Dage hvor melankoli satte sig på én. Dage hvor hovedpine gjorde sit indtog igen og tog plads, i murstensform, på sin vanlige placering i højre frontallap. (Nej, jeg tager fortsat ikke Treo).
Som om kroppen (- eller noget andet) ønskede at huske mig på, hvordan det var, hvordan det til dels er, – OG hvordan det lynhurtigt kan blive igen, hvis jeg ikke passer rigtig godt på. Som om de følgevirkninger, der langsomt afgiver plads i mig, til gengæld gør krav på det i form af blog-plads.
Så det giver jeg dem:
Jeg husker dengang jeg var nødt til at lægge mig allerede tidligt på formiddagen; dengang jeg ofte vågnede om natten uden at kunne falde i søvn igen; dengang jeg kun lige med nød og næppe formåede at være alene med børnene i 2 timer; dengang jeg lå mere ned end jeg var oppegående; dengang træthed kunne lamme mig, så jeg ikke kom ud af stedet; dengang jeg gik i seng kl. 20; dengang hovedpinen kunne brede sig helt ned i ansigtsknoglerne og ørene; dengang jeg sparede sammen for bare at komme op til nul-punktet; dengang lykken var at der stod “10 timer”, når jeg indstillede vækkeuret til morgenringning!
Og jeg husker dengang jeg skrev:
Trætheden
– er som konstant at være i gang med en marathon og hver aften at slæbe sig over mållinjen.
– er som at blive udslettet indeni.
– er som at miste al humor.
– er som at miste overskuddet, overblikket, glæden og gåpåmodet.
– er mentalt fravær.
– er lammende.
– er diffus.
– er som en farveløs hinde jeg ikke kan bryde ud af.
– gør alt til noget, der bare skal overstås.
– kan bevirke svimmelhed, frysen, indre sitren og uro, kvalme.
– er hovedpine.
– kan overophede hjernen, så den er svær at geare ned igen.
– kan gå helt ind i knoglerne, helt ind i psyken.
– kan føles som feber.
– kan sidde som en hjelm, der presses længere og længere ned, – tilsidst helt ned i øjnene så det er svært at se.
– fremkalder frustration, ligegyldighed, sorg, dårlig samvittighed.
Åh jo, jeg husker!
Og det ville være fantastisk, hvis jeg kunne lave en aftale med mine følgevirkninger om, at den bevilligede spalteplads, nødvendigvis må udløse betaling i valutaen “Fuldkommen ophørte følgevirkninger”. Sådan fungerer det desværre bare ikke. Jeg kan ikke afkræve. Og alt det jeg har samlet op, i løbet af de sidste 9 måneder, det kan jeg tabe igen på ganske kort tid.
Men jeg ved også, at jeg ikke kan dele det sådan op; jeg selv og mine følgevirkninger er ikke to adskilte enheder. Vi hænger sammen. Følgevirkningerne er en del af mig, – og man kan ikke lægge arm med sig selv. Så:
jeg skal ikke lægge arm med mine følgevirkninger
det handler ikke om kamp, ikke om den enes sejr over den anden
det handler om samarbejde og fællesskab
