobkonsulent og “hjernerådgiver”. Og sammen besluttede de at flytte hendes virksomhedspraktik tilbage til det første sted, hvor hun var mere skærmet mod indtryk og derfor bedre kunne fungere. Desuden blev der vedtaget nedsættelse til 1 arbejdsdag i ugen. Det har givet… Læs mere Og hvad skete der så?

Forsvundne ben og et pensioneret køleskab

  Vores lille familie kræver ikke, at min tank er fuld for at vi kan køre, tværtimod har vi med tillært økonomisk kørsel fundet ud af at komme ret langt på få liter, men når benzinmåleren konstant blinker rødt og der ikke er udsigt til optanknings-muligheder, så bliver det hele lidt svært. Skoleferien var svær… Læs mere Forsvundne ben og et pensioneret køleskab

 

Dage hvor melankoli satte sig på én. Dage hvor hovedpine gjorde sit indtog igen og tog plads, i murstensform, på sin vanlige placering i højre frontallap. (Nej, jeg tager fortsat ikke Treo).

Som om kroppen (- eller noget andet) ønskede at huske mig på, hvordan det var, hvordan det til dels er, – OG hvordan det lynhurtigt kan blive igen, hvis jeg ikke passer rigtig godt på.  Som om de følgevirkninger, der langsomt afgiver plads i mig, til gengæld gør krav på det i form af blog-plads.

Så det giver jeg dem:

Jeg husker dengang jeg var nødt til at lægge mig allerede tidligt på formiddagen; dengang jeg ofte vågnede om natten uden at kunne falde i søvn igen; dengang jeg kun lige med nød og næppe formåede at være alene med børnene i 2 timer; dengang jeg lå mere ned end jeg var oppegående; dengang træthed kunne lamme mig, så jeg ikke kom ud af stedet; dengang jeg gik i seng kl. 20; dengang hovedpinen kunne brede sig helt ned i ansigtsknoglerne og ørene; dengang jeg sparede sammen for bare at komme op til nul-punktet; dengang lykken var at der stod “10 timer”, når jeg indstillede vækkeuret til morgenringning!

 

Og jeg husker dengang jeg skrev:

Trætheden

– er som konstant at være i gang med en marathon og hver aften at slæbe sig over mållinjen.

– er som at blive udslettet indeni.

– er som at miste al humor.

– er som at miste overskuddet, overblikket, glæden og gåpåmodet.

– er mentalt fravær.

– er lammende.

– er diffus.

– er som en farveløs hinde jeg ikke kan bryde ud af.

– gør alt til noget, der bare skal overstås.

– kan bevirke svimmelhed, frysen, indre sitren og uro, kvalme.

– er hovedpine.

– kan overophede hjernen, så den er svær at geare ned igen.

– kan gå helt ind i knoglerne, helt ind i psyken.

– kan føles som feber.

– kan sidde som en hjelm, der presses længere og længere ned, – tilsidst helt ned i øjnene så det er svært at se.

– fremkalder frustration, ligegyldighed, sorg, dårlig samvittighed.

 

Åh jo, jeg husker!

Og det ville være fantastisk, hvis jeg kunne lave en aftale med mine følgevirkninger om, at den bevilligede spalteplads, nødvendigvis må udløse betaling i valutaen “Fuldkommen ophørte følgevirkninger”. Sådan fungerer det desværre bare ikke. Jeg kan ikke afkræve. Og alt det jeg har samlet op, i løbet af de sidste 9 måneder, det kan jeg tabe igen på ganske kort tid.

Men jeg ved også, at jeg ikke kan dele det sådan op; jeg selv og mine følgevirkninger er ikke to adskilte enheder. Vi hænger sammen. Følgevirkningerne er en del af mig, – og man kan ikke lægge arm med sig selv. Så:

jeg skal ikke lægge arm med mine følgevirkninger

det handler ikke om kamp, ikke om den enes sejr over den anden

det handler om samarbejde og fællesskab